Prøv avisen
Kronik

Sognepræst: Stop nu slagsmålene og diskutér en ny borgerlighed

Hvordan undgår vi, at det personlige ansvar forsvinder, når velfærdsstaten breder sig ud, spørger sognepræst i kronikken.

Kristian Bøcker, Sognepræst i Jelling

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I de seneste uger har de borgerlige partier ikke været noget kønt syn: Offentlige rivegilder, voldsomme personangreb og jagt på forklaringer på nederlaget hos alle andre end en selv. Men det er vigtigere at finde ud af, hvordan en ny borgerlighed skal definere sig

De borgerlige partieR har efter folketingsvalget ikke været noget kønt syn: Offentlige rivegilder, voldsomme personangreb og jagt på forklaringer på nederlaget hos alle andre end en selv. Men måske er det noget helt andet, der er meget vigtigere, nemlig spørgsmålet, hvordan en ny borgerlighed skal definere sig. Hvad vil det egentlig sige at være borgerlig? Findes der overhovedet et borgerligt projekt, eller er det druknet i overbudspolitik og personspørgsmål?

Efter min opfattelse kunne drøftelsen af en ny borgerlighed passende begynde i det fundamentale spørgsmål om, hvad der i et velfærdssamfund, som også borgerligt-liberale vælgere er tilhængere af, er det offentliges ansvar, og hvad der er den enkeltes. En diskussion, der, så vidt jeg kan se, har glimret ved sit fravær temmelig længe. For når journalister ringer med et problem, når løsninger skal udtænkes eller valg vindes, så lægger også borgerligt-liberale politikere vægten temmelig entydigt på det offentliges ansvar. Eller som i seneste valgkamp, der indledtes med, at den borgelige-liberale statsminister lovede at ville løfte velfærden med et gigantisk milliardbeløb, uden at det affødte nogen diskussion om, hvor grænserne går for ”kernevelfærden”, som det hed.

Uden at ende i frugtesløse diskussioner om minimalstat over for velfærdsstat er der brug for en diskussion af, hvor grænsen går mellem den enkeltes ansvar og fællesskabets ansvar. Der er stort set enighed om, at vi skal have en velfærdsstat, der garanterer os et minimum af økonomisk og materiel sikkerhed foruden blandt andet behandling, hvis vi bliver syge, undervisning og infrastruktur. Men hvordan undgår vi, at denne velfærdsstat breder sig til områder, som den enkelte eller civilsamfundet burde tage sig af? Og hvordan undgår vi, at det personlige ansvar forsvinder? Diskussionen er vanskelig, men også nødvendig, hvis man vil nå frem til en ny borgerlighed.

Lad mig illustrere med nogle konkrete eksempler, hvor velfærdsstaten efter min opfattelse bevæger sig på grænsen af det formynderiske og netop formindsker eller ligefrem udraderer det personlige ansvar.

For nogle år siden fik vi brev fra kommunen. Vores tvillinger nærmede sig tre år, og derfor tilbød kommunen ”forældre og børn et livsstilsbesøg”. Vi og vores i øvrigt glimrende sundhedsplejerske skulle have ”en snak om, hvordan man bedst giver sit barn sunde vaner fra barnsben”. Der ville blive ”lejlighed til at drøfte spørgsmål som: Hvordan får man en treårig til at spise sundt? Hvilke gode vaner kan man skabe omkring barnet og bevægelse?”. Hensigten med besøget var ”at fremme de sunde vaner hos børn i småbørnsalderen, da det er her, grundstenen til det sunde liv lægges”.

Og så fulgte tid og dato for besøget, som man skulle melde fra, hvis man ikke ønskede det.

Et pænt brev med en god hensigt: Sundhed er godt for børnene, godt for forældrene, godt for børnehaven og senere skolen. Og så er det selvfølgelig også godt for det offentlige, for det kan blive slemt dyrt, at mennesker lever usundt og bliver syge af det. Derfor må vi forebygge, er tanken, for det er jo bedre at forebygge end at helbrede.

Netop den sætning blev også brugt, da Kristeligt Dagblad for knap en måned siden kunne fortælle, at 4 ud af 10 kommuner tilbyder par i krise terapi. ”Det er både vældig godt for det enkelte par, men også for kommunen, for det er altid bedre at forebygge end behandle,” fortalte en ledende sundhedsplejerske. Et medlem af byrådet i Gentofte begrundede det således: ”Vi ved, at en skilsmisse er dyr menneskeligt for både voksne og børn, men også for os som kommune.” Byrådsmedlemmet var konservativ. I begge tilfælde er der tilsyneladende ingen overvejelser om, hvorvidt tilbuddene rører ved grænsen mellem det offentliges og den enkeltes – eller de enkelte pars – eget ansvar.

