Antallet af danskere med psykiske sundhedsproblemer er eksploderet over de senere år. Flere bliver stressede, får angst eller udvikler depressioner. De fleste af os har enten selv, eller kender en eller flere, som har været ramt af psykisk lidelse. Hvis man har haft det tæt inde på livet, ved man, hvor store menneskelige omkostninger det kan have for den, som rammes, og for de nærmeste, som også berøres.
Dykker man ned i statistikkerne og ser på, hvor mange der reelt vil opleve tegn på psykiske mistrivselstegn i løbet af et år, så er tallene skræmmende.
Mellem 700.000 og 800.000 voksne danskere vil i løbet af et år opleve symptomer, som svarer til kriterierne for en psykisk lidelse som angst og depres- sion.
Godt 400.000 vil opleve symptomer på angst, og angst er den største enkeltstående årsag til nye tilkendelser af førtidspension. Omkring 300.000 vil mærke tegn på en depression (Psykiatrifonden 2015).
Ud over at være en stor udfordring for det enkelte menneske er de tiltagende mentale helbredsproblemer også en stor samfundsmæssig omkostning. Mentale sundhedsproblemer er faktisk den største sygdomsbyrde i vores samfund og udgør godt 25 procent af den totale sygdomsbyrde. Til sammenligning udgør kræft som den næststørste sygdomsbyrde cirka 17 procent. (Sundhedsstyrelsen 2015).
Psykisk mistrivsel koster samfundet milliarder af kroner hvert år. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø opgjorde i 2010 de årlige samfundsomkostninger af psykiske lidelser til at være 55 milliarder kroner. I 2015-priser er det 61 milliarder kroner. Af disse omkostninger er kun 10 procent direkte omkostninger til behandling af lidelserne. Hele 90 procent af samfundets omkostninger i forbindelse med psykiske lidelser er en indirekte konsekvens af tabt arbejdsfortjeneste som sygefravær, nedsat funktionsevne og førtidspension. Det er altså ikke selve behandlingen af menneskers psykiske lidelser, som vejer tungest i omkostningsbilledet, men derimod snarere, at alt for mange ikke får den rette hjælp i tide, inden problemerne har vokset sig for store og uoverskuelige.
I Storbritannien har man med et omfattende behandlingsprogram for angst og depression (Improving Access to Psychological Therapies, IAPT) gjort psykoterapi til en hjørnesten i behandlingen på baggrund af nationale guidelines, som vurderer effekten af psykoterapi til at være moderat til høj. Herhjemme anbefaler Sundhedsstyrelsen også denne behandlingsform og tilskriver den de bedste langsigtede effekter på angst og depression.
Alligevel er behandling med psykofarmaka stadig kraftigt stigende og ofte også den første og eneste behandling, man får tilbudt. Mange risikerer at blive parkeret med en diagnose og en recept uden regelmæssig opfølgning, og vi ved, at mange oplever store bivirkninger af medicinen.
I SF mener vi, at behandlingspaletten bør bredes ud, så medicin ikke bliver førstevalget i behandling af for eksempel angst og depression. Det kræver blandt andet, at adgangen til anden behandling, for eksempel psykoterapi, bliver lettere, og at brugerbetalingen bliver mindre.
Derfor har vi konkrete forslag, som skal give bedre og tidligere mulighed for hjælp til mennesker, der oplever symptomer på for eksempel stress, angst og depression.
For det første ønsker vi, at der indføres gratis psykologhjælp for alle unge mellem 15-24 år. Vi ved, at andelen af en aldersgruppe, der modtager behandling i psykiatrien, stiger frem til det 25. år og derefter falder. Derfor er der god grund til at sætte ind med forebyggelse her og sikre, at de unge har ret til let og fri adgang til en psykolog. Mange kommuner har allerede iværksat en sådan ordning efter forslag fra mange af SF’s kommunalpolitikere, men ordningen bør udbredes til hele landet.
For det andet ønsker vi at gøre op med den ulighed, der i dag eksisterer i den offentlige tilskudsordning til psykologhjælp. Ordningen er midlertidig og gælder frem til 2018, og den giver patienter med let til moderat depression ret til at modtage et offentligt tilskud til psykologbehandling. Også patienter med let til moderat angst kan få et tilskud til psykologhjælp, men kun hvis de er i alderen 18-38 år. Der er således en aldersdiskrimination i ordningen, som forhindrer nogle borgere i at få tilskud til angstbehandling.
Vi mener, ordningen skal gøres permanent og vil samtidig gøre op med aldersuligheden, så tilskud til psykologbehandling for let og moderat angst gælder for alle patienter uanset alder. Både fordi det vil være en hjælp for borgere, der tilfældigvis ikke er mellem 18 og 38 år at få tidlig psykologhjælp, inden deres problemer udvikler sig og bliver værre. Men også fordi der højst sandsynligt vil være en samfundsøkonomisk gevinst ved at udvide ordningen.
Endeligt ønsker vi også, at der skal afsættes midler til ekstra tilskud til psykologhjælp for socialt udsatte grupper. Mange af de socialt udsatte grupper har kun, hvad der svarer til minimumsbudgettet for at kunne opretholde et liv med et nødvendigt og beskedent forbrug til rådighed. Samtidig er det velkendt, at socialt udsatte kæmper oftere med psykiske gener end den almene befolkning. Få ressourcer og en højere frekvens af psykiske lidelser gør, at vi risikerer, at mange socialt udsatte ikke får behandling og i stedet ender i psykiatrien, fordi de ubehandlede psykiske lidelser udvikler sig. Det kan vi ikke acceptere.
Med disse forslag løser vi ikke alle problemer. Vi skal blive langt bedre til at forebygge menneskers mentale problemer, så de ikke vokser sig større og værre end nødvendigt. Det vil være en langsigtet investering både i det enkelte menneskes trivsel, men også i samfundets generelle økonomiske bæredygtighed.
Hvordan kan vi forstå depression, stress og angst som socialpatologier, skabt af konkurrencestatens ændrede arbejdsmæssige vilkår og strukturer? I en tid, hvor menneskers værdi er lig med nytteværdi, og hvor selv fritiden skal bruges til at maksimere ydeevne. Uanset hvor meget der tales om at skabe robusthed hos den enkelte, så vil der være sociale forhold, psykiske udfordringer og arbejdsvilkår, som er så voldsomme, at de langt overstiger, hvad det enkelte individ er (og bør være) i stand til at klare. Hvis vi som mennesker oplever, at vi udsigtsløst og meningsløst knokler, og vi ikke hver især kan finde individuelle løsninger ud af situationen, så kalder det på kollektive løsninger – forandringer af den måde, vi har indrettet os på, og de krav, vi stiller til hinanden.
De mentale helbredsproblemer handler om danskernes generelle folkesundhed. Den har det ikke optimalt for tiden, og derfor er det påkrævet, at vi ikke blot gør hjælpen let tilgængelig, men at vi samtidig kan vende blikket væk fra simpel symptombehandling og hen imod det, som rent faktisk betyder noget: At forstå, hvorfor mennesker får ondt i livet. Og så handle derefter.
Trine Torp er social- og psykiatriordfører (SF)