Stol på Gud - mit liv med Kaj Munk

Siden jeg som barn hørte om mordet på præsten Kaj Munk i Radioavisen og som teenager så hans skuespil "Ordet", har han påvirket og inspireret mit liv - heldigvis

Digteren Kaj Munk (Udateret arkivfoto, 1930 ´erne).
Digteren Kaj Munk (Udateret arkivfoto, 1930 ´erne). Foto: Ukendt.

DET VAR 5. JANUAR 1944. Vi sad ved morgenbordet i spisestuen i vores hus i stationsbyen Otterup på Nordfyn. Jeg var otte år og drillede min fireårige søster med hendes store, røde hårsløjfe, da min far bad om ro i stuen – for nu kom Pressens Radioavis.

Den højt opskruede radio inde i dagligstuen knitrede med baggrundssusen, men speakerens stemme trængte godt igennem:

"Forfatteren, pastor Kaj Munk blev i går eftermiddags opsøgt i sit hjem af fire mandspersoner, der erklærede at være myndighedspersoner, og at de havde til opgave at anholde ham. Kaj Munk blev derefter kørt bort i en bil. I morges er han fundet liggende dræbt i en plantage ved Silkeborg Bakker. Han var blevet aflivet ved revolverskud."

Mordet på den 45-årige sognepræst chokerede. Det var sket på tysk ordre, fordi han havde talt tysken midt imod, og 8000 danskere fulgte hans kiste til graven i Vedersø Kirke på den jyske vestkyst, mens udlandets reaktioner spredtes ud over hele landet i de illegale blade.

Svenske og finske aviser kaldte mordet oprørende og meningsløst, engelsk radio priste Kaj Munks kamp for danskheden og menneskehedens eksistens – og den norske forfatter Sigrid Undset sagde:

"Han var en modig mand. Jeg tror ikke, at hans digtning ville have bragt ham udødeligheden, men hans kamp mod Gestapo har bragt ham den. Kaj Munk, stormfuglen, er blevet ét med Danmarks kamp, med dets liv og dets ære, og hans navn bliver et af de store, der skal leve evigt i Danmarks historie."

Jeg havde set min mor læse Kaj Munks bog "Foråret så sagte kommer", der blev talt meget om ham hjemme hos os, og mordet forstærkede modstanden mod tyskerne, mens verdenskrigens udvikling dominerede de danske tyskcensurerede aviser her i første halvdel af 1944.

Der var tyske planer om at gøre Berlin til Europas største by med 10 millioner indbyggere efter krigen, og vi hørte om daglige drab og revolverrøverier rundt-om i Danmark.

England og Tyskland bombede hinandens byer, på Østfronten gik de russiske styrker frem, amerikanske tropper løb storm på tyske stillinger i Syditalien, Hitler sagde, at Tyskland vinder krigen – og 6. juni kom den store nyhed om de allieredes invasion på Frankrigs kyst.

I begyndelsen af 1950'erne så jeg Kaj Munks skuespil "Ordet" på Odense Teater sammen med min gymnasieklasse. En mavepuster på en 16-årig dreng, et drama om Guds kraft og Jesu underfulde gerninger, der blev en uforglemmelig og livsformende oplevelse for mig.

Da jeg var journalist på Helsingør Dagblad i begyndelsen af 1960'erne, var Anden Verdenskrig stadig tæt på, og når min redaktionschef Sten Strube sendte mig af sted for at lave historier om besættelsestiden og interview med folk, der havde sejlet jøder til Sverige, var Kaj Munk med i billedet – for mordet på ham var vel nok en af de begivenheder, der gjorde dybest indtryk landet over i de fem mørke år.

Som journalist på TV-Avisen og teologistuderende i 1970'erne gravede jeg dybt i Kaj Munks liv og nærlæste vægtige, sobre Munk-biografier af blandt andre Niels Nøjgaard og H.H. Siegumfeldt, og siden jeg blev sognepræst i 1979, er Kaj Munk ofte – ligesom Grundtvig – indgået i konfirmandundervisning og prædikener.

