Styrk den bæredygtige dyrkning af landbrugsjorden

Hop ned af de skamredne kæpheste og begynd at tænke nyt på et bredt politisk grundlag omkring måden at drive den danske landbrugsjord på. Der mangler stadig væsentlige elementer i Landbrugspakken, lyder opfordringen fra dagens kronikører

Styrk den bæredygtige dyrkning af landbrugsjorden

Normalt bryster vi danskere os af at være længere fremme og bedre til at tænke nyt end stort set alle andre nationer. Herunder også når det gælder landbruget. Men vi vover at udfordre det selvbillede. For er vi faktuelt længere fremme, når det gælder dyrkning af landbrugsjord på den mest bæredygtige måde?

For at kunne besvare det spørgsmål er vi selvfølgelig nødt til at definere, hvad længere fremme på den mest bæredygtige måde betyder. Den ultrakorte definition er at få mest muligt ud af mindst muligt, som efterlader mindst mulig fodaftryk og mest mulig biodiversitet i agerlandet.

Dyrkningssystemet Conservation Agriculture lever bedst op til den definition. Hverken det konventionelle pløjende landbrug eller det økologiske markbrug med sin meget voldsomme jordbearbejdning og strigling til bekæmpelse af ukrudt kan levere nær så meget bæredygtighed. Det er ikke bare noget, vi hævder, men noget, vi kan dokumentere med såvel danske som udenlandske videnskabelige kilder.

Her er det, at vores opråb til Folketingets politikere i hele spektret fra venstre til højre og den forholdsvis nye miljø-/fødevareminister lyder: Hav mod til at tænke nyt på et sagligt og fagligt grundlag med substans i stedet for at fortsætte med at skamride velkendte, halvdårlige kæpheste.

Vi ved godt, at det ikke er noget populært standpunkt hos rigtig mange af vores kollegaer i erhvervet, når vi turer sådan frem – hverken hos de konventionelle eller de økologiske af slagsen. Men vi står i et vadested med brug for nytænkning, som vi kan få, hvis vi vil.

Det er kun det første af i alt 16 (hvoraf to handler om fiskeri) punkter af den blå bloks plan for landbrug og fiskeri, der endnu er vedtaget. De resterende 15 punkter kan vi altså i fællesskab stadig nå at tilpasse i arbejdet med deres udformning til love og bekendtgørelser, der med omtanke kan blive til gavn for både os landmænd og vores allesammens miljø i bred forstand.

Fire-fem af de 13 tilbageværende landbrugsrelaterede tiltag handler om at skabe bedre husholdning med det kvælstof, der er til rådighed. Det er en både væsentlig og kompliceret opgave, som desværre alt for nemt bliver forplumret til ukendelighed ved forsøg på forenkling i tabeller. For der er tale om et særdeles komplekst samspil mellem biologi, vejrlig og dyrkningssystem.

Således er der løseligt anslået omkring 18 millioner tons kvælstof bundet i de 2,6 millioner hektar dansk landbrugsjord. På grund af vejrlig med mere slippes meget store mængder kvælstof løs fra den store, totale pulje med deraf følgende potentiel mulighed for udvaskning. Anden udvaskning til vandmiljøet kan potentielt også ske som følge af overgødskning med såvel kunstgødning som husdyrgødning samt ved dyrkning af kvælstofopsamlende bælgplanter som kløver, ærter, hestebønner med flere.

Udvaskning kan imidlertid i stort omfang forhindres, såfremt vi som landmænd dyrker vores jord med henblik på at få mest muligt ud af mindst muligt. Måden at gøre det på er, at jorden bearbejdes så lidt som overhovedet muligt, at jorden hele tiden er dækket af enten planter eller planterester i kombination med sund vekslen mellem forskellige afgrøder. Det er, hvad Conservation Agriculture går ud på – hverken mere eller mindre.

Økologisk Landsforening har i årevis brugt masser af ressourcer og penge på at hævde, at den opgave mestrer de nuværende økologer også. Foreningen mener endda, at de har en bedre kvælstofhusholdning end det konventionelle, pløjende landbrug. Men videnskabelige rapporter viser, at sådan forholder virkeligheden sig ikke.

