Har Svend Brinkmann egentlig fat i den lange ende?

Svend Brinkmann præsenterer i sin bog ”Stå fast” stoicismen som et svar på nutidens rådvildhed. Men er den egentlig det, spørger sognepræst

Svend Brinkmann (billedet) er stærkt influeret af antikkens dyder, og skønt jeg har sympati for hans deraf afledte kritik af tidens udviklingstrang, så har den en problematisk side, mener sognepræst Kristian Østergaard.
Svend Brinkmann (billedet) er stærkt influeret af antikkens dyder, og skønt jeg har sympati for hans deraf afledte kritik af tidens udviklingstrang, så har den en problematisk side, mener sognepræst Kristian Østergaard. Foto: Cathrine Ertmann.

I BOGEN ”Stå fast - Et opgør med tidens udviklingspsykologi” peger psykologiprofessor Svend Brinkmann på, at mennesker førhen var nødt til at undertrykke deres følelser for at kunne leve i et fællesskab.

”Selvkontrol er en helt central dyd for stoikerne, hvilket dog gives trange kår i den accelererende kultur, hvor vi skal 'leve i nuet' og 'Just do it', som reklamen siger,” skriver Brinkmann, der med sin bestsellerstatus tydeligvis har ramt en åre i den offentlige debat.

Brinkmanns bog er præget af lige dele sagkundskab og polemisk gejst, og den slutter i håbet om, at Seneca, Marcus Aurelius og Epiktet vil erstatte positiv psykologi, coaching og simuleret optimisme.

Brinkmanns anliggende er al respekt værd, men har professoren ret i, at verden trænger til mere stoicisme? Hvorfor ikke mere kristendom?

Der er nemlig mange ligheder mellem stoicisme og kristendommen, men på afgørende punkter er de to tilværelsestolkninger i et modsætningsforhold.

Som det fremgår af Brinkmanns bog, var Seneca samtidig med Jesus. Men Seneca havde mere end tiden tilfælles med Jesus. Seneca skriver i ”Om livets korthed”:

”Aldrig vil der mangle - lykkelige eller ulykkelige - grunde til bekymring; vort liv bliver forstyrret af vores mange gøremål.”

Det svarer jo næsten til, hvad Jesus i Lukasevangeliet siger til Martha: ”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.”

Både Seneca og Jesus var altså optaget af, at vi bruger livet rigtigt. Kirkefaderen Tertullian kaldte da også Seneca ”en af vore egne”, og Augustin udbrød imponeret: ”Hvad mere kan en kristen sige, end hvad denne hedning allerede har sagt?”.

OG SENECA ER vitterligt herlig læsning, som når han beretter om en dårlig anmeldelse, han fik. Straks tænkte Seneca på anmelderen som sin fjende. Men så kommer Seneca i tanker om, at han jo selv har kritiseret adskillige skribenter. Hvad nu hvis de alle sammen betragter Seneca som deres fjende?

Det ville jo være skrækkeligt! Og Seneca konkluderer: Hvis du skriver, så må du også være parat til at acceptere kritik.

Det er jo et ræsonnement, der ikke er svært at følge - især hvis man selv er i branchen. Derimod er det straks vanskeligere at følge Seneca, når han argumenterer for, at et menneske har ret til at tage sit eget liv. Det er nemlig tankevækkende, at da Seneca bliver spurgt om, hvad den fattige og fortvivlede skulle gøre ved sit liv, replicerede han med et skuldertræk: ”Lad ham dø for egen hånd.”

Sognepræst Kristian Østergaard.
Sognepræst Kristian Østergaard.

Winston Churchill havde engang en dame til bords, som bemærkede, at det eneste, hun ikke under nogen omstændigheder ville kunne overleve, var et fængselsophold. Så ville hun hellere hænge sig. Hertil reagerede Churchill forbløffende iltert: ”Opgiv aldrig livet. Der er en vej ud af alting - undtagen døden.”

Disse to replikskifter illustrerer forskellen på en stoisk og en kristen livsholdning.

Ikke uden grund forbinder man da også stoicisme med fatalisme. Fatalisme karakteriser kejser Marcus Aurelius, der i sine ”Meditationer” reflekterer over sin forgænger Vespasian og hans tid. Marcus Aurelius konstaterer i den forbindelse, at ”af alt det liv har ikke det mindste spor overlevet”.

