VI TALER I DISSE ÅR meget om, at antallet af mennesker med angst, depression og stress er stigende. Og det negligerer jeg ikke. Men har vi på samme tid glemt at forholde os til at kunne mestre eksistentielle livsvilkår, der kan give de samme symptomer?
Da jeg var ung og læste min kandidat i pædagogisk psykologi, var det en øjenåbner for mig at dykke ned i den eksistentielle psykologi. Her opereres der med fire eksistentielle grundvilkår, som alle mennesker lærer at kende i større eller mindre grad gennem livet. Det er grundvilkår, som indimellem tager os i hånden eller lægger armen om os. Det kan være et værdifuldt følgeskab, og det kan være det modsatte. Det er afhængigt af, hvor lang tid vi holder fast, og hvad vi tænker om vores makker.
DE FIRE GRUNDVILKÅR er dødsangst, meningsløshed, frihed og alenehed:
Dødsangst er i sagens natur frygten for at dø. Eller at folk, vi holder af, skal dø. Døden er en del af livet – i hvert fald indtil videre. Ingen har endnu fundet svaret på evigt liv. Livsangst er dødsangstens følgesvend. Livsangst er frygten for ikke at få nok ud af livet, mens vi er her. At vi ikke lykkes, mens tid er. At tiden går for stærkt. At børnene bliver store for hurtigt. At vi selv bliver gamle for hurtigt. At tiden bare løber som sand mellem fingrene på os. Vi er bange for at dø, fordi vi samtidig er bange for, at livet ikke er langt nok, værdifuldt nok, lykkeligt nok.
Meningsløshed er her potentielt set hele tiden. Hvorfor…? Hvorfor stå op? Hvorfor gå på arbejde? Hvorfor kæmpe mig gennem kriser? Hvorfor gøre mig umage? Hvorfor orker jeg? Vi mennesker har en iboende kraft i forhold til at søge mening. Vi leder efter mønstre for at finde sammenhænge og mening. Når vi opgiver at finde mening, så giver vi op over for livet. Der er altså et iboende dilemma – vi leder efter mening, og meningsløsheden er der potentielt hele tiden.
Frihed er som udgangspunkt et positivt fænomen for mange mennesker. Det modsatte er i hvert fald for mange skræmmende og foruroligende. Med frihed følger ansvar. Når vi kan vælge, og skabe vores eget liv, når vi har friheden til at beslutte for os selv, så har vi også ansvar for at træffe de rigtige valg. Hvis ikke vi træffer de rigtige valg og får det gode liv, kan vi kun bebrejde os selv. For at vælge skal vi vide, hvad vi vil. Hvis jeg ikke ved, hvad jeg vil, hvordan skal jeg så vælge? Og hvad hvis jeg vælger forkert? Hvad så? Frihed kan dermed være for overvældende og kan medføre handlingslammelse og ansvarsfraskrivelse.
Alenehed er ikke det samme som ensomhed. Alenehed ophæves hverken af de mest givende forhold til andre mennesker, af den højeste grad af selvindsigt eller af at kunne nyde sit eget selskab. Aleneheden opstår, når vi mærker præmissen om, at vi er alene i verden. Vi fødes alene, vi dør alene, og vi træffer beslutninger alene. Vi kan tale med andre, få andres gode råd, og vi kan søge fællesskaber og samhørighed. Alligevel er aleneheden der som et vilkår, fordi vi tænker, føler og gør alene.
Vi kan ikke få disse eksistentielle livsvilkår til at gå væk. Ellers ville de ikke være vilkår. Men vi kan forholde os til dem på måder, som hiver os ned, eller vi kan bruge dem til at minde os om noget. Noget, som måske er livsbekræftende.
SÅ LAD OS SE de eksistentielle livsvilkår som nogle, der indimellem tager vores hånd eller lægger armen om os, og lad os se på symptomerne og vores egne strategier til at være med dem.
