Prøv avisen
Kronik

Store øjne og Guds tilstedeværelse

Brian Patrick McGuire er amerikansk-dansk professor emeritus i historie og forfatter. Foto: Kristian Djurhuus

Tim Burtons nye film ”Big Eyes” havde i går premiere i danske biografer. Filmen fortæller historien om parret Walter og Margaret Keane, der i 1960'erne skabte en regulær kunstsensation i Californien. Dagens kronikør, der er stedsøn af Margaret Keane, mener, at historien om hende afspejler Vestens kultur siden 1960'erne

FRA DENNE UGE vises der i danske biografer en film lavet af den kendte Hollywood-instruktør Tim Burton. ”Big Eyes” (Store øjne) fortæller historien om Margaret Keane, der i 1960'ernes Californien malede triste børn med store øjne.

Margaret blev berømt takket være sin mand, Walter Keane, der havde talent for at bruge medierne på en måde, som placerede hustruens værker i centrum af San Franciscos kulturliv. Men Margaret måtte betale en høj pris for succesen, fordi Walter begyndte at sige, at han også malede disse børn med store øjne. Faktisk var det kun Margaret, der malede børnene, men Walter truede hende med mafiaen, hvis hun nogensinde afslørede sandheden.

Gennem flere år har jeg fulgt filmens tilblivelse, fordi Margaret Keane er min stedmor. I midten af 1960'erne måtte hun flygte fra Walter Keane og bosatte sig i Hawaii, hvor hun traf min far, der også var kommet til øerne for at starte et nyt liv efter en smertefuld skilsmisse.

Margarets liv i Hawaii er ikke med i filmen, der begrænser sig til forholdet til Walter Keane. Men på et enkelt punkt insisterede hun på at få tiden efter Walter omtalt i filmen: Hun bad instruktøren, Tim Burton, om at vise, at hun senere i livet fandt Gud og blev optaget i Jehovas Vidner.

Burton indføjede en scene i filmen, hvor den rigtige Margaret Keane, nu oppe i 80'erne, sidder med en bog, der skulle være Bibelen. På denne måde forbindes filmens Margaret, spillet af Amy Adams, med den virkelige Margaret. Og på denne måde fik Margaret Keane opfyldt sit krav om, at hendes religiøse overbevisning blev antydet.

Margaret Keanes religiøse udvikling fortjener omtale, ikke alene fordi jeg holder af hende, men også fordi jeg som historiker ser hendes livsudvikling som symptomatisk for, hvad der er sket i Vestens kultur siden 1960'erne: fra frigørelse til fortrydelse og en søgen efter en ny åndelighed.

MARGARETS MALERKUNST passede godt ind i en verden, hvor det virkede, som om alt var ved at forandre sig til det bedre. Økonomisk og kulturelt var 1960'erne i San Francisco-området en blomstringstid, måske mest kendt i dag for hippiebevægelsen, musikken og stofkulturen. Drømmen handlede om at udvide sin bevidsthed gennem grænseoverskridende oplevelser.

Som bekendt sluttede drømmen brat for mange med misbrug af forskellig art, og Margarets nedtur under Walters tyranni og løgn er symptomatisk for perioden. I sit forsøg på at skabe et nyt liv i Hawaii begyndte hun at læse i Bibelen, som hun også havde gjort det i sin ungdom.

Første gang jeg besøgte hende og min far i Hawaii i 1967, talte vi om religion, og jeg mærkede straks, at hun var søgende. Men hun ønskede en bibelsandhed, der var helt bogstavelig. Jeg kunne ikke nå ret langt i vore samtaler, men jeg respekterede Margarets ærlighed.

To år senere vendte jeg tilbage til Hawaii, denne gang med min danske kæreste. Margaret var i mellemtiden blevet medlem af Jehovas Vidner og ønskede brændende at tale om sin tro for at overbevise os om, at den var sandheden. Hun inviterede nogle af sine medtroende hjem til et selskab, og det blev noget helt andet, end jeg havde forventet.

