Prøv avisen
Kronik

SU-styrelsen forskelsbehandler til skade for kirken

Præstemangel i fremtiden anfører dagens kronikør som grund til, at at der skal gives SU til private teologiske uddannelser. Foto: Paw Gissel

Det er meget svært at undgå en fornemmelse af, at Styrelsen for Videregående Uddannelser bevidst og konsekvent forskelsbehandler en gruppe danske studerende, der går på ikke-statslige bacheloruddannelser i teologi. Og det er både dumt og uretfærdigt, når vi går mod tider med præstemangel, mener dagens kronikør

I DANMARK DISKRIMINERER VI IKKE. Måske er vi ikke så politisk korrekte som svenskerne. Pippi Langstrømpes far er indtil videre stadig negerkonge i den danske oversættelse af Astrid Lindgren.

Men i den sag, jeg vil præsentere i det følgende, er det svært at undgå et indtryk af en nok så konsekvent og bevidst forskelsbehandling af en gruppe studerende i det danske uddannelsessystem.

Jeg tænker på de cirka 100 studerende, der går på ikke-statslige bacheloruddannelser i teologi på Menighedsfakultetet (MF) i Aarhus og Fjellhaug International University College (FIUC-DK) i Dansk Bibel-Instituts (DBI's) lokaler på Amager. Det handler blandt andet om tildeling af SU (Statens Uddannelsesstøtte), men også noget om tal og tolkning af tal.

MF og DBI har i mere end 40 år tilbudt supplerende undervisning til teologistuderende i Aarhus og København. Private videregående uddannelser har indtil videre ikke kunnet få en national akkreditering i Danmark og har måttet gå til udlandet for at få den faglige kvalitetssikring, som er nødvendig for at kunne anerkendes i det danske uddannelsessystem.

DBI har siden 2001 haft tre forskellige samarbejdspartnere: Misjonshøgskolen i Stavanger (2001-2006), University of Wales (2007-2012) og Fjellhaug International University College (fra 2012). MF har fra 2005 til i dag haft et samarbejde med University of Wales og fra 2014 indledt et samarbejde med det store sydafrikanske universitet Unisa. Det har ikke været enkelt for de to ikke-statslige institutioner at finde en stabil udenlandsk samarbejdspartner, som kan give den akkreditering, der er nødvendig for at kunne gå videre med en master eller kandidatgrad i det danske uddannelsessystem.

Det har været dyrt og arbejdskrævende, men vi er kommet godt i mål. Det internationale perspektiv og gode input fra den store verden uden for Danmarks grænser har også været en frugtbar inspiration for to små uddannelsessteder.

HVORFOR KAN PRIVATE uddannelser ikke akkrediteres i det danske system? Svaret er, at da det danske akkrediteringsråd blev nedsat i 2007, valgte et politisk flertal, at det kun skulle akkreditere offentlige uddannelser.

Trods gode argumenter fra os og fra andre blev denne beslutning stadfæstet, da loven om akkreditering blev evalueret af Folketinget i 2012. I forhold til dansk uddannelsestradition og i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, er dette bemærkelsesværdigt.

Norge har for eksempel en detaljeret lovgivning for private universitetsuddannelser, og det norske akkrediteringsorgan, NOKUT, kvalitetssikrer også ikke-statslige uddannelser. Begrundelsen er blandt andet, at private uddannelser er markant billigere, og at konkurrencen øger kvaliteten.

På et andet område er forskelsbehandlingen endnu mere mærkbar. Det handler om administrationen af SU-loven til private uddannelser i Danmark. De første tre år var der SU til de studerende på DBI, der var indskrevet som bachelorstuderende på den kirkeligt funderede institution Misjonshøgskolen i Stavanger.

I 2004 valgte SU-styrelsen (Styrelsen for Videregående Uddannelser) at stramme den administrative praksis, sådan at der fremover ikke var SU til uddannelser i Danmark eller udlandet, hvis institutionen havde et religiøst fundament.

Afdelingen for tildeling af SU til udenlandske uddannelser fulgte minutiøst op på dette, sådan at danskere blev nægtet at medtage SU, hvis man for eksempel ønskede at studere matematik eller idræt på et udenlandsk universitet med en religiøs fundats.

I 2013 blev denne administrative praksis svækket lidt, så at det blev muligt at tage en faglig uddannelse på en religiøst funderet institution, forudsat otte betingelser for adskillelse mellem det religiøse og det faglige var gennemført.

Denne praksis forhindrede vel et par hundrede danskere årligt i at få SU i Danmark eller udlandet. Især har det ramt teologiske studerende, fordi teologi de fleste steder i verden bedrives på kirkeligt funderede uddannelsessteder.

I forbindelse med DBI's forhandlinger med de norske myndigheder i 2011 via det norske privatuniversitet FIUC i Oslo blev det gjort klart, at dette kun kunne etableres, hvis der var vandtætte skotter mellem DBI og den nyetablerede afdeling af FIUC.

DBI kunne stille økonomi, lokaler, bibliotek og it til rådighed. Men FIUC-DK skulle oprettes som selvstændig institution med egne ansatte, egen studieordning, administration og kvalitetssikring. I det daglige arbejde skelnes der stringent mellem det, der foregår i DBI-regi og i FIUC-regi.

De norske myndigheders krav om kvalitetssikring har altså gjort, at den danske afdeling af FIUC er blevet en rent faglig uddannelse, adskilt fra den kirkelige institution DBI.

Derfor er FIUC-DK blevet en institution, som lever op til SU-styrelsens otte definerede krav for adskillelse mellem det religiøse og det faglige. I struktur og ledelsesform er vi helt parallelle til den professionsuddannelse i kristendom, kultur og kommunikation, som udbydes på to kirkelige uddannelsessteder, Diakonhøjskolen og Diakonissestiftelsen.

I første omgang søgte vi på grund af vores norske tilknytning om SU i afdelingen for SU til udenlandske uddannelser, men efter et halvt års behandlingstid fik vi den afgørelse, at eftersom vi havde adresse i Danmark, skulle vi søge i afdelingen, der behandler godkendelse af SU til private uddannelser i Danmark.

14 MÅNEDER, 2 UGER OG 3 DAGE efter at have sendt ansøgningen til denne afdeling fik vi igen afslag (den 25. februar 2015). Der var tre begrundelser.

Den ene var bemærkelsesværdig: Eftersom uddannelsen var akkrediteret og delvis administreret fra Norge, var den ikke rent dansk og derfor ikke SU-berettiget. To afdelinger i samme styrelse siger altså, at vi er henholdsvis for danske eller for norske til at få SU.

Den anden begrundelse var, at en ikke-ajourført hjemmeside på ansøgningstidspunktet, et lokalesammenfald og et ”betydeligt omfang af ledelses- og personalesammenfald” mellem DBI og FIUC-DK gjorde, at uddannelsen åbenbart stadig var for religiøs for SU-styrelsen.

Selvom vi opfylder SU-styrelsens otte krav om adskillelse mellem faglighed og religiøsitet, og selvom vores model indtil detaljer er identisk med den SU-berettigede 3K-uddannelse, er vi altså i SU-styrelsens øjne ikke faglige nok.

Også den tredje begrundelse kan i høj grad anfægtes, nemlig at der ifølge SU-styrelsen ikke er behov for, at de statslige uddannelser i teologi bliver suppleret med en privat uddannelse.

I 2009 påviste en omfattende undersøgelse i Kirkeministeriet, at hvis man beregnede behovet for teologer og præster de kommende 20 år, ville der med den forventede produktion af teologer fra de to statslige teologiske uddannelser kunne forventes en præstemangel på 500-600 præster fra 2015-2030 - og derudover en mangel på cirka 300 teologer i andre stillinger.

I lyset af SU-loven og hidtidig administrativ praksis kunne SU-styrelsen have valgt at sige ja til SU-godkendelse af FIUC-DK. Derved kunne FIUC-DK på en billig og enkel måde have givet sit bidrag til at løse det problem, at folkekirken de kommende to årtier vil opleve en markant præstemangel.

I et valgår kunne det jo være på sin plads at spørge uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R), om hun støtter sine to afdelinger i den træge og negative sagsbehandling.

Og ligeledes: Vil de politiske partier bag Folketingets Forskningsudvalg acceptere en sådan forskelsbehandling af ikke-statslige teologiske uddannelser?

Børge Haahr Andersen er rektor på Dansk Bibel-Institut og daglig leder af Fjellhaug International University College i Danmark