Det gælder også et tredje eksempel. I foråret skrev otte forskere ved Københavns Universitet en kronik – ligeledes i Kristeligt Dagblad – hvor de kommer med otte anbefalinger til, hvordan alle ældre i fremtiden skal være fysisk aktive. Deres forskning har nemlig vist, at det er godt at være fysisk aktiv hele livet – også som gammel. Kronikken, som var stilet til de daværende sundheds- og ældreministre, havde som første anbefaling, at ældre skal være fysisk aktive resten af livet: ”Det er vigtigt, at kommuner, interesseorganisationer, myndigheder, forskningsinstitutioner og øvrige aktører iværksætter en fælles indsats for at fremme livslang fysisk aktivitet, så de ældre beholder deres fysiske funktion og sundhed så længe som muligt.”

Der er igennem kronikken ingen tvivl om, at ansvaret ligger alle andre steder end hos den enkelte ældre selv. Den enkelte ældre omtales kun som den, alle disse tiltag skal tilpasses, en slags objekt for aktørernes projekt. Alt andet er andres ansvar: Ældre skal være fysisk aktive, de skal motiveres, man må medtænke de forskellige ældres forskellige baggrunde, og man må stille ældrevenlige byer og boliger til rådighed.

Fælles for de tre tilfælde er, at der er gode begrundelser for initiativerne: Naturligvis den økonomiske, at det som nævnt er billigere at forebygge end at helbrede. Men der er også menneskelig fornuft i forslagene: Børn får et bedre liv med bedre kost, det er i mange tilfælde bedre at forblive gift, og den sidste del af livet bliver formentlig mere lys og glad, hvis man bevæger sig.

Men alligevel er spørgsmålet, om vi alle med disse tiltag snarere bliver klienter end de nogenlunde selvberoende individer, vi ellers bryster os af at være?

Gør offentlige tilbud, der i virkeligheden handler om særlige udsatte grupper, men som rettes til alle, ikke netop alle til klienter? Er børnenes kost og viden om denne ikke forældrenes ansvar? Er det ikke de kriseramte pars eget ansvar at gøre noget ved forholdet – for egen regning? Og er det ikke den enkelte ældres eget valg og ansvar at bevæge sig eller lade være?

Andre spørgsmål kommer til: Hvor meget skal de sparede offentlige udgifter ved at forebygge tælle med, hvis de truer det personlige ansvar? Og hvor meget skal alle de arbejdspladser, der formentlig opretholdes ved de mange offentlige tiltag, have lov at betyde?

Tilbage i 1950’erne diskuterede man også den gryende velfærdsstat. Forfatteren Villy Sørensen skrev i den forbindelse et lille essay med titlen ”Velfærdsstat og personlighed” (1956). Heri skriver han blandt andet, at ”velfærdsstatens idé er, ”at alle bør kunne føle sig sikre som samfundsmedlemmer”. Men, tilføjer han: ”Hvilket ikke vil sige, at de også bør kunne føle sig sikre som mennesker, for det bør de ikke.” I hvilke tilfælde forsøger velfærdsstaten at skaffe sikkerhed for noget, der ikke kan skaffes sikkerhed for? Eller mere konkret: I hvilken grad vil vi ”som samfund” tolerere, at noget går galt.

Og hvor går grænsen? Jeg åbnede jo hjertens gerne døren for sundhedsplejersken, da hun de første måneder af vores børns liv kom og så til, at de havde det godt, og at vi passede godt på dem. Kan jeg så lukke døren, når hun kommer senere og ser til, at de bliver ved med at udvikle sig godt? Eller når jeg bliver gammel og vil have godt af at bevæge mig? Hvor går grænsen mellem omsorg og formynderi, mellem forebyggelse og sygeliggørelse og mellem de fælles anliggender og den enkeltes ansvar?

Det er spørgsmål som disse, vi må diskutere for at nå frem til en ny borgerlighed i det velfærdssamfund, som vi vist stort set alle ønsker at bevare – i en eller anden udstrækning. Men altså: I hvilken udstrækning

Findes der overhovedet et borgerligt projekt eller er det druknet i overbudspolitik og personspørgsmål?

Kristian Bøcker

Hvor går grænsen mellem omsorg og formynderi, mellem forebyggelse og sygeliggørelse, og mellem de fælles anliggender og den enkeltes ansvar?

Kristian Bøcker