Det gælder ikke mindst den nyeste rapport fra danske ICROFS, ”Økologiens bidrag til samfundsgoder – Vidensyntese 2015”, der i parentes bemærket alene er udarbejdet af en personkreds, som i al væsentlighed har økologi som deres hovedbeskæftigelse.

Det er lidt som at sætte en ræv til at vogte gæs og en fremgangsmåde, vi selvfølgelig er betænkelige ved, hvis rapporten skal bruges som redskab til fagligt velfunderede, politiske beslutninger. Især fordi man er nødt til at gennemføre et nærstudie af rapporten for at finde oplysninger om økologiens skyggesider.

Tager man sig den tid, fremgår det, at kun de økologiske mælkeproducenter har en lidt bedre kvælstofhusholdning end de konventionelle. Det har de alene, fordi de har færre dyr pr. hektar jord. Altså ikke noget, der som sådan har med økologi at gøre, fordi konventionelle landmænd også kan vælge/tvinges til at have færre dyr pr. hektar.

Det fremgår endvidere, at hos de økologiske planteavlere, som er storaftagere af især konventionel svinegylle, er kvælstofhusholdningen i bedste fald på linje med de konventionelle landmænds. Værre ser det ud med økologisk svinekød, hvor den forventelige udvaskning er væsentligt højere end fra den konventionelle svineproduktion.

Heller ikke de økologiske grønsagsavlere har en god kvælstofhusholdning, fordi de overgødsker med gylle (oftest konventionel svinegylle) og nedpløjer grøngødning i foråret. Det er især problematisk på sandede jorder, hvor det kan føre til meget betydelig udvaskning af kvælstof.

Rapporten beskæftiger sig også med biodiversitet, men på en meget postulerende måde. Her må vi bare konstatere, at en meget voldsom jordbearbejdning er totalt ødelæggende for den meget store biodiversitet, en sund jord er vært for.

At bearbejde en jord er som at køre en bulldozer gennem et boligområde – og jo mere desto værre, hvor både intensitet og tiden med sort jord er af afgørende betydning. Forskning har vist, at for eksempel regnorm tager langt mere skade af jordbearbejdning end af de pesticider, der anvendes på dansk landbrugsjord.

Det fremgår heller ikke, at voldsom jordbearbejdning gennem længere tid giver en stor jorderosion, som forurener med både jord og næringsstoffer i vandmiljøet ud over umiddelbar udvaskning af kvælstof.

Jordbearbejdning giver også tab af jordens indhold af kulstof, og det er ensbetydende med udledning af både CO2 og lattergas. Når økologisk jordbrug så samtidig har betydeligt lavere udbytte pr. hektar, betyder det, at de har en væsentlig større udledning af CO2 pr. kilo produceret afgrøde. Det fremgår også af rapporten fra ICROFS.

I Conservation Agriculture kan vi modsat med høje udbytter, efterafgrøder, planterester og ingen jordbearbejdning lagre kulstof i jorden – altså fjerne CO2 fra atmosfæren.

Det er ved at være en bredt accepteret kendsgerning, som blandt også kom frem i forbindelse med Plantekongres 2016 og ved COP21 i Paris, hvor 24 lande og en lang række organisationer vedtog en hensigtserklæring om at lagre lige så meget CO2 i jorden, som der p.t. udledes fra fossile brændsler, ved at dyrke efter principperne i Conservation Agriculture.

De pløjende, konventionelle landmænd er ikke selvforherligende som økologerne fra Økologisk Landsforening. Men det ændrer ikke ved, at deres salg af halm til varmeværker, mange efterårspløjede marker, ensidige sædskifter og manglende areal med efterafgrøder er skidt, når det gælder om at holde på kvælstof og kulstof i landbrugsjorden. De har også problemer med erosion og mister løbende kulstof i deres jord.

Pladsen tillader ikke flere argumenter, men vi i FRDK står klar med vores viden til at skabe en konstruktiv udformning af den resterende del af 16-punktsplanen.

Hans Dahm og Søren Ilsøe er begge landmænd og henholdsvis formand og næstformand i Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK)