Stefan Zweigs fremstrakte hånd

Er en fremstrakt hånd et tegn på svaghed, når verden er opsat på strid? Mange af Stefan Zweigs antinazistiske forfatterkolleger mente det. Mange betragtede den østrigske verdensmands ”neutralitet” som en maske, der skulle skjule fejhed. Men hvem kan se ind i et menneskes sjæl?

Stefan Zweigs fremstrakte hånd

I foråret 1933 blev forfatteren Stefan Zweig, der aldrig havde brudt sig om at blive rubriceret, pludselig rubriceret som ”jøde”. Han, der aldrig havde været tilknyttet nogen litterær fraktion, han, der siden sin første ungdom havde haft venner i de fleste europæiske lande, han, der altid havde undladt at stemme ved valgene i sit østrigske fædreland, blev nu med ét i en radiotale af den netop tiltrådte nazistiske propagandaminister i Tyskland kaldt ”jøden Zweig”.

Det store biografiske essay om renæssancemennesket Erasmus af Rotterdam, som den 51-årige Stefan Zweig dette skæbneforår satte sig for at skrive, skulle være et svar på denne krænkelse. Mens de antisemitiske paroler, der i årevis var blevet råbt af brunskjortede demagoger, nu pludselig blev forvandlet til officiel tysk statspolitik, og mens man altså nu forsøgte at fordrive ham, den internationalt berømte Stefan Zweig, fra den centrale plads, han indtog i den tysksprogede kultur, besluttede han at forsvare sig. Ikke som jøde. Ikke som antinazist. Ja, ikke engang som krænket privatperson. Men med sublim list: ved at vælge en tysker, en europæer og en kristen til sit alter ego og talerør.

I sit essay ”Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie” gør Stefan Zweig den bitre strid mellem Erasmus og reformationsføreren Luther til et narrativt klimaks. Striden begynder med et filosofisk spørgsmål, som optager dem begge: Er menneskets vilje fri? Hvis ikke den er det, fremfører Erasmus, så er der ingen af vores handlinger, vi med rette kan belønnes eller straffes for. Men hvis vi er fri, indvender Luther, så er Guds magt ikke absolut. Og Guds magt må være absolut, fortsætter han. Og hvad skylden og synden angår, så fødes vi med den. Vi kan ikke rense os selv, men kun håbe på Guds tilgivelse og nåde.

Som Stefan Zweig skildrer sagen, er det dog ikke kun spørgsmålet i sig selv, men også måden, de diskuterer det på, der skiller de to parter. Mens Erasmus rækker hånden frem, trækker Luther den tilbage. Mens Erasmus indrømmer, at han tvivler, indrømmer Luther ikke noget som helst. Mens den stilfærdige Erasmus sætter freden højere end sandheden, sætter den rasende Luther sandheden højere end freden.

Og netop dette er det, der gør Erasmus af Rotterdam, denne tolerante tysker, denne katolske kristen, der var sikker på, at også ikke-kristne kunne sige noget kristeligt og sandt, til Stefan Zweigs helt og inspirator i den strid, han selv fra nu af ville blive inddraget i. Er en fremstrakt hånd et tegn på svaghed, når verden er opsat på strid? Mange af Erasmus' samtidige mente det. Og mange af Stefan Zweigs antinazistiske forfatterkolleger mente det. Mange betragtede den elegante østrigske verdensmands såkaldte neutralitet som en maske, der skulle skjule kronisk ubeslutsomhed og fejhed. Men hvem kan se ind i et menneskes sjæl?

Stefan Zweig blev født i Wien den 28. november 1881. Hans velhavende, liberalt indstillede jødiske forældre boede i en smuk herskabslejlighed på den fashionable Schottenring, og den unge Stefans liv fløj af sted med koncerter, teaterbesøg og nydelsesfuld læsning.

Som 17-årig læste han begejstret Rainer Maria Rilke og Hugo von Hofmannsthals digte, og allerede som 19-årig universitetsstuderende skrev han sine første artikler for wieneravisen Neue Freie Presse, der i øvrigt blev redigeret af zionismens grundlægger, Theodor Herzl. Hans første digte og noveller blev venligt modtaget af samtidens kritikere, men det var først i de følgende år, hvor han med omhu oversatte en række lyriske værker af Charles Baudelaire, Paul Verlaine og ikke mindst den belgiske forfatter Emile Verhaeren, at han opnåede sin karakteristiske litterære sikkerhed.

