STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen (V) har det sidste år lagt vægt på at markere sin mening om religion og politik. Det begyndte med en tale i Vartov den 30. november 2005, hvor Fogh Rasmussen talte om sin inspiration fra Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig, og senere har han uddybet sine tanker i kronik og interviews.
Statsministerens væsentligste inspiration er dog ikke Grundtvig og Kierkegaard, men arven fra oplysningstiden. I mange henseender repræsenterer Anders Fogh Rasmussen en moderne, koncentreret variant af den europæiske oplysningsfilosofi. Det kan sammenfattes i følgende punkter:
1. Anders Fogh Rasmussen mener, at der findes en objektiv moral bag alle religioner og kulturer. "Frihedsrettighederne er fundamentalt set tværreligiøse," siger han. Og frihedsrettighederne kaldes også for "naturlige rettigheder".
2. Denne objektive moral baserer sig på, at samvittigheden ifølge Anders Fogh Rasmussen er et universelt fænomen, som alle mennesker har. "Måske er samvittigheden netop det evige i mennesket. Måske er samvittigheden det objektive, etiske normsæt, som er instansen over mennesket." Ideen om almenmenneskelig samvittighed, der er fælles for alle mennesker uanset kultur og religion, hører til blandt de centrale doktriner i europæisk oplysningstænkning.
3. Anders Fogh Rasmussen sidestiller faktuelt alle religioner. Der markeres ingen forskel på "vi kristnes bibel", "muslimernes Koranen" og "jødernes Torah", alle angives som "ældgamle skrifter, som er forfattet i en fjern fortid". De er alle "forfattet af mennesker, som subjektivt har tolket, hvad de anser for guddommelige bud". Med oplysningens terminologi: Bag de åbenbarede religioner findes der en fælles naturlig eller fornuftig religion. Samtidig definerer Anders Fogh Rasmussen denne naturlige religion som "det enkelte menneskes personlige religiøse overbevisning". Hvilket han sætter i modsætning til "religiøs fundamentalisme" eller "lovreligion", der defineres som det, "at sådanne ældgamle skrifter ord for ord skal tages for pålydende".
MEST KONTROVERSIELT er Fogh Rasmussens opfattelse af, at lovreligion eller religiøs fundamentalisme ikke omfattes af den religionsfrihed, som frihedsrettighederne giver. "Derimod er det klart, at frihedsrettighederne ikke er forenelige med en lovreligion, der kræver at være overordnet nationen og staten. Frihedsrettighederne er ikke forenelige med en lovreligion, der vil diktere den troendes tilværelse fra vugge til grav".
Frihedsrettighederne skal beskytte den enkelte mod overgreb, og hertil regner statsministeren åbenbart også det religiøse diktat at ville bestemme den enkeltes liv. Lovreligion overskrider altså i sit væsen den forskel på privat og offentlig, som er frihedsrettighedernes forudsætning. Målet er for alle religioner, og specielt islam, som Fogh fremhæver i Vartov-talen, "at få lov at leve i fred med hver sit personlige forhold til Allah og Muhammed."
Derfor er Fogh ingen ven af multikulturalisme. En stat har svært ved at tolerere kulturer eller religioner, der går ud over den indre, personlige overbevisning. "Vi bør ikke definere hinanden som kristne, muslimer, jøder, buddhister, hinduer eller ateister, men som mennesker og borgere i Danmark", mener Fogh, for "hvis vi skal tage særlige hensyn til religiøse opfattelser, så vil det true sammenhængskraften". Der er tilstrækkelig anerkendelse i at blive inkluderet som borger i en rets- og velfærdsstat.
Anders Fogh Rasmussens holdning er konsekvent. Der er ikke tale om eftergivenhed over for religiøse særheder eller accept af religiøs invadering af det offentlige rum, men om en bastant henvisning af religiøsiteten til den private sfære. Samtidig er det Foghs overbevisning, at mennesker af alle religioner kan mødes religionsneutralt, hvor vi enes om retten til frihed. Ifølge Fogh Rasmussen vil det "skabe en mere fredelig verden, hvis vi universelt kunne enes om et fælles sæt af bærende etiske grundprincipper", som går på tværs af samfund og religioner her i verden. Fogh Rasmussen kalder det "et tværreligiøst normsæt", "et overordnet etisk normsæt uden afsæt i kristendom, islam eller nogen anden religion", et normsæt, der "udtrykker det evige, som er uafhængigt af tid, sted, historie, samfund og religion, som udspringer af noget objektivt, noget i mennesket eller naturen iboende". Fogh placerer sig solidt i fodsporet fra store oplysningstænkere som Leibniz, Locke, Lessing og Kant, der satte fornuften og samvittigheden over religionerne. Ifølge oplysningen findes der i alle mennesker en naturlig eller fornuftspræget religion, der står over de åbenbarede religioner.
