I det seneste halve års tid har det været ualmindelig populært at hamre løs på ungdommen. For ungdommens letsindighed, manglende afstandstagen, sociale behov, ja, for ungdommens fraværende samfundssind.
Coronapandemien og dens virologiske tentakler har gjort det politisk legitimt at hamre løs på den del af den danske befolkning, som er mellem 15-25 år. Er det ikke blot en 2020-tendens? Eller dækker det i virkeligheden over en samfundstendens, hvor vores ungdom bliver forfordelt?
Pandemien har vist, hvordan en virus ikke blot spreder sig biologisk, men også mellemmenneskeligt i form af mistillid og decideret konflikt mellem befolkningsgrupper. Se bare på de interne spændinger i USA.
Derfor er det i 2020 blevet ekstra vigtigt at være opmærksom på, at ethvert samfundsfællesskab består af en usynlig solidaritetskontrakt mellem hver enkelt af dette fællesskabs medlemmer. Mellem byboere og folk fra provinsen, elite og proletar, ung og gammel og så videre.
I det samfund, som vi kalder Danmark, bliver vi alle betragtet som ligeberettigede borgere med interesser, som nok er forskellige, men som det til trods alligevel er ligeværdige. Derfor er vores kontrakt også lige så simpel, som den er funktionel: for at nogle kan udfolde sig, må andre holde igen. Og vice versa. Det er den uudtalte præmis, som ingen formulerer, mens som alle accepterer.
Tænk på trafikken – en gang imellem må du holde for rødt, for at andre kan passere vejen for grønt. Men mens du holder der for rødt, så ved du inderst inde, at du ikke skal holde tilbage for altid. For på et tidspunkt skifter lysreguleringen, og så bliver den din tur. Det er kontraktens vekslende interessevaretagelse.
Og således er dette trafikale hverdagseksempel også et større eksempel på, hvordan vi som borgere indgår i samfundets store fællesskab. Med de hensyn, som det kræver – og de muligheder, som det giver. Det er derfor også forkert at tro, at de andres behov og ens individuelle behov er hinandens modsætninger.
Nej, samfundets kontrakt er en slags koordineret regulering, som skaber plads til begge interesser.
Men indbygget heri findes også en fintfølende solidaritetsvægt, hvor hensynet til den anden er nøje afstemt med hensynet til en selv. Og her bliver det afgørende. For når det opleves, som om nogle – borgergrupper, generationer med mere – tiltvinger sig alle fordelene, så testes kontraktens solidariske slidstyrke.
Tilbage til nedrakningen af ungdommen i disse pandemitider. For er den blot et udtryk for nervøsitet over, at unge ikke har købt præmissen for samfundskontrakten? Eller er der noget mere og dybere på færde? Vi frygter, at perlerækken af antiungdommelige politiske satsninger, reformer, forslag og den generelle retorik dækker over et usynligt generationstyveri.
Der skulle en pandemi til for, at regeringen (sekunderet af et enigt Folketing) greb ned i lommerne og således finansierede diverse hjælpepakker. Men hvad med klimaforandringer, som vor samfunds unge kommer til mærke allerstærkest, men først om mange år? Hvad med udspillet omkring pensionsreformen?
I vores øjne er det en våd klud i ansigtet på ungdommen. Hvem skal betale? Hentes pengene måske endnu en gang fra uddannelsessektoren, der mildest talt ikke har fået tilført guldbarer til lageret de seneste år?
Konspirationer, siger du. Nej. Den velansete britiske økonom Joseph Sternberg har netop besøgt Danmark i forbindelse med festivalen Golden Days, hvor han præsenterede et lignende samfundskritik.
I sin bog ”The Theft of a Decade” påpeger Sternberg at boomer-generationen for eksempel har kørt boligmarkedet i sænk, og at de nu efterlader en kæmpe regning til deres egne børn og børnebørn.
I den aktuelle danske kontekst betyder det, at den generation, som samlet set har oplevet den allerstørste fremskridt i velfærd, bolig- og levestandard med mere, nu også tilgodeses med pensionsreformer og en ældrevenlig corona-håndtering, samtidig med at regningen (og konsekvenserne) for økonomien og klimaet efterlades til de unge. Og resultat er selvindlysende; De unge er ved at brække sig over, at det igen-igen er dem og deres venner, som skal holde igen i hensynet til andre. Pandemien er seneste eksempel, mens de nølende klimahandlinger udstiller problematikken i stor skala.
Vores klare fornemmelse siger os, at der ikke tidligere i danmarkshistorien har været en ungdomsgeneration med større udsyn, soldaritetsfornemmelse og problemforståelse. Men måske føler unge ikke længere, at deres interesser bliver varetaget.
Hos nogle vendes frustrationen indad og viser sig som stress, depression og generel psykisk mistrivsel, mens det for andre viser sig som lang finger til systemet og en uimodståelig trang til at gå til piratfester.
Mens Ældre Sagen gnider sig i hænderne og kan måle sin succes i antallet af medlemmer, så er vores ungdom gradvist ved at tabe troen på, at samfundet og de politiske repræsentanter også er til for dem og deres fremtid.
Så kære politikere, stop jer selv! Lev jer i stedet ind i ungdommens vilkår. Tal med unge. Sæt jer ind i, hvilke gigantiske svigt og tab, de oplever i disse dage, måneder og år.
I kan jo begynde rent sprogligt, ligesom den norske sundhedsminister Bent Høie gjorde det, da han i foråret talte direkte til den norske ungdom og deres oplevelser:
”Foråret, hvor du fyldte 14, ligger ikke og venter på dig. Og det er ikke muligt at vende tilbage til sommeren, da du var 17. Og studentertiden kan ikke spilles på repeat . Næste sommer findes ikke, når du er ung. Næste sommer er for midaldrende mænd, som køber hakket oksekød og toiletpapir på tilbud.”
Ingen formaninger eller skældud. Blot uforfalsket indlevelse. Måske Magnus Heunicke (S), resten af den socialdemokratiske regering og det samlede Folketing kunne lære en hel del af deres 49-årige norske kollega. For det handler slet ikke om corona eller social afstand. Det handler balancen i det store fællesskab, om vi kalder samfundet.
Som det lyder i en gammel socialdemokratisk slagsang, så skal der være plads til alle ”ved samfundets bord”. Det er stadig en både rigtig og smuk ambition.
Men som det er i øjeblikket, så er der nogle, der får lov til at tage for sig at retterne ved bordet, mens andre må nøjes med at få lov til at rydde resterne op og bære dem ud i opvasken.
Det er ikke solidarisk, og på et tidspunkt, så siger afrydderne op – i bedste fald. I værste fald kanaliserer de deres kollektive frustrationsfølelse ud i en eller anden form for oprør mod den skæve balance og fravær af samfundssindets gensidighed.
Det er på tide, at vi lægger kursen om og viser ungdommen, at samfundsfælleskabet også er til for dem, deres venner og deres interesser.