Stefan Zweig og humanismens kynisme

Vi kan vælge passiviteten, men den udarter til kynisme, når vi hylder egen godhed, mens verden styrter sammen. Eller vi kan kæmpe i bevidstheden om, at man altid får jord under neglene, blod på hænderne, og at en gerning aldrig er helt ren, skriver dagens to kronikører

Da Første Verdenskrig med et tordenbrag brød sommerens europæiske varme i 1914, blev den østrigske forfatter Stefan Zweig ikke for alvor ramt af krigens krav.

Den sarte forfatter var til egen glæde altid blevet erklæret uegnet ved militærets sessioner. Men han følte sig heller ikke forpligtet af krigens reelle krav, fordi han – som han sentimentalt, men smukt tilstår i det selvbiografiske mesterværk ”Verden af i går” – betragtede det som en ”forbryderisk anakronisme, at man i det tyvende århundrede skulle oplæres i håndteringen af mordværktøj”.

I stedet sørgede Zweig for at få en stilling i et rigsarkiv. Det forekom den erklærede pacifist bedre end at ”skulle jage en bajonet i tarmene på en russisk bonde”. Han fandt det mere passende, fordi han som forfatter jo havde ordet i sin magt og ”dermed (også havde) pligt til at give udtryk for sine overbevisninger”.

Her skal man lægge mærke til dette ”dermed”, hvorved kunstneren med nødvendighed tilskrives en slags moralsk ophøjelse – som om den russiske bonde med en bajonet i tarmen ikke havde pligt til det samme.

Zweigs samvittighed bød ham at fortælle om, hvordan han nægtede at lade sine personlige, verdensborgerlige venskaber ødelægge af krigen. Et af de venskaber bestod i Zweigs forbindelse til en idealist på den anden side af krigen, forfatteren Romain Rolland, der i Zweigs øjne ofrede langt mere end den russiske bonde med bajonet i tarmen, da han sendte et brev til Zweig på den modsatte side af grænsen, til ”fjenden”. Zweig betragtede denne brevveksling som et af tidens mest moralske dokumenter.

Således humanisten Zweigs verdensbillede. Det moralsk ophøjede er et par intellektuelle, der skriver breve til hinanden om pacifismens lyksaligheder, mens hele ungdomsårgange af folket ligger og dør i europæisk mudder.

Heldigvis havde man også sikret sig, at den skrøbelige digter og (dermed?) moralsk uangribelige ven Rainer Maria Rilke heller ikke skulle have sin stille og værdige eksistens tilmudret.

Der er meget godt at sige om Stefan Zweigs skrivekunst. ”Verden af i går” er et kunststykke, dens sagtmodige melankoli er uundværlig, og stilistisk er den uangribelig. Tilmed kan dens åndsaristokratisme indimellem være opbyggelig. Samtidig kommer prosa som ”24 timer af en kvindes liv” og ”Skaknovelle” til at indtage deres retmæssige plads i det 20. århundredes litterære kanon.

Zweigs historiske portrætter svinger mellem det mesterlige og det elendige. De er altid patetiske, men det er hans bidrag at vise, at det patetiske stadig kan have sin ret.

Derfor er det glædeligt, at Kristeligt Dagblads Forlag har genudgivet et af dem, bogen om Erasmus af Rotterdam. Den hænger intimt sammen med spørgsmålet om pacifisme og humanisme.

Det skjuler de blændende oversættere Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad heller ikke i kronikken i Kristeligt Dagblad den 21. oktober 2015, hvor de mener at skulle forsvare skriftet med henvisning til Zweigs ønske om at sætte freden over sandheden, ligesom gæsteanmelderen Christoffer Emil Bruun samme dag udlægger skriftet som den bløde humanisme over for den stejle ideologi, før som nu.

Erasmus og venligboere, der tvivler, over for Luther og Dansk Folkeparti, der er stålsatte, skal vi forstå. Som om blød humanisme ikke er iskold ideologi.

I tilfældet Zweig siger hans humanisme ikke noget bedre om sig selv end om sin kynisme, og den er der bestemt ingen grund til at forsvare. Kærlighed til Mennesket med stort M ender altid i hårdkogt ligegyldighed over for det enkelte menneske. Sjældent bedre illustreret end i fredselskerens poserende besyngelse af sin ”modige” brevveksling om pacifisme med asketen Rolland.

