Din og min sofa er langt mere værdifuld, end vi måske selv tror. I hvert fald hvis vi stiller den til rådighed for familie, venner og bekendte, der i en periode af livet af den ene eller anden grund får slået benene væk under sig. Hjerterum og gæstfrihed kan gøre netop den forskel, som forhindrer ét medmenneske i vores nærhed i at gå ned. Menneskeligt som socialt.
Det stod klart for mig en kold aften, jeg for nylig tilbragte på samfundets absolutte bund. Der, hvor vi danskere normalt kun kommer, hvis vi har mistet alt. Og jeg indrømmer gerne, at det var en barsk, ja rystende oplevelse.
Sammen med tre nuværende og tidligere hjemløse besøgte jeg en række af hovedstadens tilbud til gadens folk. Sundholm. Mændenes Hjem. Kirkens Korshær. De skæbner, jeg mødte - og deres kummerlige livsvilkår - gjorde et usletteligt indtryk.
Mennesker, hvis liv fra start har været præget af modgang og svigt. Men jeg mødte også hjemløse, hvor nedturen startede pludseligt. Hvor den har været brat. Fra en stabil tilværelse som selvstændig erhvervsdrivende til det usikre liv på gaden.
Den tur har den 52-årige Rie taget. Hun blev et af finanskrisens usynlige ofre. Efter i en årrække at have haft sit eget firma med speciale i regnskab og bogføring oplevede hun ordrerne stoppe under finanskrisen. Det satte gang i en social deroute. Psyken knækkede, og manglen på forståelse hos venner og bekendte forstærkede kun følelsen af, at alt gik galt - og hun endte på gaden. Uden længere at se sin familie, sine børn, sine søskende og sin far.
”Jeg ville sådan ønske, at de havde været der for mig. Tilbudt mig at bo hos dem en periode. Gjort noget. Sagt: 'Vi skal nok tage os af dig',” forklarede Rie. Det gjorde de ikke.
Også for den 60-årige Jens har rutsjeturen været ubarmhjertig. Fra at være født i et hjem med sølvtøj og have haft eget murerfirma med mange ansatte fik han tilværelsens lyse sider erstattet af mørke. Kartoffelkuren og manglende ordrer indledte nedturen.
Alt gik galt, og han endte på gaden - og er endnu langtfra på fode igen trods adskillige forsøg på at komme tilbage til en stabil hverdag. ”Der er ingen, der bliver gamle af det her. Det er hårdt at bo på gaden. Man dør af det,” betroede ham mig. Jeg var ikke svær at overbevise. Gennemsnitsalderen for hjemløse er 51 år.
Mændenes Hjem på Istedgade gjorde særligt indtryk. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Men det var som en banegård, hvor skrøbelige eksistenser vandrede ud og ind. Alle bar de synlig præg af livets hårde realiteter. Alkoholikere, misbrugere - mange forskellige typer. Triste skæbner. Stort set alle påvirkede af alverdens ting. Hvordan skal de her mennesker nogensinde komme videre - og hvordan forhindrer vi, at de ender her, hvor håbløsheden og ynkeligheden hersker? Gemt og glemt på samfundets bund. Omkring 6000 mennesker anslås at leve som hjemløse, viser den seneste kortlægning af problemet i 2013 foretaget af SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Flere og flere, men stadig et mindretal, er kvinder. Endnu mere usynlige end mændene lever de tilbagetrukket. Ernærer sig måske ved prostitution. Er flove over deres situation, pointerede Rie, da jeg spurgte til, hvorfor der var så relativt få kvinder de steder, vi besøgte.
Som politiker vil jeg gerne løse de problemer, jeg støder på. Fjerne barrierer og gøre livet mere nådigt for de mennesker, jeg møder på min vej. Sådan havde jeg det også den aften. Samtidig måtte jeg erkende, at løsningen langtfra kun er politisk.
Ganske vist kan mit parti og jeg komme med gode og velmenende forslag. Vi har afsat midler til flere skæve boliger og til to akuthuse, der skal stå klar med behandling i det øjeblik, en stofmisbruger måtte ønske det. Og de særlige botilbud, som tager højde for, at beboerne har misbrug og sygdomme, hjælper, ved vi.