Og Marcus Aurelius konkluderer, at det samme vil ske for ham og hans generation: Hvad der er helt afgørende for os, vil være totalt ligegyldigt for vore efterkommere. Hvis vi bliver arrige over noget, skal vi derfor betænke livets cykliske karakter, som understreger raseriets overflødighed, mente Marcus Aurelius.

”Allerede som barn nåede han en sådan fuldkommenhed i selvbeherskelsens kunst, at hans ansigtsudtryk aldrig forandrede sig hverken i glæde eller sorg,” skriver en af kejserens levnedsskildrere. Og Marcus Aurelius understreger i sine ”Meditationer”: ”Når nogen vil gøre dig ondt, så sig til ham, uden omsvøb: ”Gør det ikke! Mig skader du ikke - du skader kun dig selv!”.

Det lyder fromt og godt. Men tænk, hvis hele verden reagerer på samme måde i forhold til krigerne fra Islamisk Stat. Det er stoicismens begrænsning eller røber dens mangel på fantasi, at den vurderer ondskab som et udslag af uvidenhed. Igen er modsætningsforholdet til kristendommen umiskendeligt. Paulus gør sig i Romerbrevet nemlig ingen illusioner om menneskenaturen: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Marcus Aurelius var romersk kejser, men hans læremester var slave. Han hed Epiktet, og han er berømt for sin lille håndbog med leveregler. ”Epiktets håndbog” spiller en afgørende rolle for hovedpersonen Conrad i Tom Wolfes roman ”En stor mand”:

”I den lå de væsentlige sandheder som havde sat ham i stand til at modstå det værste uhyrerne havde kunnet smide i ansigtet på ham i fængslet, udholde landflygtighed fra sin egen familie, fremmedgørelse fra loven, et sammenstød med en bandit.”

Da Conrad ved et tilfælde kommer til at læse Epiktet, bliver han nemlig i stand til at bære tilværelsens trængsler med fatning. Men en af de mange kvaliteter ved Wolfes storartede roman er, at den lige præcis har blik for, at stoikeren bag en maske af venlighed måske blot har et skuldertræk tilovers for andre menneskers lidelser. Under sit fængselsophold overværer Conrad nemlig mishandlingen af en medfange, og her kommer han i tvivl om stoicismens velsignelser:

”Epiktets ord genlød i hans hoved: 'Du er ikke født til at dele ydmygelse og ulykke (“) hvis en mand rammes af ulykke, så husk at hans vanskæbne er hans egen fejl (“) Vi bør ikke spilde vore følelser på ting vi ikke behersker'. Så ophidset var han at det hele - hans angst, hans vrede, hans skyld - nu pludselig rettede sig mod Epiktet. Hvad ville den store mester have ham til at gøre, bare vende sig bort, se den anden vej, ligesom de andre (“)”.

CONRAD KAN til syvende og sidst ikke acceptere, at holdning og handling bliver placeret i diskret adskilte rum. Og dermed trækker Conrad forskellen på stoicisme og kristendom op, når det gælder næstekærlighed. Epiktets begreb om næstekærlighed er mere passivt end aktivt, og det samme gælder stoikerens holdning til ondskaben i verden.

Stoikeren kan nok blive opbragt derover, men vælger alligevel som Epiktet at indtage en ophøjet ro, hvorfra han resigneret kan skue ned på den menneskelige jammerdal. Men som Horace Engdahl i sin nye aforismesamling ”Cigaretten bagefter” advarer: ”Du skal se på menneskene omkring dig og sige til dig selv at deres efterspørgsel efter din resignation er meget begrænset.” Dette er just, hvad Conrad indser i Tom Wolfes roman.

Brinkmann er stærkt influeret af antikkens dyder, og skønt jeg har sympati for hans deraf afledte kritik af tidens udviklingstrang, så har den en problematisk side.

For hvad sker der, hvis alle følger psykologiprofessoren, når han bedyrer, at det klogeste ofte er, at ”stræbe efter at leve med den værdighed, der er forbundet med at se det negative i øjnene og acceptere det som sådant”?

Ja, så bliver resignation og afmagt facit, og alt kommer til at bero på den enkeltes evne til at kvalificere dette facit. Og da kan det meget vel vise sig, at stoicismen rummer et sindelag eller en holdning, som blokerer mere, end den inviterer. Eller at verden bliver til et sted, hvor ingenting bliver til noget, og hvor et menneske heller ikke skal noget.

Kristian Østergaard er sognepræst, kommentator og anmelder ved Kristeligt Dagblad