Stefan Zweigs bog om Erasmus dementerer selv pacifismen, hvorfor der netop ikke er grund til at forsvare samme. Bogen handler om Erasmus’ livsmål, og sproget minder om det, man finder i ”Verden af i går”. Navnlig de poserende lister med åndsaristokratisk namedropping benyttes også her.

Zweig glæder sig over, at Erasmus i stigende grad kommer i fint selskab, ligesom det hændte for ham selv i de unge år. Herligt eller redundant, det er i hvert fald Zweigsk – og i stilistisk særklasse: Jødisk-wienske gloser og overklassekosmopolitiske fraser funkler.

Erasmus af Rotterdam hyldes som en apostel for menneskehedens evangelium, mens Martin Luther – den bøhmiske bondeknold med jord under neglene – snarere repræsenterer tumultus end evangelisk reformation.

For at skildre ”godhedsmennesket” Erasmus har Zweig brug for et arkimedisk punkt, et slags spejl, og der bliver ”Luther, den revolutionære, der drives dæmonisk frem af plump, tysk folkekraft”.

Derved skaber Zweig et klart skel mellem lysbringeren, europæeren, den spinkle og lidt sygelige mand, som aldrig tør handle af frygt for at såre nogen, over for den dystre, ortodokse kværulant, stor og vital, nationalist, brutal og bonderøvsagtig.

Men Erasmus bliver netop repræsentant for humanismens kynisme. Zweig skildrer eksempelvis, hvordan Erasmus lader sin gode ven og tidligere elev Ulrich von Hutten dø imellem Basel og Zürich.

Vennen, som er ramt af den franske syge, banker på Erasmus’ dør i håb om husly og omsorg. I tre uger forsøger han at få Erasmus til at åbne døren, men hypokonderen og pacifisten undgår at tage stilling ved at ignorere den reformerte unge mand og lader ham vandre videre mod Zürich, hvor han har zwinglianske venner. Von Hutten dør på vejen.

Zweig glæder sig over, at Erasmus bliver aristokrat, at han ”kun bag sine bøgers vold føler sig tryg”, og at han ikke ligesom Luther drikker ”stærke wittenbergske øl”.

Grunden til, at det er så åndssvagt at hylde Zweigs pacifisme, er, at han selv opnår et realistisk syn på humanismen i bogens løb. Hans påståede humanisme dementerer sig selv. Erasmus’ samfundsidealer er oligarkiske, ufolkelige og virkelighedsfjerne. Dét er Erasmus’ tragedie.

Det tjener Zweig til ære, at han på trods af sin forfængelighed og sine idiosynkrasier indser det. Om de tidlige humanister skriver han, at ”der er noget lidt latterligt over disse studerekammeridealister, som der jo altid er over dem, der kun vil forbedre verden akademisk”. De er ifølge Zweig skolelæreragtige pedanter, som dræber enhver gnist blandt folket, fordi de ikke selv vil være en del af det. Så hvorfor hylde det, Zweig vakkelvornt skoser?

Bogen afsluttes selvfølgelig trods alt med en ode til den erasmiske tanke. Zweig og Erasmus er videre enige med Cicero i, at ”en uretfærdig fred er altid bedre end selv den mest retfærdige krig”.

På den sidste side i bogen skriver han i en slags profeti: ”Lad blot igen og igen de kloge og kolde beregnere påvise det udsigtsløse i det erasmiske, og lad blot igen og igen virkeligheden give dem ret.” Zweig ved tydeligvis godt, at pacifismen også er et valg. Erasmus pacificerede sig selv ved det.

Vi kan vælge passiviteten, men den udarter til kynisme, når vi hylder egen godhed, mens verden styrter sammen. Eller vi kan kæmpe i bevidstheden om, at man altid får jord under neglene, blod på hænderne, og at en gerning aldrig er helt ren.

Det var netop, hvad bondeknolden Luther forstod. Zweig medgav, at virkeligheden ville give Luther ret. Dét kunne man passende hylde hans Erasmus-bog for. I stedet for – som Christoffer Emil Bruun – at forsøge at fuppe folk til at tro, at humanisme ikke også er stejl ideologi. Det er faktisk netop det modsatte, bogen dokumenterer.

Andreas Riis Damgaard er stud.theol. og redaktør af Studenterkredsens tidsskrift. Rasmus Vangshardt er stud.mag. og boganmelder ved Kristeligt Dagblad