Skulle man i dag lave en ny dansk kirkeordning, ville man aldrig komme på den tanke at organisere folkekirken, som den faktisk ser ud. Der er masser af ulogiske træk, som man kan kritisere.
Man behøver ikke at have studeret den danske kirkeordning længe for at se det ulogiske i, at staten betaler bispe- og præstelønninger, at kirken betaler en betydelig del af den danske folkeregistrering, at kirken står for vedligeholdelse af stor del af den danske kulturarv, og at store dele af de danske begravelsespladser hører under folkekirken.
Det er også en underlig forskelsbehandling, at staten opkræver kontingent til folkekirken i form af kirkeskat, men ikke medlemskontingent til andre trossamfund. Men de andre trossamfunds medlemmer kan så til gengæld trække deres medlemskontingent fra i skat, mens folkekirkens medlemmer ikke kan trække kirkeskatten fra. Det trænger tilsyneladende alt sammen til en grundig reformering.
Det er imidlertid ikke så let at gøre noget ved det, som man skulle tro, for ordningen er kommet til verden i en lang historisk proces med gensidige aftaler, tilpasninger og sædvaner. Forholdet mellem staten og folkekirken minder om et gammelt ægtepar, der igennem et langt liv har haft fælleseje, og hvor ægtefællerne har indgået en række eksplicitte eller stiltiende aftaler.
Hun passede børnene mod at få del i hans pension. Han accepterede, de overtog hendes families sommerhus, som ingen af dem ville have råd til, hvis de gik fra hinanden. Der er også billeder på væggene, som den ene elsker, og som den anden har lært at leve med. Det fungerer alt sammen til begges nogenlunde tilfredshed, men skulle de skilles, ville det være uhyre vanskeligt for begge parter, og der ville være ting, som de begge sætter pris på, som måtte afhændes. Den store gamle villa, de har boet i det meste af deres liv, er der ingen af dem, der har råd til alene, og da den ligger langt fra alfarvej er den også meget vanskelig at sælge.
LÆS OGSÅ: Del dine erfaringer: Hvordan har din kirke sparet penge?
Præcis sådan er også forholdet mellem folkekirken og staten. Ordningen er kommet til verden i et langt historisk forløb med aftaler, der, da de blev lavet, så logiske ud, men som nu kan synes at mangle en logisk begrundelse.
Da staten, altså kongen, i 1500-tallet med Reformationen afskaffede de katolske biskopper, overtog staten også den tredjedel af tienden, der gik til biskopperne mod til gengæld at betale de nye lutherske biskoppers lønninger, og staten har så siden betalt bispelønningerne.
Da man i 1814 skulle etablere et skolevæsen, blev en del af kirkens personale (degnene) brugt som undervisere, og staten sørgede så for noget kirkeligt personale. I 1919 ville den radikale regering (det var dengang, der var radikale husmænd til) gerne etablere nogle flere husmandsbrug til de fattige landarbejdere. Kirkens præster var samtidig med tiden blevet bedre til teologi, men mindre interesseret i landbrug. Det var derfor tilsyneladende i alles interesse, at staten overtog præstegårdsjordene og udstykkede dem til husmandsbrug, mod at staten så betalte præsternes lønninger.
Det er selvfølgeligt et åbent spørgsmål, i hvor høj grad disse gamle aftaler stadig er bindende. Gælder statens forpligtelse til at betale bispelønningerne for eksempel stadig? Staten indkasserede jo trods alt sin del af tienden i flere hundrede år. Der er en lang række af den type spørgsmål som jurister, historikere og etikere kunne bruge lang tid på at udrede.
Hvem har så fordele af disse komplicerede ordninger? Staten eller folkekirken? Det er det faktisk ikke så let at sige. Det er jo langt fra det hele, der er opgjort i kroner og øre. Et par betænkninger har prøvet at regne på det og så nøgternt som muligt at sætte tal på (Folkekirkens økonomi 1995 og bloktilskudsbetænkningen 2009). Og det er nok gjort så godt, som det kan gøres, for det er ikke romantikere, men embedsmænd fra blandt andet Finansministeriet, der har lavet beregningerne.
