Jeg åbner min lørdagsavis. Endnu en gang bliver jeg mindet om, at sommerens kronikkonkurrence hedder "Min bedste ven". Der er deadline på mandag klokken 12.
Jeg har siddet under en skyggefuld parasol det meste af formiddagen. Jeg har tid - tid til læsning og fordybelse. I soveværelset ligger min kone. Hun sover. Hun trækker vejret gennem en maske. Varmen har slået hende omkuld. Hun kan ikke trække vejret uden støtte af en maskine.
Jeg afbryder min læsning. Sondemaden skal serveres, frisk væske, lidt energidrik og en enkelt lille tablet til at dæmpe den værste angst og sænke sekretionen i munden.
Tiden går. Jeg sætter mig igen. Der er så stille i huset - alt for stille, synes jeg. Senere vækker jeg hende klokken 15. Så er der mad igen. For ligesom alle vi andre skal have noget at spise, så skal hun også.
Jeg har taget kød op fra fryseren til aften. Lørdag aften er helligaften. Det var den, og det er den. Vi lavede mad sammen. Vi dækkede bord i stuen med dug og lys og blomster. Sådan har vi altid gjort det. For til venskaber hører gode, tillidsfulde vaner, at man mødes, ses, taler sammen. Venskaber måles på, om vi giver tid, giver hinanden tid og adskiller hverdagsliv og arbejdsliv med højtid og fest.
Også i aften vil jeg dække bord i stuen. Jeg dækker kun op til én. Min ven, min kone gennem 31 år, snart 32, vil sidde i en til hende særligt indrettet stol. Hun vil indtage sin sondemad, mens jeg sætter en tournedos til livs og drikker et glas rødvin. Friske jordbær er plukket i haven, årtidens frugt, som hun ikke mere kan nyde. Kun duften og synet kan deles. Længslen efter at få smagen med er en længsel, der ikke kan opfyldes. Hun kan ikke synke det.
På mandag fylder hun 64. Gennem årene har vi samlet familie og venner mange gange til fest. År efter år har vi gjort, hvad vi kunne for at holde liv i nærhed, fællesskab og familieskab. Andre har gjort det samme med os. Måske er det deres fortjeneste, at de holder. Venskaber skal plejes. De vindes ikke ved at købe en lottokupon, men gennem et langt livs møde med mennesker. De seneste to år har der ikke været noget tidspunkt, hvor der ikke har stået friske blomster på bordet i vores hjem.
Vi så hinanden første gang for mange år siden. Vi har alle brug for venner, men i modsætning til familien vælger vi dem selv. Jeg valgte, vi valgte, der blev valgt for os. En blanding af tilfældighed, beslutsomhed, kærlighed, et møde. Som vi ikke selv vælger livet, sådan vælger vi ikke kærligheden. Den er, som livet i sig selv er. De kan forsvinde væk fra os, men består dog lige fuldt alligevel.
Lige siden dette møde har livet været en rejse med livets bedste ven. I medgang og i modgang, i øjeblikkes uoverensstemmelse og i forsoningens stærke afsæt til et stærkere og tættere liv. I tilliden og i troen på, at vi har et fælles liv, som kun kan leves af os, når vi vil det.
Og så opdager man, at kærligheden har sin pris. Når den man elsker, når ens bedste ven må kæmpe sit eget liv for overhovedet at få luft, når hun tager sin "speak out" frem og stilfærdigt taster bogstaverne ned, så de bliver til ord, og ordene samles til en sætning, der lyder: "Tak for al din kærlighed", så ser og mærker man, at kærligheden har sin pris. Prisen hedder smerten, tabet, sorgen.
Der er noget aldeles livsbekræftende og noget dybt smertefuldt i at binde sig til et andet menneske. Vi vil ikke være kærligheden foruden - jo stærkere, jo bedre. Jo mere livfuld den er, desto større livsglæde og livsfylde. Den er opfyldelsen af vore drømme. Den er kilden til det gode liv. Derfor er kærligheden også sat ind i verden som den mest frugtbare og glædesfulde kraft, et menneske kan udrustes med og opleve.
