Direktør for Dialog Mod Vold: For at stoppe vold må vi afdæmonisere udøveren

Alt for mange gange har jeg hørt voldsudøvere fortælle, at de allerede som børn havde problemer med voldelig adfærd, og at de rakte ud efter hjælp, men ikke fik den, skriver direktør

"De voldsudøvere, vi møder, er ofte meget skamfulde, og for mange har skamfølelsen forfulgt dem en stor del af deres liv," skriver kronikøren.
"De voldsudøvere, vi møder, er ofte meget skamfulde, og for mange har skamfølelsen forfulgt dem en stor del af deres liv," skriver kronikøren. . Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix.

Vi er alle enige om, at vold i nære relationer er uacceptabel og skal bekæmpes; men på trods af, at vold i nære relationer har været på den politiske dagsorden i 40 år, er der stadig ikke et systematisk fokus på forebyggelse og det at nedbringe omfanget af vold.

Kvindebevægelsen og kvindekrisecentrene har siden 1970’erne i Danmark, såvel som mange andre steder i verden, ført en lang sej kamp for at få anerkendt vold mod kvinder som det store samfundsproblem, det er. Deres kamp har haft gennemslagskraft, og indsatsen mod vold i nære relationer står i dag på skuldrene af kampen. Der gik 23 år, fra det første kvindekrisecenter åbnede i 1978, til den første indsats med fokus på at stoppe vold blev igangsat. Det skete med projektet Dialog mod Vold, som Askovfonden åbnede i 2001 som et tilbud om behandling til mænd, der udøvede partnervold og sendte kvinder på krisecentre.

I dag tilbyder Dialog mod Vold specialiseret psykologbehandling til både mænd og kvinder, der har udøvet vold i deres nære relationer. Vi arbejder helhedsorienteret og integreret og tilbyder derfor samtidig behandling til de partnere og børn, der har været udsat for volden. Af de over 2000 udøvere, vi har haft i behandling, tegner der sig et tydeligt kønnet billede, 90 procent er mænd og kun 10 procent kvinder. Vi ved, at omfanget og grovheden af fysisk partnervold har en klar kønsdimension. Men forklaringer og baggrund for sammenhæng mellem køn og vold bliver ofte fremstillet på unuanceret vis.

Dialog mod Vold er i 2020 kommet på finansloven. Det har været et vigtigt skridt at gå fra projekt til fast finansiering, men kapacitetsmæssigt er situationen status quo. Dialog mod Volds statslige bevilling har gennem mange år været konstant. Den sikrer hjælp til cirka 100 udøvere og deres familier om året. Problemet er, at der er langt flere end 100 udøvere, der hvert år rækker ud efter vores hjælp og skriver sig på venteliste til at komme i behandling. Konsekvensen heraf er en alt for lang ventetid på at komme i behandling.

Det betyder, at der desværre er en del der har mistet motivation og/eller partner, når det bliver deres tur. Vi formoder, at der er cirka lige så mange voldsudøvere, som der er voldsudsatte. Cirka 1700 kvinder søger årligt hjælp på et krisecenter. Antallet af behandlingspladser til udøvere af vold i nære relationer burde ligge på et tilsvarende niveau.

Kvindekrisecentrene er både historisk set og i praksis et vigtigt fundament for feltet vold i nære relationer. Det er afgørende, at man har denne ret, men det er på tide, at vi skaber et mere forebyggende, differentieret og inkluderende system. Et system, hvor både voldsudsatte kvinder og mænd har ret til hjælp, og et system, hvor ambulante tilbud til både udsatte og udøvere er et reelt alternativ til det at komme på krisecenter.

Men hvorfor er det forblevet sådan, at ophold på et kvindekrisecenter i realiteten er det eneste landsdækkende tilbud, man kan få, når der er vold i nære relationer? Hvordan kan det være, at udøver ikke systematisk tilbydes hjælp til at stoppe sin voldelige adfærd, når vi ved, at den eneste måde at få færre voldsudsatte på er at få færre voldsudøvere? Mit bud er, at det skyldes, at vi ikke har fået gjort op med tabuer og dæmonisering af voldsudøveren.

Man kan både forstå vold ud fra et individuelt, et relationelt, et kulturelt og et samfundsmæssigt perspektiv. Ingen af disse perspektiver er forkerte, tværtimod. De bør alle indgå i en forklaringsmodel, hvis man ønsker at forstå de mange ting, der kan være på spil i et samfund, og når en person ender med at udøve vold mod en nær relation.

Desværre er der en tendens til faglige siloer i forklaringskulturen om vold i nære relationer. En del af feltet, ofte repræsenteret ved kvindekrisecentre og social- og samfundsforskere, fremhæver en forståelse af patriarkalske værdier som primær forklaring på vold mod kvinder.

En anden del af feltet, ofte repræsenteret ved forskere og praktikere inden for psykologi og sundhedsområdet, fokuserer på de individuelle forklaringer. Det er på tide, at vi får bygget bro mellem disse tilgange og får undersøgt, hvad disse forklaringsmodeller hver især egner sig til at forklare – og hvordan de kan berige hinanden. Grovheden og omfanget af fysisk vold mod kvinder er klart størst. Men vold er ikke kun kønsbaseret. Vold er kønnet. Men køn er ikke den eneste forklaring på vold. Vold er langt mere kompleks. Sammen udgør de forskellige forklaringsmodeller og faglige vinkler hver deres brik i en nødvendig helhedsorienteret forståelse af vold i nære relationer.

Efter at have lyttet til mange livshistorier fra mænd og kvinder, der har udøvet vold mod deres partner, står følgende i hvert tilfælde helt klart for mig: Langt størstedelen af udøvere af partnervold tror på et lige forhold. Volden forårsages af en mangel på bedre måder at håndtere svære følelser på. Langt de fleste udøvere af vold i nære relationer ved, at vold ikke er acceptabel, og at volden ødelægger deres relation. De ønsker at finde mere hensigtsmæssige måder at håndtere deres følelser på.

Det ville ikke være hjælpsomt, hvis vi i behandlingen valgte primært at fokusere på køn og patriarkalske magtstrukturer som forandringsnøgle. For udøver er problemet langt mere konkret. Det handler om det, der sker i dem og mellem dem og deres partner, når de udøver vold. I Dialog mod Vold arbejder vi med udgangspunkt i viden og evidens om, hvad der har effekt, når det gælder at ændre voldelig adfærd.

Vold gør ondt. Det gør ondt at blive udsat for vold fra den, man elsker. Det gør også ondt at slå eller true den, man holder af. Det gør ondt at miste kærlighed og respekt fra kæreste, børn, venner og familie, fordi man har udøvet vold.

Når udøvere alligevel udøver vold, så er det, fordi de har et problem, de forsøger at håndtere gennem at udøve vold. De har brug for hjælp til at flytte fokus fra kontrol over andre, partner og børn, til at tage kontrol over sig selv og egne følelser.

At udøve vold i nære relationer er tabuiseret, og ofte bliver udøveren dæmoniseret og betragtet som et monster. Hvis vi skal undgå vold i nære relationer, er vi derfor også nødt til at kigge nærmere på, hvordan vi kan aftabuisere og afdæmonisere det at udøve vold.

Man kan ofte i medierne læse om personer, der har været udsat for vold, men det er meget sjældent, at personer, der har udøvet vold i nære relationer, fortæller deres historier offentligt. Det skyldes oftest, at de vil beskytte deres pårørende eller sig selv mod folkedomstolen.

De voldsudøvere, vi møder, er ofte meget skamfulde, og for mange har skamfølelsen forfulgt dem en stor del af deres liv. Mange har båret på skam, lige siden de var børn. 71 procent af udøverne er vokset op i et hjem med vold, og dengang – ligesom nu – var det skamfuldt.

De har altså båret på følelsen af at være forkerte gennem hele deres liv. I stedet for at kaste skam på personer, der har udøvet vold, må vi møde dem med forventningen om og tiltroen til, at de kan forandre sig. Og det kan de fleste. Men en sådan forandring forudsætter, at nogen tror på dem, at ikke alle er enige om, at de er dæmoner, der nu og for altid vil være forkerte og gøre forkerte ting.

Vold er altid udøverens ansvar, men gennem at forstå, hvad der ligger bag volden, gennem at forstå, hvilken funktion volden spiller for den, der udøver den, og gennem at støtte udøveren i at udvikle og afprøve alternativer til vold uden at blive udsat for skam og dæmonisering, kan voldelig adfærd stoppes.