Prøv avisen

Sult i Etiopien er forstemmende hverdagskost

Tilbagevendende kriser Klimaforandringer og utilstrækkelig udviklingshjælp forværrer sultkrisen i Etiopien. Vi skal i langt højere grad sætte ind med forebyggende udviklingsarbejde, modernisering af landbruget, og så skal der investeres meget mere i udvikling

Etiopien er atter kommet i mediernes søgelys. Det er den velkendte sulthistorie, som spøger igen. 6,2 millioner mennesker sulter på grund af fejlslagen høst og generel fattigdom.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket, da jeg blev ringet op af forskellige danske medier på Folkekirkens Nødhjælps kontor i Etiopiens hovedstad. De ville alle rapportere om sultkrisen, som i mediemæssig sammenhæng falder sammen med 25-året for hungerkatastrofen i 1984-1985, hvor en million etiopiere sultede ihjel. Jeg blev overrasket, fordi det normalt ikke er nogen nyhed, at befolkningen sulter. Sådan er det hvert eneste år i Etiopien, som er den virkelige katastrofe set med mine øjne.

I januar måned udsender den etiopiske regering en appel til det internationale donorsamfund. I år lød antallet af mennesker, som ville få brug for akut nødhjælp i de første seks måneder af året, på 4,9 millioner. Siden er antallet steget støt, blandt andet fordi forårsregnen udeblev mange steder eller var under normal.

Og den lange sommerregn var forsinket og har ikke givet nok regn. Oven i antallet af mennesker, der har brug for nødhjælp, skal man lægge de over syv millioner etiopiere på landet, som ikke kan brødføde deres familie igennem hele året. De får hjælp igennem regeringens såkaldte sikkerhedsnet, hvor de udfører et stykke offentligt arbejde og får lønnen udbetalt i kontanter eller mad.

Det vil sige, at i løbet af et "almindeligt" år har langt over 10 millioner mennesker i Etiopien brug for hjælp for at kunne overleve! Selvom regnen generelt har været under normal i 2009 – er situationen i øjeblikket ikke ekstraordinær i forhold til de seneste år. Sult i Etiopien er "business as usual". Befolkningen lever konstant på kanten af livet. Fattigdommen bliver dybere og dybere og gør folk mere og mere sårbare over for chok, som de ikke selv er herre over.

I Etiopien har klimaforandringer længe været en realitet. Regnen er blevet mere uregelmæssig og følger ikke længere de velkendte regnmønstre. Regntiderne er blevet kortere, mere intense og begynder ofte alt for sent eller udebliver helt. Derudover er minimumstemperaturen i landet steget med cirka 0,37 grader celsius pr. tiår i perioden 1951-2006. I stedet for at blive ramt af tørke hvert 10. år bliver Etiopien nu ramt af tørke hvert andet eller hvert tredje år – og i nogle områder er det nu blevet hvert år.

Det forandrede klima rammer Etiopien særligt hårdt, fordi 85 procent af den 78 millioner store befolkning lever af primitive landbrug, som er afhængige af, at regnen falder, som den plejer. Der er potentielt 3,7 millioner hektar landbrugsjord, som kan drage nytte af kunstvanding, men kun fire procent bliver udnyttet på grund af manglende investeringer. Bønderne har svært ved at tilpasse sig det forandrede klima. De har ikke råd til at købe forbedret og tørkeresistent såsæd, som har en kortere modningstid. Kunstgødning er ligeledes dyr. Også hyrdefolk rammes hårdt af klimaforandringerne, eftersom deres dyr skal have konstant adgang til vand.

Der er mange årsager til, at situationen i Etiopien er så forstemmende. En af dem er, at den hjælp, som befolkningen får, langtfra er nok til, at de kan komme ovenpå igen og modstå endnu en fejlslagen høst. I et år har jeg fulgt en ganske almindelig bondefamilie i det etiopiske højland, som må kæmpe imod den daglige sult og klimaforandringerne. Den ni mand store familie Kassa lever af, hvad den kan dyrke på to udpinte jordlodder, som udgør en hektar. Familiens jordlodder er blevet mindre igennem årene på grund af forskellige regeringers jordreformer og omfordeling af jord i takt med landets eksplosive befolkningstilvækst på officielt 2,7 procent om året. I dag er der ikke mere jord at dele ud af i området, så familiens sønner er jordløse. Marken bliver pløjet ved hjælp af okser – og høsten foregår ved håndkraft.

Jeg mødte familien Kassa første gang i oktober 2008. Faderen var nedslået, fordi kraftig regn og hagl havde ødelagt hans bønne- og ærtehøst, og hveden på marken var stadig grøn, fordi den lange regntid var stoppet alt for tidligt. Familiens madkammer var næsten tomt, og fremtidsudsigterne så dystre ud. Året forinden rakte høstudbyttet kun til tre måneder.

Faderen har arbejdet i regeringens sikkerhedsnet, siden det begyndte i 2005. Den faste indtægt har hjulpet familien til at sende alle børnene i skole, og familien har også kunnet beholde få husdyr, som er ligesom at have penge i banken, når høsten slår fejl. Men støtten fra sikkerhedsnettet er ikke nok til, at familien Kassa kan bryde ud af fattigdommen. En fejlslagen høst vil skubbe familien over på nødhjælpslisten.

Den ældste søn drømmer om en apotekeruddannelse, så han kan tjene penge til sin familie, men uddannelsen er dyr, og hans eneste indtægt kommer fra at fede kyllinger op og sælge dem på markedet samt fra salg af eukalyptustræer.

Hvad er så løsningen på Etiopiens tilbagevendende sultkriser? Der er selvfølgelig meget, som den etiopiske regering kan gøre. God regeringsførelse og en liberalisering af markedet, så udenlandske investorer kan komme ind i landet og skabe arbejdspladser kunne gøre en stor forskel. Ejerskabet til jord spiller også en rolle. I dag ejer staten al jord, så bønderne er mere eller mindre stavnsbundne, da de ikke kan sælge jorden, som kunne give dem startkapital til at begynde et nyt liv. Befolkningstilvæksten er også en udfordring, som skal tackles.

Men der er også meget, som vi kan gøre for at hjælpe Etiopiens evigt sultende befolkning ud af fattigdommen. Vi skal i langt højere grad sætte ind med forebyggende udviklingsarbejde, så bønder og hyrdefolk får opbygget deres modstandskraft. Kunstvandingssystemer skal udvikles, landbruget skal moderniseres, og der skal skabes alternativer til at arbejde i landbruget. Og så skal der investeres meget mere i udvikling. Normalt kan den etiopiske regering kun skrabe 50-60 procent af den hjælp sammen, som den appellerer om. Det betyder, at mange ikke får den hjælp, de har behov for, og derfor bliver efterladt endnu mere sårbare til næste gang, regnen ikke falder, som den plejer.

Vores massive energiforbrug og forurening er også med til at få den etiopiske befolkning til at synke endnu længere ned i fattigdommen. Vi må stoppe med at bidrage til den globale opvarmning og hjælpe de hårdest ramte lande med at tilpasse sig de klimaforandringer, som allerede finder sted.

Hungerkatastrofen i 1984-1985 kan på ingen måder sammenlignes med situationen i Etiopien i dag. En million mennesker ville ikke få lov til at sulte ihjel. Det sørger sikkerhedsnettet blandt andet for og regeringens og internationale donorers alarmberedskab. Men problemet med sult i Etiopien er langtfra løst. Knap halvdelen af befolkningen er underernæret, og over 77 procent lever for under to US-dollar om dagen. Og sådan vil det fortsætte, hvis ikke der bliver sat ind på de nævnte områder. Historien om millioner af sultne vil ramme mediernes overskrifter igen næste år ved samme tid.

Malene Haakansson arbejder som advocacymedarbejder for Folkekirkens Nødhjælp i Etiopien og har netop udgivet bogen "Når regnen falder forkert – Etiopiens kamp mod klimaforandringerne"