I 1990 skete noget særligt. Jeg var i flere år både som sognepræst og byrådsmedlem i Præstø gået ind i offentlig debat i protest mod nedlæggelse af et plejehjem, og en dag fik jeg brev med støtte fra Kaj Munks enke, den dengang 82-årige Lise Munk ovre i Vedersø Præstegård.

Det førte til brevveksling, og en invitation til besøg hos hende i efteråret 1991 i Vedersø Præstegård. Jeg trådte ind i et stykke danmarkshistorie til samtaler med Lise Munk, lille og smilende med hvidt hår.

"Talte du og din mand om at flygte til Sverige eller England?" spurgte jeg, og Lise Munk svarede:

"Der kom mange, som søgte at overtale ham til at flygte, men det var kort proces. Min mand afviste dem pure. Han levede jo altid med døden for øje og havde sagt til de piger, som han var ungdomsforelsket i: Jeg dør snart. Og så rendte de, men jeg blev. Han var aldrig bange for noget og troede, at hans forældre sad deroppe ved stjernerne og kikkede ned på ham – og hvis han selv kom derop, ville de klappe ham på skulderen og sige: "Kaj, det klarede du ganske godt, det dér". Hans evighedssjæl var 12 år. Altid oplagt til at lege, og det, han mindst kunne tilgive et menneske, det var, at det var kedeligt. Og det var han bestemt ikke selv. Vi havde et spændende og indholdsrigt liv. Der var noget at øse af."

Da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940, gik Lise Munk grædende op ovenpå og fortalte det til sin mand, der straks tog ned på skolen og holdt andagt – og derpå gudstjeneste i en fyldt kirke om aftenen, hvorefter han i de følgende år trods censur og forbud kæmpede i skrift og tale mod tyskerne og det officielle Danmarks knæfald for besættelsesmagten

"Det sidste, min mand gjorde, før han blev ført bort, var at omfavne mig og sige: "Stol på Gud," fortalte Lise Munk stille med tankerne tilbage til den nat, da hun blev enke som 34-årig.

Jeg forlod Vedersø Præstegård med et uforglemmeligt minde, kørte ud til klitterne ved Vesterhavet og tænkte i rum tid på følelsesmennesket Kaj Munks uforfærdede kristentro, humor, mod, ironi og værn om danskheden – og da jeg nogle år senere i dyb sorg klyngede mig til min kristne opstandelsestro efter min kones pludselige død som 53-årig, var Kaj Munk sammen med Søren Kierkegaard en god støtte til at lære at leve med sorgen.

Op mod år 2000 steg offentlighedens interesse for Kaj Munk igen, og jeg skrev om nye Munk-bøger i Præsteforeningens Blad og i aviser – blandt andet om vores nuværende kulturminister Per Stig Møllers (K) gennemarbejdede og veldokumentere værk "Munk", Bjarne Nielsen Brovsts spændende tidsbillede med Kaj Munk som midtpunkt i romanbiogafien "Kaj Munk, retsopgør og eftermæle" og den franske professor Marc Auchets fine værk "De lollandske stjerner", der vurderer og analyser Kaj Munks liv og forfatterskab – blandt andet med denne rammende konklusion:

"Kaj Munks politiske og ideologiske tænkning var uden tvivl i tråd med en stor del af den danske offentlige mening. Han var dens talerør i lige så høj grad som han var "opinion leader". Ellers ville hans teaterstykker ikke have haft den utrolige publikumssucces og hans bøger det usædvanlige oplagstal i 1930'erne, hvor han tilmed var landets mest læste journalist. Og da nazismen og fascismen viste sit sande ansigt, kæmpede han imod som "Livets mand" "og gav sit liv."

Kaj Munks eget liv blev hans største drama, og ved gudstjenester og foredrag rundtom i landet oplever jeg i dag stigende interesse for ham.

Som prins Wilhelm sagde til Svenska Dagbladet efter mordet i 1944: "Ordet dør ikke ved, at man ombringer dets forkynder. Ånden lænkebindes ikke af en revolverkugle. Terror kan aldrig udrydde digterværker, lige så lidt som den formår at undertrykke idéer. Tankens frihed overlever selv de værste forbrydelser. Kaj Munk blev en martyr for sit frihedskrav."

Paul Zebitz Nielsen er journalist og præst