Dødsangsten og livsangsten – det ligger i ordene – relaterer sig til angst. Hvis vi bliver ved at holde i hånd eller gå arm i arm med disse følelser, så har vi dem med rundt i verden, uanset hvor vi er. Det kan meget hurtigt blive meget overvældende og hæmmende. Angst er en grundfølelse, der hjælper os til at reagere, når der er fare på færde. Men nogle gange bliver angsten irrationel, når vi ikke reelt set er truet. Og så vokser den, uden at vi kan handle os ud af den. Uanset hvor meget vi tænker over dødsangsten og livsangsten, og uanset hvor mange krumspring vi gør, ændrer det ikke ved, at vi skal herfra en dag. Derfor er det en angst, vi ikke kan handle os ud af.
Dødsangsten og livsangsten minder os om, at vi skal fokusere på det, der er vigtigt, fordi livet ikke varer evigt. Vi skal gøre de vigtige ting. Være med dem, vi holder mest af. Huske at sige det, der skal siges. Når dødsangsten og livsangsten tager om os, kan vi værdsætte at blive mindet om disse ting, og så kan vi godt slippe igen. Så er det ikke hensigtsmæssigt at holde i hånd længere.
Meningsløsheden er relateret til depression. Når meningsløsheden griber fat i os og holder sit greb, så er det nærliggende at opleve håbløshed, tristhed, ligegyldighed. Hvis vi tager os selv i hele tiden at sige: Hvorfor…? Hvorfor skal jeg gå ud i verden? Hvorfor skal jeg byde en ny dag velkommen? I de situationer lader vi meningsløsheden fylde – måske mere, end hvad godt er.
Spørgsmålene skaber refleksion, så vi ikke blindt løber efter alt, hvad der rører sig. Vi tager stilling. Stilling til, hvad vi vil bruge tid og krudt på, og det er selvfølgelig vigtigt, for at alt ikke bliver lige meget værd eller ligegyldigt. Men gør vi det med alt og hele tiden, så bliver vi slidt. Nogle gange må svaret på ”Hvorfor” være: ”Fordi sådan er det bare. Slut!”. Refleksion er godt. For meget refleksion er sjældent godt.
Friheden må vi hylde, og vi må føle os heldige over, at vi har den. Vi må gribe den, men også tøjle den, så alt ikke er muligt hele tiden. Når friheden tager os i hånden, vil den i sin yderste potens løbe rundt i turbofart og afsøge alt. Det kan vi ikke overskue. Ikke i for lang tid ad gangen i hvert fald.
Når friheden griber os, er det vigtigt, at det er os, der sætter tempoet. Os, der åbner og lukker dørene og holder kort og kompas.
At tage et skridt ad gangen kan lyde gammeldags og kedeligt. Og nogle gange er det netop det, der skal til, for at friheden føles rar og ikke overvældende. Når vi ikke stiller krav til os selv om, at vi skal have regnet hele rejsen eller processen ud, inden vi kan kaste os ud i det, men at vi kan tage et skridt ad gangen, bliver ansvaret nemmere at bære og frygten for at fejle mindre.
Hvad skal vi med aleneheden, som kan være så led og fæl og få en til at føle sig så lille og netop alene? Jeg tror, vi skal bruge den til at huske os selv på, at vi har en iboende styrke til at klare os. Uanset hvad der sker i vores liv, og uanset hvem vi mister på livets vej, så har vi styrken til at klare det. Vi kan selv. Og nogle gange skal vi selv. Det skal vi heldigvis ikke hele tiden. Men nogle gange skal vi, og så kan vi.
LAD OS BETRAGTE FØLELSER SOM tomhed, diffus tristhed og tunghed, når de kaprer os. Lad os med det betragtende blik vurdere, om det er et af de eksistentielle vilkår, som har taget os i hånden. Som har lagt armen om os. Lad os i så fald betragte følelserne som værende normale og sunde, for det er normalt og sundt at reagere på livets benhårde realiteter.
Og lad os så igen bruge det betragtende blik til nu at beslutte, hvor længe vi vil gå hånd i hånd eller arm i arm med disse vilkår. Og hvad vi vil tænke om dem og sige til dem som en makker, der sommetider viser sit ansigt.
Tidsperspektivet og vores egen indre dialog er helt afgørende for, om de eksistentielle vilkår bliver kilden til egentlige tilstande, hvor vi er kapret af negative og uhensigtsmæssige følelser, eller om vi lader dem tage os i hånden, samtidig med at vi er i kontrol over gåturens længde og samtalens indhold undervejs.