Stop jagten på livets mening

Jagten på lykke og og den store ja-hat er fuld af faldgruber og modsætninger. Ofte bliver vi ulykkelige af at jage lykken. Nu er ”mening” så det begreb, der skal give os gode liv. Men hvad nu, hvis det er selve jagten, der er problemet, spørger dagens kronikør

Morten Ebbe Juul Nielsen.
Morten Ebbe Juul Nielsen. . Foto: Privatfoto. .

En af tidens trends, der skærer på tværs af politiske og kulturelle skel, lader til at være et krav om mening og alvor. Et krav om, at man skal være alvorlig, tage sig selv alvorligt, og at andre skal tage en alvorligt som et ”helt menneske”.

Et vigtigt nedslagspunkt her er filosof og erhvervsleder Morten Albæks bog med den alvorstunge titel ”Ét liv, Én tid, Ét menneske. Hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv”.

Albæk siger:

”Aldrig har vi levet længere. Vi er rigere end nogensinde. Vi er bedre uddannede. Men i de samme årtier, som denne udvikling har fundet sted, er vi blevet mere ensomme, mere angste, mere stressede, mere medicinerede. Vi har ikke fundet en måde at transformere øget velstand til øget velvære. Og det er en kæmpe udfordring.”

I samme måned som Albæks bog udkom, udgav jeg selv bogen ”Afkald på Almagten”. I den står der:

”Hvorfor har vi det ikke meget bedre i dag…? Denne undren kalder på et svar. Vi har oplevet en betragtelig velstandsforøgelse og kan se frem til langt flere gode leveår; en teknologisk revolution gør vores verden og dermed potentielt vores horisont større. Velstand, sundhed, teknologi, sikkerhed, frihed til selvrealisering – what’s not to like? Hvorfor har vi det så ikke bedre?”.

Der er altså ikke tvivl om, at jeg deler Albæks udgangspunkt: Der er et eller andet, der er gået galt, siden vi ikke har vekslet alle vores former for objektiv fremgang til bedre liv eller – med Albæks ord – øget velvære. Men jeg er nok radikalt uenig med Albæks løsning, nemlig at vi skal fylde vores liv med jagten på mening. Uanset om ”mening” forstås som integritet, selvindsigt, selvværd eller nogle af de andre ting, som Albæk peger op som alternativer til vores jagt på penge og umiddelbar anerkendelse.

Der er tre væsentlige årsager til, at jeg mener, vi ikke skal kaste os over at fylde vores tilværelse med mening: For det første fordi jeg frygter, at vi ved at prøve at erstatte en jagt på materielle goder og/eller lykke blot kaster os ud i en anden statusjagt, der skaber mindst lige så mange tabere, som den skaber vindere.

”Min tilværelse er meget mere meningsfuld end din,” kunne det nye implicitte budskab på de sociale medier blive, når vi med alvorsmine viser, hvor meget tid vi bruger på at snuse til blomsterne, meditere eller være til stede.

For det andet fordi så mange af de ting, vi gør – og skal gøre – er ekstremt aparte at lade med betydning og mening. Hvad er ”meningsfuld” pendlen frem og tilbage mellem hjem og arbejdsplads? Giver det ”mening” at tage opvasken? Hvor mange af den gennemsnitlige danskers arbejdsopgaver kan vi lade med ”mening” uden at gøre begrebet – meningsløst?

For det tredje fordi det forekommer mig naivt at tro, at tilværelsen som sådan er meningsfuld på en måde, som gør, at vi faktisk nogensinde kan blive ”mætte af mening”.

Nobelpristageren og adfærdspsykologien Daniel Kahneman har foreslået, at vi i en bestemt forstand har to ”selv” der er relevante for vores lykke, velvære eller livskvalitet. Vi har et oplevende selv. Det er det selv, der faktisk oplever ting, oplever dejlige ting og dårlige ting. Et andet selv er vores huskende eller narrative selv; det selv, der besvarer spørgsmål om, hvor godt vores liv er.

Sammenhængen mellem de to selv er svag: Det er ikke tilfældet, at vores huskende selv præcist opsummerer, hvor mange gode og hvor mange dårlige oplevelser vi har. I denne sammenhæng er det vigtige: I en bestemt forstand dominerer vores huskende, narrative selv. Vi kan med andre ord have en masse gode oplevelser, men stadig være utilfredse med vores liv. Dette blandt andet fordi det huskende selv ”fortæller” os en historie om, hvem vi ønsker at være, eller hvem vi bør være. Og den historie – som grundlæggende er en historie om, hvilken identitet vi ønsker at have – kan jo være stærkt afvigende fra vores faktiske oplevelser.

En hypotese her kunne være, at vi i den begærlige jagt på mening opstiller et mål for os selv, som vi aldrig kan leve op til – og jo mere mening vi kræver, jo mere frustrerede vil vi være i forhold til vores faktiske liv. Eller i hvert fald i forhold til vores faktiske oplevelser. Det oplevende selv er alt andet lige ligeglad med luftige størrelser som ”mening” og ”identitet”. Men hvis det er vores huskende (og evaluerende) selv, der dominerer, og vi fylder dette selv med enorme forventninger om meningsfylde, så har vi med Kahnemans ord ”det huskende selvs tyranni”.

Mit eget svar på det paradoks, at vi er rigere og sundere og har flere muligheder end nogensinde, samtidig med at vi ikke har det meget bedre end før, er som følger: Grunden til misforholdet er, at vi halser rundt og prøver at efterleve alle mulige værdier. Gik vi mindre op i værdier, ville få det bedre – eller med Freuds ord: ”Vi ved af erfaring, at for de fleste mennesker findes der en grænse, hinsides hvilken de fysisk ikke længere kan opfylde kulturens krav. Alle de, som vil være mere ædle, end deres natur tillader, bliver ofre for en neurose; hvis det havde været muligt for dem at blive ringere, ville de have haft det bedre.”

Kravet om mening bliver til endnu et krav, vi aldrig rigtig kan leve op til. Og vi trættes af hele tiden at være til eksamen.

Nu kunne man tro, at meningsjagten primært foregår på direktionsgangene i erhvervslivet. Men sådan er det jo ikke. Et eksempel fra den kulturelt modsatte fløj er identitetspolitikken. Denne gør individets oplevelser, meninger og følelser – i hvert fald hvis individet ikke er en hvid, midaldrende heteroseksuel mand – til absolutte sandheder. Paradoksalt nok samtidig med at den reducerer individet til dets til tilfældige gruppetilhørsforhold: kvinde, farvet, indvandrer og så videre.

Når der kradses lidt i overfladen på identitetspolitikkens retorik, afsløres væsentlige lighedspunkter til Albæks meningsjagt. For det første, at det er det hele og udelte menneske, der skal i centrum. Jeg med min identitet og mine oplevelser er udgangspunktet. Der er ingen forståelse for opdelingen mellem privatmennesket og det offentlige eller politiske menneske. Disse størrelser flyder sammen. For det andet fordringen om, at man skal tage sig selv ekstremt alvorligt: en tilfældig ”krænkelse” bliver til et anslag mod hele ens person, ja, mod hele den gruppe, man som identitetsperson inkarnerer. Alle andre skal nemlig også tage en alvorligt, uanset hvad den sårede følelse nu end består af. Men på den måde at gøre ens tilfældige indskydelser og subjektive følelser til offentligt gældende sandheder er simpelthen – at tage sig selv for alvorligt. Ligger der ikke en art eksistentiel grådighed i disse anskuelser? For mig er visse menneskers begær om, at alting skal give mening eller være meningsfuldt eller alvorstungt, en kilde til undren. Skal arbejdsliv og identitet partout være meningsfuldt sådan hele vejen igennem? Eller ligger der en slet skjult narcissisme i denne higen efter mening ”Da jeg er den vigtigste person i universet, må universet nødvendigvis give mening”?

Det er gået op for mange, at jagten på materielle værdier kun i begrænset omfang giver os gode liv. Glæden ved den nye vaskemaskine fordufter hurtigt, især hvis naboen køber en bedre model. Det er gået op for en del, at jagten på lykke og et positivt sind – den store ja-hat – er fuld af faldgruber og modsætninger. Ofte bliver vi ulykkelige af at jage lykken. Nu pendles mening så som det begreb, der kan give os gode liv. En ny jagt efter det gode liv. Men hvad nu, hvis det er selve jagten, der er problemet