Da Første Verdenskrig brød ud, meldte Stefan Zweig sig for at undgå at blive sendt til fronten først til arkiv- og siden lazarettjeneste. En rejse til den galiziske østfront, hvorunder han så sårede østrigske soldater dø i overfyldte togvogne, bestyrkede ham i hans afsky for militær voldsanvendelse. Da freden endelig kom, var den gamle europæiske verden, som Stefan Zweig havde været ung i, og som han havde elsket, uigenkaldeligt forsvundet. Det store østrigske kejserrige var forvandlet til en lille fattig republik plaget af fattigdom og politisk splid.

Men i den smukke barokby Salzburg, hvor han slog sig ned i en villa med sin hustru Friderike von Winternitz, sit omfangsrige bibliotek og sin stadigt større autografsamling, lykkedes det ham alligevel op igennem 1920'erne at skrive den lange række af noveller og frem for alt biografiske essays, der gjorde ham til en af sin tids mest læste og oversatte forfattere.

Da nazisterne i januar 1933 greb den politiske magt i Tyskland, så det i nogen tid ud, som om Stefan Zweig forsøgte at ignorere det skete. Han kaldte nazisternes fremgang for ”ungdommens revolte mod den høje politik”, og til sin amerikanske forlægger Ben Huebsch skrev han: ”Her er temmelig uroligt, men egentlig slet ikke noget at frygte ... jeg tager det ikke alvorligt.” Han fortsatte sit samarbejde med komponisten Richard Strauss, skønt denne også samarbejdede med nazisterne.

Han bagatelliserede de offentlige afbrændinger af sine egne og andre forfatteres bøger og mente ikke, at nedgangen i salget skyldtes, at han var jøde. ”Nej nej, nedgangen rammer skam alle slags bøger,” skrev han til Ben Huebsch. Og da Klaus Mann - forfatteren Thomas Manns voksne søn - i september opfordrede ham til at skrive nogle artikler til emigranttidsskriftet Die Sammlung, som Klaus Mann selv redigerede, afslog Stefan Zweig, da han fik at vide, at tidsskriftet ikke vil forblive upolitisk, som han ellers først havde antaget.

Men i virkeligheden havde han for længst taget stilling. Det store essay ”Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie”, som han netop nu skrev på, skulle være et kompromisløst manifest mod brutal voldsanvendelse, mod indskrænket nationalisme og mod tyskernes skæbnesvangre selvovervurdering. Skildringen af den fredselskende Erasmus' sejre, men så sandelig også af hans nederlag, skulle være et opråb til samtiden. Lige så lidt som sine antinazistiske forfatterkolleger gjorde Stefan Zweig sig fra nu af illusioner.

Under den kortvarige østrigske borgerkrig i 1934 mellem de katolsk-konservative austrofascister og den socialdemokratiske fagbevægelse foretog politiet en razzia af Stefan Zweigs villa i Salzburg. Det drejede sig blot om en rutinemæssig undersøgelse, men forfatteren blev ikke desto mindre så chokeret og vred, at han straks besluttede at udvandre - ganske som Erasmus så ofte havde gjort det i lignende situationer.

Zweig levede nogle år i eksil i England, men da Anden Verdenskrig brød ud, frygtede han, at han ville blive interneret i en engelsk fangelejr. Derfor rejste han, der netop havde giftet sig for anden gang, med sin sekretær Charlotte Altmann, så hurtigt som muligt til New York, og få måneder senere videre til Sydamarika. Over Paraguay nåede de frem til Brasilien og den lille by Petrópolis, hvor Zweig lejede en bungalow, og hvor han på omtrent et halvt år færdiggjorde manuskripterne til sin berømte ”Skaknovelle” og til erindrindringsbogen ”Verden af i går”. Men savnet af venner og bøger føltes tungt, og hver dag tænkte han på den meningsløse verdenskrig, der uafbrudt krævede ofre.

Den 22. februar 1942 indtog han og Charlotte Altmann en overdosis Veronal. På sit skrivebord efterlod han et afskedsbrev til verden: ”Jeg hilser alle mine venner! Gid de efter den lange nat må nå at se morgenrøden. Jeg, den alt for utålmodige, har allerede begivet mig på vej!”.

Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad er forfattere og oversættere med speciale i europæisk mellemkrigslitteratur. Kronikken er et uddrag af efterskrift til bogen ”Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie”, som er udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag