Lærerne har igennem de seneste årtier indtaget en position som landets mest upopulære erhvervsgruppe. Et folkefærd, som man elsker at hade, og som der er fri jagt på året rundt.
Første halvdel af 2010 har ikke gjort det lettere. Som en udløber af det nok så omtalte 360-graders-eftersyn af folkeskolen måtte lærerne i Berlingske Tidende for eksempel læse, at danske lærere ikke ved, hvad der virker i undervisningen.
Bag den opsigtsvækkende overskrift gemte sig den ganske rigtige observation, som Skolens Rejsehold og andre personer med indsigt i skoleforhold har gjort sig, at den danske seminarieuddannelse i alt for ringe grad præsenterer de kommende lærere for den didaktiske og pædagogiske forskning, og at de derfor ikke bliver tilstrækkeligt teoretisk udrustet til deres fremtidige virke.
Det blev også foreslået at forlænge seminarieuddannelsen med et femte år og gøre den til et universitetsstudium for at give uddannelsen mere faglig tyngde og større prestige, så man kunne tiltrække en større andel af studerende, der ikke rekrutteredes blandt den karaktermæssigt svageste tredjedel af studenterne.
Disse betragtninger var relevante nok i en debat om, hvad der skal til for at forbedre folkeskolen, men når budskaberne kværnes gennem mediemøllen, kommer de ud i den anden ende i forsimplet og forfejlet form som: Danske lærere ved ikke, hvad der virker i undervisningen. "Så tror pokker, at der er problemer i folkeskolen," tænker lægmanden, der læser overskrifterne, og dermed fortsætter de herskende fordomme om folkeskolen med at florere i offentligheden til skade for folkeskolen. Til skade for dens ledere og lærere, der skal lægge ryg og ører til kritikken og i sidste ende for skolens elever og forældre, der bliver utrygge ved det danske offentlige skolevæsen.
At lærerstanden som helhed er i modvind - og det endda 360 grader rundt - er der vist ingen tvivl om, men hvordan ser det reelt ud med kvaliteten af de lærere, som vi finder ude i vores folkeskole – og i øvrigt også på landets privatskoler, for de bliver uddannet på de samme seminarier?
Det korte svar er, at generelt set er de langt bedre end deres rygte, men at lærerstanden som helhed lider under et imageproblem og en manglende evne til at komme positivt ud over rampen i det offentlige rum.
Det er et problem som lærerne har lidt under gennem snart 40 år, siden lærerstanden i begyndelsen af 1970?erne gjorde op med den hidtidige opfattelse af læreren som en autoritet og af lærerjobbet som et kald.
Nu skulle lærerjobbet være et 8-16-job som alle andre. Lærerne valgte en lønarbejderstrategi, hvor lærerens traditionelle frihed til selv at tilrettelægge sin arbejdsdag blev indsnævret gennem arbejdstidsaftaler, for eksempel den tidligere omdiskuterede 11-timers-regel, som set i bagklogskabens lys åbnede en motorvej for arbejdsgiverne, der siden blev fulgt ved den ene overenskomst efter den anden.
Kritikken af lærestanden i medierne begyndte på samme tid, hvor der med Centrumdemokraten Erhard Jakobsen i spidsen indledtes et korstog mod den venstreorienterede indoktrinering, der skulle finde sted i den danske folkeskole. Den skulle stoppes, og det blev den så effektivt, at det har trukket spor i de følgende årtier.
Den direkte følge af 1970?ernes indoktrineringsdebat har været, at en stor del af de danske lærere simpelthen blev bange for at træde i karakter som lærere over for børnene og deres forældre – af angst for at blive udlagt som venstreorienterede, indoktrinerende lærere.
De havde gjort oprør mod den gammeldags, kaldsbevidste, autoritære lærertype og ønskede i stedet at være lærere i øjenhøjde med eleverne. Da de var i gang med at redefinere lærerrollen og tilpasse den til de nye vilkår i samfund og skole, blev de pludselig mødt med et massivt krav om ikke at optræde ideologisk som lærere.
Resultatet blev, at der opstod en ny og mindre profileret lærerrolle. Personligheden i lærerrollen nedtonedes, og mange lærere valgte en defensiv overlevelsesstrategi, hvor de kun nødtvungent påtog sig autoritetens rolle og i øvrigt fastholdt en lønarbejderstrategi, som ikke vandt megen sympati uden for egne kredse, og som også blev mødt med stigende utilfredshed blandt lærerne selv.
Læreren kom under voldsomt pres, hvilket gennem 1980?erne og 1990'erne kunne aflæses direkte i den stigende offentlige kritik af lærernes virksomhed og i standens markante prestigetab.
I løbet af 1990'erne sadlede lærerstanden atter om, den fejlslagne lønarbejderstrategi blev opgivet, og man begyndte at italesætte lærerstandens professionsidealer.
Man har siden arbejdet målbevidst på det, man kunne karakterisere som en relancering af den kaldsbevidste lærer.
Der har igennem det seneste årti bredt sig en større forståelse for, at nøglen til at være en god lærer primært ligger i evnen og modet til at inddrage sin personlighed i lærergerningen, at være sig lærerjobbets unikke karakter og samfundsmæssige betydning bevidst og til enhver tid være villig til at træde i karakter som pædagogisk autoritet i forhold til forældre, elever og offentlighed i øvrigt.
"En god lærer er en personlig lærer" kunne mottoet være for den moderne lærer – naturligvis parret med solide faglige og pædagogiske kundskaber. Overenskomst 2008 markerede denne udvikling ved, at lærerne her tog afgørende skridt væk fra årtiers bevidstløse tællen timer og i stedet påtog sig større personligt ansvar for at løse lærerjobbets mangesidede udfordringer.
Dette var et kæmpeskridt i den rigtige retning, men ikke skridt, som er blevet opfattet i tilstrækkelig grad i det offentlige rum, og som kun gradvist har medvirket til at ændre på lærerstandens blakkede ry i den danske befolkning - og når der dukker overskrifter frem, der fastslår, at lærerne ikke ved, hvad der virker i folkeskolen, er det desværre blot med til at cementere de gamle fordomme.
Den megen medieblæst som 360-graders-eftersynet har givet ikke været gunstigt for almentilstanden i folkeskolen og har næppe skabt grobund for optimisme og generet ny energi blandt dens mange engagerede og dygtige lærerkræfter. For dem er der rigtig mange af i folkeskolen.
Udgangspunktet for at give folkeskolen et markant fagligt løft er med baggrund i den nuværende lærerstand derfor ganske gunstigt, men dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedringer. Man støder stadigvæk i alt for høj grad på "time-tænkning" blandt lærere, når en opgave skal løses, som en afspejling af, at ikke alle lærere endnu har forstået den nye kurs, som overenskomst 2008 har udstukket.
Lærerne skal også, selvom de må lægge ryg til megen urimelig kritik, væk fra den "offerrolle" som har hærget blandt lærere alt for længe. Stop klynken og træd i karakter som lærer er budskabet. Et budskab, som flere og flere lærere heldigvis synes at have forstået.
Jeg er enig med rejseholdet i, at hvis man mener det alvorligt med at give den danske folkeskole et fagligt løft, bliver det nødvendigt at sikre lærerstanden et generelt kompetenceløft gennem målrettet efteruddannelse.
Vi må også finde måder, hvorpå vi kan få løftet lærernes undervisningsprocent, således at de underviser mere end 35,9 procent af deres samlede arbejdstidtid, som det er tilfældet i dag. Lærerne er og bliver den afgørende ressource, hvis vi vil forbedre kvaliteten af folkeskolen. Det er værd at huske på her ved indgangen til et nyt skoleår.
Keld Grinder-Hansen er ph.d., uddannelseshistoriker og tidligere museumschef for Dansk Skolemuseum. I dag er han kultur-, fritids- og skolechef i Dragør Kommune.