SAMME OPFATTELSE lå også til grund for bogen "Fra Socialstat til Minimalstat" fra 1993. Dengang spillede religionsmødet ingen fremtrædende rolle i samfundsdebatten, og bogen indeholder kun lidt om religion. I "Fra Socialstat til Minimalstat" søges der også efter et fællesmenneskeligt, fornuftigt fundament, der kan forene alle mennesker. Fogh Rasmussen finder det i retten til frihed. Friheden, som hele tiden begrænses af andres ret til samme frihed, er det grundlæggende princip. Og dette princip begrundes i en naturlig ret og ikke i markedsfrihedens evne til at skabe velstand, hvilket var det mest kontroversielle ved 1993-bogen.
Fogh Rasmussen kaldte det i 1993 liberalisme, men uden at indeholde nogen opfattelse af det gode liv, eller hvordan mennesker skal leve, tro og spise. "Liberalismen er ikke en sådan isme-ideologi", hedder det i 1993. Den giver frihed, som mennesker selv må fylde ud – "i deres religiøse liv, i tænkning, og kultur, ja, i det hele taget i deres stræben efter at leve deres eget liv". Derfor er frihed også individuel. Det angår ikke grupper og kulturer, der kan bruge friheden til at undertrykke individet.
Efter karikaturkrisen er statsministeren blevet mere opmærksom på religionens betydning for politik. Hvor holdningen før bestod i relativ sikker overbevisning om at kunne indkapsle troen under privatlivet og holde det offentlige rum frit for stærk religiøs indblanding, er denne position i dag blevet presset mere i defensiven. Det har også ført statsministeren til bastant at forsvare den nuværende folkekirkeordning. Han afviser "kategorisk enhver tanke om at lade folkekirken lede af et kirkeråd eller en synode". Folkekirken er for Fogh de barnedøbte i Danmark, og ingen kan gøre sig til talsmand for alle barnedøbte.
Især siden 2001 er den hidtidige konsensus om folkekirken blevet udfordret af en række præsters og biskoppers ønske om at kunne tale på alle barnedøbtes vegne. Over for denne udvikling advarer Fogh Rasmussen. "Jeg ville advare imod, at biskopperne for eksempel holder møde og udtaler sig om EU's nye traktat eller u-landsbistanden eller forureningen i Østersøen".
STATSMINISTERENS liberale holdning til stat og religion står ikke stærkt i offentligheden i dag. Den presses dels af de kulturradikale, der påberåber sig oplysningen uden at drage konsekvenserne heraf. Kulturradikale fægter typisk med dobbeltstandarder, hvor religions- og kulturkritikken forvaltes vilkårligt og ikke principielt. Værdirelativisme og eftergivenhed har erstattet fornuft. På den anden fløj står Anders Fogh Rasmussens syn i klar modsætning til eksempelvis Søren Krarups og Jesper Langballes kritik af oplysningstænkningen og menneskerettighederne. Fogh er klassisk liberal oplysningsmand og den varmeste fortaler for rettigheder.
Spørgsmålene, der kan rettes til Fogh, er, om det i praksis kan lade sig gøre at sparke religionen indendørs? Danskernes hverdag er i forvejen fyldt med religiøs symbolik, selvom vi ikke er klar over det. Og hvad betyder det, at vores stats-, rets- og økonomiopfattelse i vid udstrækning er et resultat af den jødisk-kristne kultur? Foghs skel mellem religion og politik har selv en religiøs oprindelse.
Kilder:
Statsministerens Vartovtale 20/11 2005 kan læses på www.stm.dk.
"Hold religionen indendøre", kronik i Politiken, 20. maj 2006.
Interview i Kristeligt Dagblad, 30. juni 2006.
Henrik Gade Jensen er mag.art. og projektmedarbejder ved tænketanken CEPOS.
Kronikken er udarbejdet med udgangspunkt i en analyse, der kan downloades fra: www.cepos.dk.