De kommer frem til, at staten i 2007 betalte omkring 800 millioner til præste- og bispelønninger med videre (det er siden steget til lidt over en milliard). Til gengæld betaler folkekirken for ikke-kirkelige ydelser til samfundet; det embedsmændene kalder opgaver af mere bred samfundsmæssig karakter.
Folkekirken bruger her omkring 800 millioner kroner på begravelsesvæsen, omkring 100 millioner til personregistrering og knap 800 millioner på det, embedsmændene kalder bevaring af den danske kulturarv i form af restaurering af bevaringsværdige kirker og kirkeinventar samt viderebringelse af den kirkemusikalske tradition. På disse mere målelige størrelser ser det altså ud, som om staten har et nettooverskud på transaktionerne i forhold til folkekirken på en lille milliard.
Dertil kommer så, at folkekirkens medlemmer betalte godt fem milliarder i kirkeskat i 2009. Hvis folkekirkemedlemmerne i lighed med medlemmerne i andre anerkendte og godkendte trossamfund kunne trække medlemskontingentet fra i skat, ville det resultere i en skattebesparelse på 1500-2000 millioner for folkekirkens medlemmer og et tilsvarende tab i skatteindtægter for staten. Derudover er der en lang række langt mindre håndgribelige relationer mellem stat og kirke. Hvad er det for eksempel værd for folkekirken, at den er den officielle danske kirke, hvis medlemskontingent opkræves af staten i form af kirkeskatten? Folkekirken får også rådighed over sendetid i radio og tv til gudstjenester med videre.
Men staten og samfundet har også oplagte fordele af at have folkekirken. Den tager sig som allerede nævnt af en betydelig del af kulturarven. Den er også et vigtigt led i den danske egnsudviklingspolitik. Med centraliseringen af skolevæsenet, butiksstrukturen og kommunerne er kirken og præsten mange steder den sidste offentlige institution i landsbysognet. Sognets aftenskole, koncerter, foredragsaftener og børnenes juletræ organiseres af kirken. Og hvad skal vi alle sammen, stat og kirke, gøre med alle de elskede middelalderkirker med kalkmalerier og træskærerarbejder, der ligger i affolkede yderdistrikter, hvis ikke de skal fungere som kirker finansieret i et uoverskueligt samspil mellem stat og kirke?
Dertil kommer så den helt uoverskuelige effekt af kirken på den danske befolknings holdninger og moral. Er der en forbindelse fra kristen næstekærlighed til den velfærdsstat, der solidarisk tager sig af de svageste medborgere, og som har gjort Danmark til et af verdens rigeste lande og danskerne til verdens lykkeligste folk?
Gør den kristne holdning om, at vi alle er grene på det samme vintræ, at vi snyder mindre i skat til fællesskabet? Er der en særlig luthersk arbejdsmoral, så vi stræber efter at gøre gavn som Gud det vil på allerbedste måde? Er der en religiøs baggrund for en moral, der gør Danmark til et af de mindst korrupte lande i verden? Det er alle spørgsmål, som er relevante nok til, at adskillige samfundsforskere har arbejdet med dem som hypoteser.
Mange af de ordninger, der findes i det gamle ægteskab mellem stat og kirke, er ikke helt logiske, men spørgsmålet er, hvor meget man kan komme til at slå i stykker, hvis man prøver at lave en ægtepagt, der skiller statens og kirkens opgaver på en logisk måde.
Selv gamle veletablerede ægtepar kan jo ende i skilsmisse og konflikter, hvis de prøver at opdele deres samlede formue i et specifikt særeje til hver. På den anden side kan de gamle ordninger jo også komme så meget ud af trit med verdens nye tilstand, at man er nødt til at prøve. Men så skal man i hvert fald tænke sig godt om.
Niels Kærgård er forhenværende overvismand og professor på Institut for Fødevare- og Ressource-økonomi ved Københavns Universitet. For flere detaljer i argumentationen se Niels Kærgård & Jørn Henrik Petersens kapitler i bogen Fremtidens danske religionsmodel. Forlaget Anis. 2012.