Prøv avisen
Kronik

Stil krav til dataetik og beskyt privatlivet

”Vores daglige omgang med private data er efterhånden så omfattende, at vi ikke længere har et overblik,” skriver direktør Anna Lykke Lundholm-Andersen. – Foto: Nima Stock/ritzau

Vi har lært at give afkald på vores privatliv på nettet. Det er prisen for de mange online-muligheder, der styrker vores sociale og effektive liv. Men vi har glemt de etiske grundregler i dagens overvågningssamfund: Vores privatliv skal værnes om – ikke sælges

Vores byrder lettes, vores samfund udvikles. Din iPhone sparer dig tid, og vi blinker ikke, når vi indtaster alle vores oplysninger og trykker ”acceptér betingelser” i en hvilken som helst ny service på nettet eller app produceret af en virksomhed, som kapitaliserer på vores digitale adfærd og sælger den videre til højestbydende.

Det omhandler ikke dine kreditoplysninger, når du ligesom den øvrige og støt stigende befolkning online-shopper sko eller bøger. Det handler om de oplysninger, du giver for at få en gratis service: sociale netværk, søgeord på Google, og det enkelte klik på en annonce eller website. Alt det, der giver et billede af, hvad du er for en person, hvad du bryder dig om, og hvilken livssituation du er i lige nu.

Hvis du giver din ven private, personlige detaljer om din dagligdag, er det forventeligt, at personen ikke fortæller den videre til en fremmed mod en sum penge. Det vil være et brud på den tillid, du har udvist og forventer at få igen.

Vi gør det hver eneste dag.

Se situationen for dig: Du sidder på computeren, har klikket ind på en side, der sælger en bog, du gerne vil købe. Du trykker o.k. i cookie-boksen, fordi den forringer dit overblik på siden, og alt, hvad du gør på den side, fortæller virksomheden noget om dig som person.

Det er data, som den pågældende virksomhed anvender til at gøre din oplevelse som forbruger bedre. Det skal vi være rigtig glade for.

Det er til gengæld ikke det eneste formål med indsamlingen af dine data. Virksomheder sælger i stor stil din købsadfærd videre til en anden global, kommerciel virksomhed, som herefter bruger den til at skabe et billede af dig som person til at målrette deres forretning.

Har du sagt ja til det? Ja, men du har ikke læst betingelserne, før du købte bogen online, for det er der ikke nogen, der gør.

Vi er blevet mere og mere vævende i værnet om vores privatliv på et helt basalt niveau. Virksomheder har opdraget os til at afgive informationer til gengæld for den service, vi glædeligt tager imod.

Det private i vores oplysninger er efterhånden en udvandet størrelse. Vi stoler blindt på intentionen og informerer detaljer om vores gøren og laden og orientering i verden ved at lægge krummer ud på nettet. Betingelserne og vilkårene for at handle online eller læse en artikel er pakket pænt ind i et design eller massiv, juridisk volapyk, som gør det umuligt at afkode for forbrugeren.

Olie er gavnlig, når den sørger for, at vores biler kan køre. Men den er farlig og skadelig, når den behandles forkert og slipper ud og forurener vores verdenshave. Det samme gælder vores data: Behandler vi data med uforsigtighed, kan vi kompromittere individet. Behandler vi dem forsvarligt, og stiller vi krav til, at virksomhederne gør det samme, er data en guldgrube, vi kan udvikle betydelige værktøjer og ressourcer på baggrund af.

Sidstnævnte ser vi blandt andet på AI-området ( artificial intelligence, kunstig intelligens), hvor man med lagring af oplysninger om en maskinbaseret produktion kan samle mønstrer om selve produktionen og se, hvornår en produktion slår fejl. Det kan spare en virksomhed for ikke alene store økonomiske tab på bundlinjen, men også mindske ressourcespild, hvilket direkte gavner vores miljø.

Det er en del af en positiv udvikling, men når det kommer til anvendelse af persondata, bliver det mere problematisk, og vi har ikke et etisk mindset for, hvordan vi passer på hinanden, endnu.

De seneste år har digital dannelse været på dagsordenen blandt forskere, professorer og politikere, og imens står virksomheder og myndigheder over for at indarbejde den nye persondataforordnings skærpede regler. Men vi mangler en stærkere dataetisk kultur for at beskytte vores data og privatliv borgere imellem.

Estland sætter et klogt eksempel med digital sikkerhed og kodning på skoleskemaet. Og herhjemme faciliterer it-branchen og Dansk Industri it- og kodningsdage med mere end 1000 børn og unge. Vi er ved at styrke unges digitale værktøjskasse, så vi i fremtiden har en større basisviden om it-infrastruktur og en generation, som oplæres i at skabe og ikke bare konsumere.

Det betyder altså, at vi får øget bevidsthed om digitale systemer og processer med de kommende generationer, men det betyder ikke, at vi har en digital generation, som stiller sig kritisk over for deling af deres oplysninger. Det sker stadig i et betydeligt omfang til gengæld for at få ydelser retur og mulighed for at interagere med omverden.

Og med de ”digitale indfødte” er det særligt problematisk, at en dataetisk kultur ikke er på tapetet, for hele deres liv er dokumenteret på nettet.

Forbrugerens og borgerens etiske stillingtagen til egne og andres private oplysninger er alt i alt meget fraværende. De færreste læser de juridiske betingelser, som du skal acceptere, inden du kan påbegynde anvendelsen af diverse services og apps.

I dag siger forslaget til den nye databeskyttelseslov, at nedre aldersgrænse for lovligt samtykke til tjenester rettet mod børn er 13 år. Det er lavt, meget lavt. Det stiller store krav til børn og unges digitale dannelse, til måden, hvorpå vi udstiller os selv og vores bekendtskaber på nettet, før vi beder om lov.

Og så er der alle de andre tjenester, som ikke er sikret af denne lovgivning, da de ikke er målrettet børn direkte. Der bliver delt billeder og videoer i ét væk, der mobbes, og der tales fortroligt og intimt, der bliver tagget og liket. Men modsat teenagerummet eller dagbogen forsvinder disse data ikke, også selvom det synes sådan på eksempelvis Snapchat.

Og ud over virksomheders ansvar for at behandle disse data med den fortrolighed, de blev givet, kunne man også starte i det små og ændre den måde, vi selv omgås data på i det daglige og i vores hensyn til hinanden. Vores daglige omgang med private data er efterhånden så omfattende, at vi ikke længere har et overblik. Vi lægger billeder af os selv, venner og familie på sociale medier uden samtykke og uden at kende de vilkår, som medier opererer med. På den måde tager vi kontrollen fra hinanden og tillader os at fortælle omverdenen og kommercielle virksomheder noget om dig, som du ikke har bedt om.

Gennemsigtigheden mangler, og det er skidt for både ældre og yngre generationer, som interagerer og handler på et ubevidst grundlag – også på hinandens vegne.

Vi skal ikke bremse en udvikling baseret på data, som kan gøre vores verden bedre, trivsel større, og som øger vores konkurrencefordele. Men vi skal gøre det ordentligt og behandle persondata med privatlivets beskyttelse for øje. Det er en menneskeret, som vi hurtigt glemmer i en travl hverdag, alt imens vi giver afkald på den private sfære og inviterer big brother helt ind under dynen.

Anna Lykke Lundholm-Andersen er direktør i Susdain, der rådgiver om datasikkerhed

Gennemsigtigheden i vores omgang med personlig data mangler, og det er skidt for både ældre og yngre generationer, siger Anna Lykke Lundholm-Andersen, direktør i Susdain, der rådgiver om datasikkerhed.