SÅ ER VI IGEN NÅET TIL det årlige juleræs, som mange omtaler december måned med dets forudsigelige resultat af julestress. I kirkeåret kalder vi tiden for advent, og første søndag i advent fejres i al stilfærdighed et 25-års-jubilæum, som gerne vil være modpol til ikke bare juleræs, men alskens ræs og stress.
Det er Skovhuset, et af landets desværre meget få retrætehuse med rod i den kristne tradition, der nu runder de 25 år. Og desværre er der ikke ret mange af sådanne huse til trods for at der er hårdt brug for den slags steder.
Retræte betyder at trække sig tilbage, og retrætehuse er steder, hvor folk får mulighed for at trække sig tilbage fra hverdagens pligter, geare ned nogle dage og give sig selv tid til at fordybe sig, til i fred og ro at tænke over, hvor man er i tilværelsen, og eventuelt med hjælp fra bøn og samtale med Gud vurdere, hvor man er på vej hen, med alt, hvad det kan føre til af afklaring, nye idéer og ny inspiration til den hverdag, man vender tilbage til.
LÆS OGSÅ: Hvad er retræte?
Mange kan hurtigt blive enige om, at det er gavnligt, så man har et minimum af klarhed over, hvordan man ønsker at bruge sit liv, hvad man ønsker at værne om, hvad man ønsker at prioritere og holde fast i midt i den malstrøm af impulser, vi overdænges med i et samfund præget af et krævende arbejdstempo, masseforbrug og konstant krav til øget vækst. Hvortil så kommer de forventninger, der stilles fra familie og venner.
Midt i dette virvar af pres, travlhed og forventninger til os er det gavnligt med muligheder, hvor man kan trække sig tilbage i stilhed og give plads til, at det store perspektiv eller dybere perspektiver kommer op til overfladen, sætter hverdagen i relief, stiller spørgsmål og måske tegner konturer af svar. Det er den mulighed, retræten tilbyder.
SKOVHUSETS RETRÆTER trækker på de ressourcer og de redskaber, som den kristne tro tilbyder. Udgangspunktet er, at vort liv ikke er noget, vi selv kan skabe, men at det er en gave, vi modtager af Gud. Retræten er en mulighed for at få gang i eller komme i dybden med en samtale med den gavmilde giver om, hvordan vi modtager gaven, og hvordan vi bedst bruger gaven på den måde, den var tiltænkt.
Det er ikke nødvendigvis nemt, og det er ikke noget, man nogensinde bliver færdig med. Men det er nødvendigt, hvis man vil undgå at blive styret af eller manipuleret af tidens strømninger i vores tid for eksempel forventningen om et uholdbart overforbrug og et menneskesyn, der glemmer hvert menneskes uendelige værdi som skabt i Guds billede og i stedet mere og mere måler det enkelte menneskes værdi efter hans eller hendes ydeevne.
Skovhuset er bygget til formålet og placeret midt ude i naturen i det midtjyske søhøjlandskab med gode vilkår for de karakteristiske træk ved retræten:
Stilheden friheden fra hverdagslarmen, lige fra trafikstøjen til massemedierne med deres insisterende strøm af budskaber fra reklamer, politikere, eksperter og andre forsøg på at påvirke os og danne os.
Enkelheden, hvor masseforbruget er afløst af basale livsfornødenheder som mad og drikke, en seng at sove i og en stol og et bord at sidde ved.
Naturen oplevelsen af den friske luft og plante- og dyreliv, der har sin egen livgivende virkning og samtidig minder os om sider af tilværelsen, som vi modtager ad anden vej end masseforbrug.
Fællesskabet, som både er uforpligtende, fordi stilheden fritager deltagerne fra at forholde sig til andres liv og overvejelser og forpligtende, fordi samværet omkring måltider og andagter skal fungere som en afspejling af ethvert livs vilkår.
Frivilligheden: Alle deltagere, leder, vært (til at lave mad) er der frivilligt. Ingen skal tjene på det eller får løn for det. Ingen er der af tvang eller andet pres, men alene, fordi man finder stilhed til fordybelse vigtig. Dette princip har desuden et meget jordnært, praktisk aspekt: Det gør det muligt at drive retrætehuset med priser, som ikke skræmmer alt for mange væk.
Man skulle mene, at der var basis for masser af retrætehuse rundt omkring, men som sagt er der ikke ret mange af dem. Det er nemlig svært at drive dem. Der er på trods af det åbenlyse behov mange odds imod.
Den største hindring er paradoksalt nok det, der gør retrætehusene så relevante: I en tid, hvor vi er vant til at lægge vægt på effektivitet og målbare resultater, er det ikke altid nemt for folk at forstå, at vi alle har brug for noget så ineffektivt som stilhed og tid til at komme lidt i dybden med vore tanker om livet, ikke mindst vores eget liv, og hvordan vi forvalter det. Og selv når vi har forstået det, er det ikke nemt at gøre alvor af det og virkelig sætte tid af til det og komme af sted.
Men netop de store krav til effektivitet gør det endnu mere nødvendigt med muligheder for og anledninger til at stoppe op og i ro og mag træde et par skridt tilbage og orientere sig i en tilværelse, der bliver mere og mere kompleks, og hvor hverdagen er fyldt med alle mulige udfordringer.
DET ER DET, SOM SKOVHUSET og retrætearbejdet gerne vil bidrage til: en sund vekselvirkning mellem en aktiv og engageret hverdag og tilstrækkelig tid til eftertanke.
At tage på retræte er ikke et mål i sig selv, men et redskab og en støtte til at få tanket op til et fortsat og fornyet engagement i hverdagen. Det har alle brug for troende som ikketroende, kristne som ikkekristne. Skovhusets arbejde tager udgangspunkt i den kristne tro, men tilbuddene er åbne for alle. Som det er formuleret i formålet: Det er et sted, hvor man kan møde det kristne fællesskabs tro og livstydning.Det er en stor opgave, og derfor sker arbejdet også på økumenisk grundlag. Der er ikke råd til andet. Der er brug for alle gode bidrag, og det må historiske skel mellem kirker ikke lægge hindringer i vejen for. Derfor trækker man på ressourcer på tværs af traditionelle kirkeskel både herhjemme og internationalt.
Alt tager tid også når nye gode vaner skal indøves og især når de går på tværs af tidsåndens logik og påstår, at hvis vi vil være virkelig effektive, så er det nødvendigt at sætte god tid af til indimellem at være ineffektiv. Det er i virkeligheden jo en ældgammel erkendelse, jævnfør det tredje bud om at holde hviledagen hellig.
Så Skovhuset tager frimodigt hul på de næste 25 år med håbet om fortsat at kunne tilbyde gode rammer for mange nødvendige retræter og forhåbentlig efterhånden i følgeskab med mange andre lignende steder.
Mogens Jeppesen er sognepræst
