SOM PSYKOLOG og familiebehandler har jeg som del af familieteamet i Dignity – Dansk Institut Mod Tortur til opgave at rehabilitere flygtninge som er traumatiserede, sådan at de kan fungere i en hverdag, som nu er i et fremmet land. Under vilkår, de ikke kender, og krav, de ikke altid forstår.
I mit arbejde behandler jeg ptsd (posttraumatisk stress) hos den enkelte og lidelsens konsekvenser i familien. I klinikken ser jeg dagligt, hvordan de voldsomme oplevelser, som familierne har med sig i bagagen, har sat sig på krop og sind.
Symptomer som angstanfald, koncentrationsbesvær, depression, flashbacks, selvmordstanker og smerter i kroppen er almindelige og forekommer både hos forældrene og børnene. Forældrene fortæller om forfølgelse, fængsling, tortur og en lang, farlig flugt i hænderne på korrupte menneskesmuglere. Sommetider sender de deres ældre børn af sted på flugt i håb om, at de får muligheden for en opvækst uden krig, død og ødelæggelse – en opvækst, som ligner den, vi kender i Danmark.
Familierne, der bærer rundt på traumer, lever ofte i en virkelighed, som ligger på grænsen mellem fortiden og nutiden, da deres sanser, tanker, følelser og kropslige fornemmelser fortsat er i de mange traumatiserede oplevelser, de har været igennem.
Det svarer til, at man hører, ser, dufter, fornemmer og føler den mest skræmmende oplevelse, man har været igennem igen og igen i pludselige anfald på gaden, i bussen, i hjemmet og i psykologens kontor.
Dette er så den første udfordring, som familien kommer med. Forældrenes symptomer, mistede identitet og funktion sætter børnene i en position, hvor de enten skal agere voksne og tage hånd om deres forældre, eller hvor de kommer til at adoptere traumesymptomer, der viser sig som egenskaber, eller personlighedstræk.
ET EKSEMPEL PÅ DETTE ER, at en dreng på seks år vågner op hver dag med kvalme og kaster op, uden at man kan finde noget somatisk galt med ham. I stedet kan dette være et adopteret symptom, som han har arvet fra sine forældre, der ofte lider af mavesmerter grundet tortur. Et andet hyppigt eksempel er, at teenagedrengen håndterer almene konflikter med venner, lærere eller i familien med aggression, vold og vrede, fordi far i et flashback går amok og pludselig slår vildt omkring sig – en handling, som ville have givet mening i fortiden, hvor han blev udsat for overgreb, men som i stedet bliver udøvet som traumerelateret vold mod sine nærmeste i nutiden. Man kan sige, at det ubehandlede traume ”smitter” i familierne og gennem generationer.
Den næste udfordring, familierne møder, er, at de befinder sig i et fremmet land, hvor næsten intet er, som de kender det. Sproget, kulturen, traditionerne, regler og krav er nye og svære at tage ind i et sind, som er knækket. Når kroppen og hjernen ikke fungerer optimalt, eller som man er vant til, kræver det mere tid, ro og ikke mindst tålmodighed fra omgivelserne.
Dette leder til den tredje udfordring. For på trods af at vi i Danmark bryster os af at være et demokratisk velfærdssamfund, hvor menneskerettigheder, ligestilling, frihed og social ansvarlighed er værdier, som vi hylder, afspejles disse ikke altid i mine klienters situation. Og det gør mit arbejde som behandler meget vanskeligt at gennemføre.
Når en far ikke kan købe mælk til sine børn eller give dem flyverdragt på om vinteren, bliver hans egen psykiske velvære og funktion en luksus, han ikke har råd til at prioritere. Regler, som tillader, at man trækker i ydelsen ved manglende fremmøde i jobcentret eller i sprogskolen, tager ikke hensyn til behandlingen, som jo skal hjælpe ham til at blive den selvforsørgende far, han engang var. Groft sagt kan man hævde, at vores velfærdsregler ikke gælder dem i eksil. På trods af at det faktisk er de mennesker, som er de svageste, og som har mest brug for dem.
