Prøv avisen
Kronik

Stil krav til ”problemdrengene”

Vi befinder os i en tid, hvor etniske minoritetsdrenge i vidt omfang bliver betragtet som ”problemdrenge” i de danske skoler. Men et privat gymnasium i Aarhus har tilsyneladende fundet en tilgang, der virker, skriver antropolog i dagens kronik

På landsplan tegner der sig i disse år et mønster, som viser, at etniske minoritetsdrenge dels klarer sig dårligere i skolen end gennemsnittet, dels har svært ved at engagere sig i og bidrage positivt til den kultur, der påskønnes i de danske skoler. Af denne grund udgør de for mange skoler en svært overkommelig udfordring, hvilket har udløst den negative betegnelse ”problemdrengene” i diskussionen om etniske minoritetsdrenge.

Udfordringen med denne elevgruppe er ofte forbundet med, at de er tilbøjelige til at etablere sig i en forsvarsposition, hvor deres etnicitet og religion fungerer som primære identitetsmarkører. I en række interviews med elevgruppen, jeg har foretaget som i et antropologisk studie, fremgik det, at dette sker som konsekvens af, at drengene konstant konfronteres med, at de har en anden kulturel baggrund, idet de som udgangspunkt ikke kender den kultur, der værdsættes i en dansk skole. Yderligere forstærkes denne gruppeidentitet ved, at de ofte af andre diskuteres som etnisk gruppe frem for særskilte individer.

Samtidig kom det til udtryk, at elevgruppen har en tendens til at opgive skolen, da de fra starten føler sig et skridt bagud. I stedet danner de et alternativt fællesskab med en modkultur til skolens krav, da det kan give dem en form for lokal magt i et skolemiljø, hvor de ellers har tendens til at føle sig mindreværdige og kuet fagligt.

Når dette fællesskab først er etableret, er det svært for de involvererede drenge at undslippe det igen. Selv hvis de skulle få lyst til at være aktive i undervisningen, opleves dette ikke som socialt acceptabelt i drengegruppen. En af eleverne forklarede følgende:

”På min gamle skole følte jeg ikke, at jeg kunne række hånden op. Det skyldtes den omgangskreds, jeg havde dengang. Vi påvirkede hinanden meget negativt. Hvis én besluttede sig for at pjække, så gjorde vi det alle sammen. Jeg følte ikke, at jeg kunne sige nej til dem uden at skuffe dem, så jeg følte, at jeg blev nødt til det.”

Som han betoner i sit svar, var denne oplevelse afgrænsende for hans adfærd. Det skyldes det sociale pres, der opstår, når andre først har fået en bestemt forventning til ens person. Ved at skifte skole til et miljø uden forudbestemte forventninger, der påvirker elevernes adfærd i en ekskluderende retning, har han haft mulighed for at viske tavlen ren og starte på en frisk.

Under min tid på skolen blev jeg mødt af et flertal af elever, der både deltog og engagerede sig i undervisningen i langt højere grad end, hvad normen var i min egen gymnasietid. Et forbavsende syn taget i betragtning af de seneste års problematisering af etniske unge i danske skoler.

Der er indikationer på, at Aarhus Private Gymnasium, hvor min undersøgelse fandt sted, i højere grad har formået at overkomme problemet med de etniske minoritetsdrenge. Eleverne hviler i deres kulturelle identitet, hvilket afføder et større engagementsniveau og et positivt læringsmiljø i undervisningen. En af de afgørende årsager til dette er, at eleverne på denne skole ikke hele tiden skal forholde sig til, at de har en anden kulturel baggrund og derved ikke føler et behov for at skulle begrunde, forsvare og legitimere, hvem de er.

Gymnasiet har gjort det til en prioritet at skabe et inkluderende undervisningsmiljø med respekt for elevernes kulturelle forudsætninger og forskelligheder. Dette afspejler sig blandt andet i, at diversitet blandt eleverne og lærerne bliver italesat som en styrke og en ressource frem for et problem. Dette er afgørende for elevernes engagement, da de får en følelse af at blive set og hørt for, hvem de er, og de får en oplevelse af at være ressourcestærke i stedet for at føle sig forkerte.

På gymnasiet er der således blevet skabt et fællesskab på tværs af etnicitet, hvor man møder hinanden i øjenhøjde. Dette skaber grobund for en fælles platform, hvor man lærer at omgås hinanden ud fra mangfoldighedens begreber. Dette bevirker et mere gunstigt læringsmiljø, da eleverne derved bliver mere modtagelige over for andet input.

Som en elev formulerede det: ”Man kommer ingen vegne uden gensidig respekt. De behandler os som ligesindede, hvilket er vigtigt for vores syn på skolen.”

Gymnasiet har en opdragende tilgang til deres elever, og der stilles høje krav til elevernes adfærd. Vigtigst af alt eksisterer de samme forventninger til samtlige elever på skolen – også de ”problemdrenge”, der til tider kan være et forstyrrende element i undervisningen. Dette er en vigtig pointe, da lærernes opfattelse af eleverne i høj grad er med til at præge elevernes egen selvopfattelse.

Ved at skrue forventningerne ned til denne gruppe elever og kategorisere dem som ballademagere og umulige elever, opnår man blot, at disse negative forventninger bliver en selvopfyldende profeti.

Det er derfor vigtigt, at lærerne tror på de etniske minoritetsdrenges evner, da det i højere grad påvirker eleverne til at præstere bedre, idet de rent faktisk føler, at de har noget at skulle leve op til. Der opstår ligeledes en tro på egne evner blandt eleverne, hvilket mindsker chancen for, at de opgiver skolen.

En elev forklarede mig under et interview, at han havde en kammerat på skolen, der fandt det udfordrende at række hånden op, da han var genert og frygtede at svare forkert på lærernes spørgsmål. Min informant havde motiveret ham til at række hånden op alligevel, for som han forklarede det, er det blot et spørgsmål om tilvænning:

”På et tidspunkt begynder man bare at række hånden op pr. automatik. Det er jo det, vi er her for.”

Denne motivation, der er eleverne imellem, kan være en vigtig årsag til, at mange af eleverne på skolen deltager og engagerer sig i undervisningen. I stedet for at indøve en adfærd i kontrast til skolens kultur, så smitter eleverne af på hinanden i en positiv retning.

Aarhus Private Gymnasium har anerkendt, at elevernes læring og udvikling beror på mere end blot det faglige miljø. Gymnasiet har derfor prioriteret at skabe et inkluderende undervisningsmiljø, hvor eleverne bliver set og hørt for, hvem de er, frem for at blive betragtet som etniske grupper. I kraft af, at kulturelle barrierer nedbrydes, og respekten for hinandens forskelligheder indstiftes, så er der ikke længere behov for at etablere sig selv i en forsvarsposition.

Eleverne bliver således mere modtagelige over for input fra skolen, hvilket i sidste ende resulterer i et mere positivt læringsmiljø. Ydermere virker de høje forventninger fra lærernes side motiverende for eleverne, som derved får en fornyet tro på egne evner.

Det viser, at hvis man stiller forventninger til denne elevgruppe og giver drengene mulighed for at udfolde sig på en mere alsidig måde, så kan de udvikle sig både fagligt og personligt.

Alexandra Johanne Amstrup er antropolog