Jeg havde forestillet sig, at Jehovas Vidner i Hawaii var mørkemænd, der ville sidde rundt i krogene og citere bibelsteder. Nej, de var varme mennesker, af mange forskellige etniske baggrunde, der talte om alt muligt og ikke brugte aftenen til religiøse samtaler. Vi lyttede til musik og dansede med latter og glæde. Det blev i, hvad hawaiianerne kalder ”the aloha spirit”.

Den aften var den bedste introduktion til Jehovas Vidner, jeg kunne forestille mig. Siden da har Margaret gennem breve og samtaler trofast forsøgt at overbevise mig om, at hendes tro er den eneste rigtige. Jeg har i perioder forsøgt at svare hende punkt for punkt og har beskrevet mit syn på kristendommen som en historisk bevægelse, der er i udvikling.

Hele den kristne kirkes historie skal tages med, fra oldtiden gennem middelalderen og siden 1500-tallets reformationer. Jeg har fortalt Margaret, at jeg tror på ”den hellige almindelige kirke”, og jeg har tydet de latinske ord for hende i trosbekendelsen, ”unam sanctam catholicam”, som én hellig og universel kirke, der omfatter både katolikker og protestanter.

Margaret afviser selvfølgelig denne tolkning og ønsker, at jeg læser i Bibelen om den dommedag, der snart kommer. Hver gang der er et jordskælv, anser hun det som udtryk for den kommende undergang. Hun har selv oplevet mange af slagsen, sidste gang i efteråret ved sin nuværende bopæl nord for San Francisco, hvor hun midt om natten blev rystet ud af sengen og måtte kravle rundt i mørket blandt glassplinter. Men nogle timer senere ankom der nogle folk fra Jehovas Vidner for at hjælpe hende med at rydde op: De var ikke blevet tilkaldt, men regnede med, at hun havde brug for assistance.

På denne måde er Jehovas Vidner et levende fællesskab, der tager sig af deres egne, som jeg også har oplevet med søskende, der er konverteret og har fået tiltrængt moralsk støtte. Jeg kan kun beundre denne trosretnings evne til at skabe helhed og mening for den enkelte. Men jeg ved, at Margarets omvendelse skabte varige problemer mellem hende og min far, der som irsk-amerikansk katolik ikke kunne drømme om at forlade sin overbevisning.

”Jeg kan ikke tåle tanken om, at du skal brænde i den evige ild,” ville Margaret sige til min far. På et tidspunkt fik han nok og forlod Hawaii for at prøve på at finde sine rødder i Irland. Hans fravær rystede Margaret, og efter hans hjemkomst nedtonede hun de religiøse samtaler. Men hun håbede til det sidste, da han blev syg af kræft, at han ville konvertere.

MARGARET ELSKEDE MIN FAR og gav ham et nyt liv. Hun støttede hans børn økonomisk og sikrede blandt andet, at jeg og min danske hustru og vores adoptivsøn i 1982 kunne rejse til Hawaii. Det var den eneste gang, min far så min søn, og dette var takket være Margaret. Her var det ligegyldigt, at vi var hedninge: For Margaret var vi medlemmer af den familie, hun fik foræret, da hun giftede sig med min far.

Igennem alle årene har Margaret malet. Nu ofte for Jehovas Vidners rigssale, hvor hendes malerier kan vise det jordiske paradis med smukke dyr i harmoni med hinanden. Skabelsen før syndefaldet, en tilstand, som hun mener vil blive genoprettet i den kommende verdensorden.

Kunstkritikerne har i årenes løb nedrakket Margaret Keanes billeder og har set dem som naivistiske og ligegyldige. Men Margaret har stort set været ligeglad. Hun er hurtig og dygtig som maler, og i det maleri, jeg har fået af hende, med engle, hvis vinger tilhører en anden verden, finder jeg rødder tilbage til den italienske renæssance.

For mig er Margaret Keanes liv et vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse hos et menneske. Hun oplevede i 1960'erne et paradis, der blev til et helvede. Hun undslap og skabte et nyt liv, og i løbet af få år fandt hun den tro, som hun måske altid havde søgt.

Men hun fik også et kærlighedsforhold til et andet såret menneske og var loyal over for ham, selvom hun ikke kunne omvende ham. Hun lever videre i dag som en smuk gammel dame, og nu er hendes unge år blevet genskabt i en Hollywood-film. Det kan jeg kun være glad for.