DIGNITY ER OGSÅ ET VIDENSCENTER, og sidste måned publicerede vi et studie, som viste, at behandlingen er en socioøkonomisk og sundhedsmæssig gevinst i samfundet. Torturoverlevende og flygtninge, der modtager professionel behandling, kommer hurtigere på arbejdsmarkedet og bliver selvforsørgende, og vi som behandlere kan se en styrkelse af deres rolle som omsorgsgivere over for deres børn. Kort sagt: Behandling virker.
Desværre antyder politiske toner i øjeblikket, at behandling og omsorg må vige for forbud og straf. Stramninger på udlændingeområdet er et politisk mantra, som kan høres på tværs af partier og alliancer, hvilket endnu tydeligere end før sender et ekko gennem behandlings- og velfærdssystemet.
Som led i et behandlingsforløb holder vi netværksmøder, hvor vi samler hele det professionelle netværk omkring familierne for at koordinere og skabe en fælles platform for samarbejde med alle aktører.
Det, som oftest står i vejen for en hurtig, effektiv og succesfuld indsats, er vores professionelle rammer, som bliver mere og mere snævre og fastlåste.
Som psykolog og samarbejdspartner med offentlige aktører ser jeg dagligt, hvordan det politiske klima, den offentlige retorik og de indskrænkende rammer for at udføre et godt stykke psykologisk arbejde ikke alene påvirker familierne, men i høj grad også de professionelle. Det, som tidligere virkede utænkeligt og uacceptabelt, bliver til almindelig praksis under lovens paragraffer. Det, som tidligere udløste sympati, bliver til mistænksomhed.
Vores forestilling om, at vi i Danmark er socialt ansvarlige, bliver i praksis til kynisme under stadigt strammere regler. Som samfund retraumatiserer vi dagligt familierne. Vi retfærdiggør det, når vi henviser til vores godhjertethed, fordi vi trods alt har givet dem ophold i vores land. Og når nu valgåret er skudt i gang, så frygter jeg, at retorikken atter bliver tiltagende grov og fordomsskabende, hvilket vil presse vores social- og velfærdssystem yderligere.
Så imens politiske partier fejrer antallet af udlændingestramninger og står i kø for at tilslutte sig flere forslag om påklædningsforbud eller urimelige krav for at opnå statsborgerskab, samler jeg en torturoverlevende kvinde op fra gulvet. Hun er besvimet af det pres, hun udsættes for af kommunen under ligestillingens fane.
Jeg hører frustrerede sagsbehandlere beskylde en far for at overdrive de smerter, han lever med efter den tortur, som han har været udsat for. Måske i håb om, at denne sandhed skåner den dårlige samvittighed, som magtesløsheden fremmaner.
JEG SER FAMILIERNES HÅB, taknemmelighed og lettelse blive til bitterhed, håbløshed og opgivenhed. Jeg ser børnene udvikle had, vrede og oprør, finde fællesskab og forståelse hos kriminelle bander. Og som slangen, der bider sig selv i halen, fører dette til flere stramninger, flere regler, og flere fordomme.
Derfor er det en reel trussel, hvis en aggressiv valgkampsretorik spreder sig gennem vores velfærdssystemer og rammer vores allersvageste medborgere. I yderste konsekvens kan det koste liv.
Jeg vil derfor gerne sende denne opfordring til de kampklædte politikere på vej ind i et nyt valgår: Kom på besøg i virkeligheden og se, hvordan stramninger og urimelige regler tvinger mennesker i knæ. Og lad os sammen finde en bæredygtig og ikke mindst værdig måde at tale om og løfte opgaven om integration på, hvor vi samtidig bevarer fundamentale værdier som respekt, lighed og menneskerettigheder, som vores samfund bygger på. Det skylder vi os selv og ikke mindst de mennesker, som for en stund har brug for vores hjælp.