Men den vigtigste indsats er nok den, vi kan gøre som medmennesker. Som venner, bekendte eller familie, når jorden begynder at skride under en nærtstående. Låne vores sofa ud, give et måltid mad og en støttende hånd.
En sådan indsats ydede den 43-årige Jeanet Rasmussen fra Svendborg, da hendes 11 år yngre bror Thomas i efteråret stod foran en løsladelse efter en længere fængselsdom.
”Ærligt lige ud af posen“ Min lillebror bliver løsladt, og han vil gerne starte et nyt liv.” Sådan indledte Jeanet Rasmussen en opdatering på Facebook, hvor hun efterlyste alt, hvad folk kunne undvære af møbler og køkkenudstyr. Et initiativ, som skulle vise sig at blive skelsættende for hendes brors ønske om at ændre kurs. Inden der var gået et døgn, havde personer via Facebook doneret alt fra osteskærer og dynebetræk til sofa og tv. Nok til at gøre den lejlighed, han havde fået, beboelig.
”Det er fantastisk, at så mange mennesker er med til at give ham en ny start på livet, så han kan brygge kaffe som os andre uden at skulle ned til et forsorgshjem. En lille ting, som for en mand, der intet har, er stort,” pointerede hun efterfølgende til Fyens.dk.
Jeg blev så glad, da jeg hørte om den velvilje og imødekommenhed, der strømmede Jeanet og hendes bror i mødet. Og dybt imponeret af, at Rie og Jens trods deres egne svære forhold i dag har overskud til at arbejde for at forbedre forholdene for hjemløse i SAND, landsorganisation for hjemløse.
Det aftvinger respekt og fortæller mig, at skal vi bekæmpe hjemløshed, kræver det en fælles indsats. Vi skal blive bedre til at forhindre, at nedturen udvikler sig, og hurtigere til at hjælpe hjemløse tilbage på sporet.
Netop ved mødet med virkeligheden efter endt fængselsophold går det alt for ofte galt - og mange ryger tilbage i kriminalitet og ender på gaden. Fra politisk hold arbejder vi for at skabe de bedst mulige rammer for den enkelte i forsøget på at finde fodfæste efter at være løsladt. Og der er plads til forbedringer. Kommunerne kan blive bedre til at tage imod den løsladte, men opbakning fra familien og mennesker i omgangskredsen, som Jeanet Rasmussens bror oplevede, er i virkeligheden nok det, der rykker allermest.
Dermed ikke sagt, at politiske tiltag er virkningsløse. Langtfra. Vi kan komme langt. Men det vil være naivt at tro, at vi kan lovgive os ud af problemet. I dag ydes støtte på op til 400.000 kroner for hver permanent bolig, som kommuner ønsker at etablere til hjemløse og særligt udsatte grupper. 22,5 millioner var der i år 2014 afsat til sådanne skæve boliger, men allerede i år falder støttepuljen til knap 14 millioner kroner. Det er helt uholdbart, og derfor foreslår Det Konservative Folkeparti, at tilskuddet fordobles allerede her i 2015.
Med eget tag over hovedet kan den nu tidligere hjemløse så småt begynde at få greb om tilværelsen og sundhedsproblemer med mere. Samtidig skal alle have en fast kontaktperson hos kommunen, så de får bedre mulighed for at blive guidet succesfuldt gennem systemet. I dag møder hjemløse alt for ofte en mur af bureaukrati, mistro og manglende viden om deres situation, når de henvender sig om hjælp.
Samtidig skal to akuthuse oprettes - et i Aarhus og et i København - hvor misbrugere kan henvende sig og komme i øjeblikkelig behandling, netop når motivationen er der. I dag sker det alt for ofte, at viljen og lysten til behandling fordamper, fordi misbrugeren mødes med tvivl og ventetid.
Akuthusene skal opføres og drives af staten. Dermed vil døren være åben for alle stofmisbrugere, uanset hvilken kommune de ellers hører til. Giver vi andre så rum, plads på sofaen og en ekstra støttende hånd til pårørende, venner og bekendte i svære tider, kan vi sammen yde en ganske værdifuld indsats.
Søren Pape Poulsen er politisk leder for Det Konservative Folkeparti