Prøv avisen

Stop kulturkanonen

En kulturkanon er principielt en god idé, men desværre er resultatet blevet så løst, at man har brug for ikke så lidt ironi for overhovedet at kalde det for en kanon

De fleste har sikkert glemt det, men i januar – da verden endnu var uskyldig – var den helt store sensation lanceringen af kulturkanonen.

"Nu er den her!" sagde Brian Mikkelsen ved pressekonferencen og viftede med et grimt tidsskrift, der lignede en A4-blok, men alle kan vel være enige om, at kulturkanonen netop ikke var der; hverken konkret eller i overført betydning.

Det sidste kommer vi til, men i sig selv er det betænkeligt, at lanceringen af kanonen ikke er kongruent med selve produktet, og det siger jeg ikke kun af skuffelse over, at pressemødet ikke - som jeg havde forventet - havde en lækker bog som gevinst, men fordi, at når vi må vente til august med selve kanonværket, så forskydes fokus nok engang på de forskellige udvalg og ikke på den kunst, som debatten alt andet lige bør dreje sig om.

Her har man - eller han for det er kulturminister Brian Mikkelsens skyld - begået en eklatant fodfejl, for når man - eller jeg for det er mig, der mener det - overhovedet kan have sympati for kanonprojektet, så skyldes det, at vi gennem en statsgave til folket skulle blive i stand til at reflektere; ikke blot over de enkelte værker, som udvalgene var nået frem til, men også over den mangfoldighed af værker, som en kulturkanon vil være i stand til at repræsentere.

Det er faktisk grunden til, at jeg ikke er så skeptisk overfor en kulturkanon, som jeg har været. Da jeg første gang hørte om ideen, afviste jeg den spontant som gedigent pjat, men gennem samtaler med ophavsmanden Hein Heinsen er jeg blevet overbevist om, at en kulturkanon måske ikke er så ringe endda; ikke mindst har Heinsens argument om, at en kanon vil medføre, at vi taler om noget konkret frem for det luftige begreb "værdi" gjort indtryk, for det er just, hvad jeg selv har ment lige siden den siddende regering blæste til kulturkamp.

Her ha

ndlede det som bekendt om, at de røde lejesvende havde haft al for stor magt i al for lang tid; ikke mindst stod P1 – og dermed satte, midaldrende, småborgerlige undertegnede, der lader sin røst lyde på denne kanal af og til – for skud, men jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hvorfor man ikke nævnte de positive værdier: Hvad var det for en kultur, der blev undertrykt af den postulerede, venstreorienterede propaganda?

Det samme spørgsmål – forstod jeg senere – havde Hein Heinsen stillet sig, og det var grunden til, at han foreslog Brian Mikkelsen en kulturkanon. Sagt enkelt: Hvis vi skulle have en kulturkamp, skulle den også handle om kultur, det vil sige om værkerne i sig selv og ikke om forskellige menneskers politiske referencer.

Set i det lys er en kulturkanon en fantastisk idé, og den bliver ikke ringere af, at Hein Heinsen – inspireret af Lars "Dyne"-Larsen – forestillede sig en af udstyr uhyre eksklusiv bogudgivelse, der blev husstandsomdelt som en gave fra staten til folket. Så ville vi pludselig have noget at snakke om!

Men sådan er det ikke gået: Da det kom til stykket, havde Brian Mikkelsen ikke modet til at finansiere projektet; end ikke i den reducerede gymnasieklasseudgave, hvor han helt uhørt har søgt støtte hos private fonde, hvorved han pludselig er i konkurrence med den kunst, som en kanon skulle være med til at stimulere.

Så langt, så skidt.

Men når vi ikke får nogen folkebog, så kunne vi da i det mindste få en folkelig debat, der ikke koster noget? Heller ikke, hvis vi altså ser bort fra de mange ytringer om, hvorvidt kulturkanonen er nationalistisk eller ikke-nationalistisk. Kunst har det foreløbig ikke drejet sig om, og det skyldes igen den amatøragtige søsætning af projektet.

Hovedproblemet har været, at udvalgene har arbejdet for lukkede døre, hvor medlemmerne endda er blevet udstyret med mundkurv fra formand Jørn Lunds side. Det har naturligvis medført, at vi ikke har haft nogen debat om, hvad der overhovedet kan komme på en kulturkanon, og det siger jeg ikke, fordi jeg hellere ville have haft en folkekanon - den ville med sikkerhed blive ordinær og forudsigelig - men fordi en åben debat ikke blot havde tyvstartet den diskussion, der er selve formålet med kulturkanonen, nemlig hvad der er den ypperligste, danske kunst, men også kunne have medført, at udvalgene var nået frem til et bedre resultat end det, de har præsenteret.

For skønt det generelt er en række gennemsolide navne, der har stået bag arbejdet, så er de dog ikke så genuine, at de ved og kan huske alt om al dansk kunst.

Hvis vi holder os til én genre, nemlig populærmusikken, så er det for eksempel helt tydeligt, at der ikke har siddet nogen jazz-ekspert i udvalget. Det har betydet, at man har valgt en tilsyneladende vilkårlig opsamlingsserie fra pladeselskabet EMI med det besynderlige resultat, at en dansk jazzkunstner ikke kun bliver kanonisk på grund af sit talent, men også på grund af sin pladekontrakt. Her havde en åben debat - eller i det mindste en rådgivning fra en kender - utvivlsomt ført til et andet resultat. Men mere end det: Mit arbejde som kulturjournalist har medført, at jeg har talt med ikke så få repræsentanter fra de forskellige udvalg, og her har jeg flere gange oplevet, at jeg har nævnt værker, som man slet ikke har taget højde for.

Det gør det heller ikke bedre, at udvalgene er blevet nedsat uden at have nogen metode som retningslinje. Ikke engang valg af genre har man været opmærksom på med det resultat, at kanonen er blevet helt uoverskuelig med et hav af underafdelinger.

Men andre spørgsmål burde man også have taget stilling til, inden man gik i gang med arbejdet: Er det for eksempel værket eller kunstneren, der skal kanoniseres? Det bliver der ikke taget stilling til; designgruppen har valgt en række navne for deres "livsværk", kunstgruppen holder sig derimod strengt til værkerne alene, og arkitektgruppen har åbenlyst benyttet lejligheden til at promovere fagets mangfoldighed frem for at pege på Danmarks 12 bedste bygninger. Flere spørgsmål kunne stilles: Gælder kanonen f.eks. værker, der har præget den danske identitet, eller er den udtryk for dansk verdenskunst? Igen peger kulturkanonen i begge retninger.

Alt i alt må man nok sige, at resul-

tatet er blevet så løst, at man har brug for ikke så lidt ironi for overhovedet at kalde det for en kanon. Derimod kan det sagtens fungere som et glimrende oplæg, og sådan bør det efter min

mening betragtes. Der er ingen grund til at smide millioner i nakken på

noget, som åbenlyst ikke er gennemtænkt, og det er optimistisk at tro, at der vil være den samme bevågenhed, når bogen kommer, som tilfældet var ved lanceringen. Læg hertil, at det sjove ved at lave kanonlister fungerer præcis, som når man lægger puslespil, hvor det er selve arbejdet, der er underholdende; resultatet er der derimod ikke meget ved.

Derfor ønsker jeg af et oprigtigt hjerte, at man stopper kanonprojektet mens legen er god; lad vær med at lave bogen, for den bliver med sikkerhed en fiasko, og ingen behøver at betragte den forliste tanke som et nederlag. Vi haft debatten, og det er godt nok.

Søren E Jensen er teolog og journalist i Danmarks Radio

Læs kronikken i morgen:

"Udsigt over Sarajevo"

af cand.tech.soc. og redaktør

Stefan Katic