Prøv avisen
Kronik

Psykolog for torturofre: Stramningerne af udlændingepolitikken kan koste liv

Mens politiske partier fejrer antallet af udlændingestramninger, samler jeg en torturoverlevende kvinde op fra gulvet. Hun er besvimet af det pres, hun udsættes for af kommunen under ligestillingens fane, skriver Helena Lund, der er psykolog hos Dignity – Dansk Institut Mod Tortur. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Helena Lund, Autoriseret psykolog (cand.psych.) hos Dignity – Dansk Institut Mod Tortur

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Behandling af torturoverlevende og flygtninge virker. Men desværre antyder politiske toner i øjeblikket, at behandling og omsorg må vige for forbud og straf. Det er en reel trussel, hvis en aggressiv valgkampsretorik spreder sig, mener behandler af torturofre

SOM PSYKOLOG og familiebehandler har jeg som del af familieteamet i Dignity – Dansk Institut Mod Tortur til opgave at rehabilitere flygtninge som er traumatiserede, sådan at de kan fungere i en hverdag, som nu er i et fremmet land. Under vilkår, de ikke kender, og krav, de ikke altid forstår.

I mit arbejde behandler jeg ptsd (posttraumatisk stress) hos den enkelte og lidelsens konsekvenser i familien. I klinikken ser jeg dagligt, hvordan de voldsomme oplevelser, som familierne har med sig i bagagen, har sat sig på krop og sind.

Symptomer som angstanfald, koncentrationsbesvær, depression, flashbacks, selvmordstanker og smerter i kroppen er almindelige og forekommer både hos forældrene og børnene. Forældrene fortæller om forfølgelse, fængsling, tortur og en lang, farlig flugt i hænderne på korrupte menneskesmuglere. Sommetider sender de deres ældre børn af sted på flugt i håb om, at de får muligheden for en opvækst uden krig, død og ødelæggelse – en opvækst, som ligner den, vi kender i Danmark.

Familierne, der bærer rundt på traumer, lever ofte i en virkelighed, som ligger på grænsen mellem fortiden og nutiden, da deres sanser, tanker, følelser og kropslige fornemmelser fortsat er i de mange traumatiserede oplevelser, de har været igennem.

Det svarer til, at man hører, ser, dufter, fornemmer og føler den mest skræmmende oplevelse, man har været igennem igen og igen i pludselige anfald på gaden, i bussen, i hjemmet og i psykologens kontor.

Dette er så den første udfordring, som familien kommer med. Forældrenes symptomer, mistede identitet og funktion sætter børnene i en position, hvor de enten skal agere voksne og tage hånd om deres forældre, eller hvor de kommer til at adoptere traumesymptomer, der viser sig som egenskaber, eller personlighedstræk.

ET EKSEMPEL PÅ DETTE ER, at en dreng på seks år vågner op hver dag med kvalme og kaster op, uden at man kan finde noget somatisk galt med ham. I stedet kan dette være et adopteret symptom, som han har arvet fra sine forældre, der ofte lider af mavesmerter grundet tortur. Et andet hyppigt eksempel er, at teenagedrengen håndterer almene konflikter med venner, lærere eller i familien med aggression, vold og vrede, fordi far i et flashback går amok og pludselig slår vildt omkring sig – en handling, som ville have givet mening i fortiden, hvor han blev udsat for overgreb, men som i stedet bliver udøvet som traumerelateret vold mod sine nærmeste i nutiden. Man kan sige, at det ubehandlede traume ”smitter” i familierne og gennem generationer.

Den næste udfordring, familierne møder, er, at de befinder sig i et fremmet land, hvor næsten intet er, som de kender det. Sproget, kulturen, traditionerne, regler og krav er nye og svære at tage ind i et sind, som er knækket. Når kroppen og hjernen ikke fungerer optimalt, eller som man er vant til, kræver det mere tid, ro og ikke mindst tålmodighed fra omgivelserne.

Dette leder til den tredje udfordring. For på trods af at vi i Danmark bryster os af at være et demokratisk velfærdssamfund, hvor menneskerettigheder, ligestilling, frihed og social ansvarlighed er værdier, som vi hylder, afspejles disse ikke altid i mine klienters situation. Og det gør mit arbejde som behandler meget vanskeligt at gennemføre.