"Stor er den kærlighed, som aldrig vil miste, men større er den kærlighed, der ser, at nu er det bedst at give slip." Det udsagn mødte jeg for nu efterhånden mange år siden, da jeg sad i samtale med en ægtefælle, der havde mistet sin mand. Han døde af kræft.
Jeg forstod hende så godt, selvom det ikke var mig, der var part. Hendes kærlighed var prøvet. Den havde sin pris, og den pris hed, at den godt måtte betales med døden, for den, hun elskede, led så meget, at det var bedre at give slip.
Måske forstår vi ikke det udsagn til fulde, førend vi selv har mærket, hvordan sygdom og død kan gribe dybt ind i ens tilværelse. Der er venskaber, der er ubrudte og stærke. Der er venskaber, som forstærkes gennem besøg, hilsner, tanker og bønner. Der er venskaber, som lever i stilhed, uden at vi kimer hinanden ned og ringer på døren morgen og aften.
Men intet venskab mærkes som det venskab, hvor kærlighedens pris ikke kan betales hverken med klingende mønt eller med blomster, men kun mærkes i sorgen og savnet og tabet af den, man holder af.
"MIN BEDSTE VEN". Det er hende, som jeg lovede højt og helligt at ville elske og ære til døden os skilte ad, og som nu i over 30 år har gået foran mig, fulgt mig ved min side og stået bag ved mig, båret mig og har ladet sig bære gennem glade dage, arbejdsomme dage, tunge dage, smilende dage.
Hun har taget sine priser for sin indsats, kæmpet for værdighed og anstændighed til dem, den synes taget fra. Hun har sat sig selv til side og kæmpet for sin ret til at være den, hun er. Hun har gjort mit arbejde til en del af sit arbejde. Hun sagde "vi" og ikke "jeg".
Hun lukkede vort hjem op, så venskaber kunne trives, udvikles og skabes. Børn, unge, voksne gik ind og ud ad vore døre og stuer. Vi var private, men vi var også en del af et stort fællesskab af mennesker. Hun bød indenfor til kunst og musik. Hun dækkede borde med de smukkeste duge og blomster. Hun fulgte mig og gav mig modstand og medvind.
Nu ligger hun i sin seng. Bi-PAPen hjælper hende igennem den skærende varme, tunge tordenluft, der er udenfor og i stuerne. Kærligheden har sin pris, tænker jeg. Hvornår kan jeg sige som enken, jeg besøgte, at nu er det bedst at give slip? Jeg er ikke parat endnu.
For det giver mig mening at høre lyde, at være til stede, at støtte, når de få trin, hun endnu kan tage, skal tages. Det giver mening at være bundet med kærlighedens bånd til hende, jeg elsker. Det giver mening at tørre sveden af hendes pande. Det giver mening at læske hendes tunge. Det giver mening at hæve hovedgærdet, når hun skal hvile. Det giver mening at hjælpe hende med at få noget at spise. Det giver mening at ligge ved hendes side om natten og høre hendes åndedræt, skønt jeg næppe hører det, fordi en maskine overdøver. Det giver mening at sige godnat, tak for i dag, vi ses i morgen.
Vi ses i morgen, siger jeg. Men hvor lang tid endnu giver det min bedste ven gennem livet mening at leve? Spørger jeg mig selv om det, ja, så ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Der er til tider kaos i mit sind og mine tanker.
Jeg ved, at sorgen er min kærlighed. Den er kærligheden, som den ser ud i min elskedes fravær. Den er hjemløs kærlighed, men den er samtidig den sunde og relevante måde at være i kontakt med virkeligheden på, når den, kærligheden var bundet til, er borte.
"Min bedste ven" sover endnu. Imens lever jeg i dette øjeblik videre ved at sætte ord på det, jeg hverken kan gennemskue eller overskue - at kærligheden har sin pris, at stor er den kærlighed, der aldrig vil miste, større er den, der ser, at nu er det bedst at give slip.
Knud Ove Mandrup er sognepræst. Dagens kronik er vinderkronikken i sommerens kronikkonkurrence i Kristeligt Dagblad, "Min bedste ven".
Læs alle otte kronikker fra konkurrencen "Min bedste ven", som er blevet bragt, på
kristeligt-dagblad.dk/kronik