Stor ståhej om mikroskopiske lån i bistandsarbejdet

I en landsby i Zambia har indbyggerne ved hjælp af mikrolån investeret i gedehold.
I en landsby i Zambia har indbyggerne ved hjælp af mikrolån investeret i gedehold. . Foto: Klaus Holsting.

DR vise i aftes (31. januar) Tom Heinemans dokumentarfilm "Fanget i mikrogæld". Filmen rejser en debat om brugen af mikrolån som et redskab i bistandsarbejdet.

Kritikken, som den fremføres i filmen, går på, at lånene leder fattige mennesker i gældsfælder. Den påstand er der intet systematisk belæg for. Os bekendt foreligger der ingen troværdige evalueringer, som påviser en negativ effekt.

Debat om mikrofinans er imidlertid altid vigtig, falske udsagn til trods. Der bliver i øjeblikket kastet mange penge efter mikrofinans, selvom vi ikke ved præcis, om og hvordan det virker. Og vi skal altid huske på, at de penge, vi bruger på mikrofinansinitiativer, har alternative anvendelsesmuligheder, hvad enten det er i bistandsøjemed eller ej.

Vi tror på, at mikrofinans har et potentiale. Men historien om den fattige kvinde, der får et lån, starter en virksomhed og arbejder sig ud af fattigdom, skal formentlig revideres. Virkeligheden er mere kompliceret end det.

For det første har det vist sig, at opsparingsmuligheder er lige så efterspurgte som lånemuligheder blandt verdens fattigste. For det andet har selv meget fattige en avanceret finansiel tilværelse, der i kompleksitet sagtens kan måle sig med det, mange borgere i et land som Danmark er vant til.

De færreste danskere bruger deres løn den dag, den udbetales. Vi flytter pengene fra lønningsdagen til det tidspunkt, hvor vi skal købe mad eller betale husleje. Sådan er det også for verdens fattigste. Uanset om de ernærer sig som cykeltaxichauffører i Delhi eller bønder på landet i Malawi, har de fattigste på denne klode brug for at flytte deres indtægt over tid: til at købe mad i morgen og i næste uge; til at betale skolepenge for deres børn; eller til at købe mel, de kan sælge på markedet.

Samtidig kan det nogle gange betale sig at bruge et lån til at købe for eksempel medicin. Med malariabehandling kan man komme hurtigere på benene og dermed tjene penge til tilbagebetaling.

Ligeledes investerer mange fattige i husdyr som geder og kvæg, der både kan give et løbende afkast i form af mælk og motorkraft i marken, og som senere kan blive solgt videre med fortjeneste eller anvendes i en situation, hvor høsten svigter.

Det er derfor ikke ualmindeligt, at fattige mennesker bruger en halv snes forskellige finansielle ydelser: De låner hos naboen, sparer op hos bedstemor og køber på klods. Og så tager de et mikrolån, fordi det er konkurrencedygtigt: bedre end den lokale pengeudlåners "tilbud" og mere pålideligt end naboens udlån.

For mennesker, som lever på fattigdomsgrænsen, på en indkomst på et par dollar om dagen, er det afgørende, at de kan styre deres finansielle transaktioner optimalt. Her kan mikrofinans gøre en forskel. Vi skal bare ikke forvente mirakler: Mikrofinans fjerner ikke med ét slag verdens fattigdomsproblemer.

De grundigste evalueringer af mikrolån finder i værste fald ikke nogen positive effekter på indkomst og forbrug hos låntagerne. Os bekendt foreligger der ingen troværdige evalueringer, som påviser en negativ effekt.

Men heraf følger også, at forventningerne til de små lån har været alt for høje. Forhåbentlig kan debatten bidrage til et mere nuanceret syn på mikrofinans. Lånene er ikke det vidundermiddel mod fattigdom, som mange har villet gøre dem til. Men der er altså intet systematisk belæg for at postulere negative effekter.

Det er ikke en helt enkel sag at måle effekterne af mikrolån. Man kan ikke nøjes med at spørge dem, der deltager, om de har fået noget ud af det. Hvis man alligevel gør det, vil nogle sige, at det er gået så godt, at de har fået råd til at sende deres børn i skole.

Andre vil sige, at de er endt i en gældsfælde, og at de som en konsekvens heraf er blevet nødt til at tage deres børn ud af skolen, så de kan tjene til familiens overlevelse. Problemet her er, at det er meget svært at afgøre, om det er på grund af mikrolånet, at det gik, som det gjorde. Måske lykken ville være vendt under alle omstændigheder for de familier, som endte med at sende deres børn i skole. Og måske de uheldige familier ville være endt i en gældsfælde, selvom de ikke havde fået et mikrolån.

En løsning på denne problematik er at sammenligne gruppen af mikrolånere med en kontrolgruppe, som ikke modtager et lån. Udfordringen her er, at de to grupper skal være ens. Hvis de ikke er det, har vi problemer. For eksempel kan det være, at de, der optager et lån, er mere entreprenante end personerne i kontrolgruppen. Denne forskel i foretagsomhed er måske årsagen til, at den ene gruppe klarer sig bedre end den anden.

Heldigvis er det muligt at skabe to ens grupper. Metoden, som kaldes randomiseret evaluering, er inspireret af den empiriske forskningsmetode, man kender fra medicin. Ved tilfældigt at udvælge dem, der modtager et lån, fra en større gruppe, kan man skabe en troværdig kontrolgruppe. De to grupper er således helt ens med den vigtige undtagelse, at kun den ene gruppe får et mikrolån.

Der findes kun ganske få randomiserede evalueringsstudier af mikrolån, men mange er undervejs. For eksempel er en gruppe ph.d.-studerende på Syddansk Universitet (SDU) i samarbejde med Rockwoolfondens Forskningsenhed og Folkekirkens Nødhjælp i øjeblikket i gang med en randomiseret evaluering af et mikrofinansprojekt i det nordlige Malawi.

Det måske mest grundige eksisterende evalueringsstudie er udført af en række prominente udviklingsøkonomer fra Jameel Poverty Action Lab (J-PAL). Forskerne udvalgte tilfældigt halvdelen af 104 egnede slumområder i Hyderabad i Indien. I disse udvalgte slumområder åbnede man mikrofinansinstitutioner.

Efter 18 måneder fandt forskerne ingen effekt på forbruget i disse områder i forhold til kontrolområderne. De fandt derimod en større stigning i antallet af nystartede virksomheder i slumområderne med mikrofinans.

I et andet meget grundigt studie fra Kenya fandt man større investeringer i meget små virksomheder som følge af adgang til opsparing. Et tredje og meget anerkendt evalueringsstudie foretaget i Thailand fandt ingen effekt, hverken positiv eller negativ.

Disse brogede resultater skyldes højst sandsynligt, at effekterne af mikrofinans er komplicerede og forskellige fra sted til sted. Men der findes ingen randomiserede evalueringer af mikrofinans, der påviser en negativ effekt. De seneste påstande om gældsfælder skal ses i dette lys.

Så de små lån er formentlig kommet for at blive. De har udviklet sig til en verdensomspændende industri. Det er der nogle store fordele ved. Udviklingen har gjort det muligt at tilbyde finansielle ydelser til 150 millioner fattige mennesker, som ellers har vanskeligt ved at få adgang til ydelser i den formelle finansielle sektor.

Men det har også medført, at nogle udlånere med mindre fine metoder har benyttet lejligheden til at tjene penge på dem, andre prøver at hjælpe. Det peger på et behov for regulering af dette hastigt voksende marked.

Vi skal have et sæt spilleregler for god opførsel. Hvis ikke det sker, vil flere ulykkelige historier om gældsfælder helt sikkert dukke op. Det gør dog ikke i sig selv mikrofinans til en dårlig idé. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, hvad der er op og ned i debatten.

Thomas Barnebeck Andersen er professor, ph.d. ved Institut for virksomhedsledelse og økonomi, SDU. Nikolaj Malchow-Møller er professor, ph.d. ved Institut for virksomhedsledelse og økonomi, SDU. Ole Dahl Rasmussen er mikrofinansrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og ph.d.-studerende ved Institut for virksomhedsledelse og økonomi, SDU.