Sundhedsprofessionelle bliver udbrændte af covid-19: Sådan forhindrer vi det

Pandemien har lagt pres på os alle, men i særlig grad de sundhedsprofessionelle, der skal behandle et stort antal mennesker smittede med covid-19 under svære vilkår. Vi er bekymret for, at sundhedspersoner bliver overbelastet som følge af covid-19-pandemien. Her er vores anbefalinger

Jeanette Bresson Ladegaard Knox, Bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Klinisk Etik og Raben Rosenberg, Formand i Dansk Selskab for Klinisk Etik, skriver her om risikoen for udbrændthed i personalegruppen og covid-19. De peger samtidig på  anbefalinger, der hurtigt kan effektueres.
Jeanette Bresson Ladegaard Knox, Bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Klinisk Etik og Raben Rosenberg, Formand i Dansk Selskab for Klinisk Etik, skriver her om risikoen for udbrændthed i personalegruppen og covid-19. De peger samtidig på anbefalinger, der hurtigt kan effektueres. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

En yngre læge, Mike Zangenberg, som er ansat på infektionsmedicinsk afdeling i Hvidovre, beretter den 5. marts til Ugeskrift for læger om de belastende forhold, covid-19-pandemien udsætter de sundhedsprofessionelle for. Han fortæller, at det sværeste som læge ikke er, når patienten dør. Det sværeste er, når lægen beslutter, at der ikke er mere at gøre. At det ikke giver mening at behandle, og patienten skal overgå til kærlig pleje. Det er lægen, der fortæller det til patienten: ”Du kommer til at dø af det her.” Og det er lægen, der må forklare de pårørende, at de i løbet af kort tid vil miste en mor, bedstefar eller ven. Selvfølgelig ved læger, at deres patienter indimellem dør, men det svære ved covid-19 er, at der er så mange, der dør.

Covid-19 er et opslidende bekendtskab. Det kan de fleste borgere skrive under på et år efter den første nedlukning af landet. Pandemien har lagt pres på os alle, men i særlig grad de sundhedsprofessionelle, der skal behandle et stort antal mennesker smittede med covid-19 under svære vilkår, herunder ved pandemiens begyndelse: ukendskab til sygdommens forløb, begrænset adgang af værnemidler og dermed forøget risiko for smitte for dem og deres familier.

Drivkraften bag sundhedsarbejde, uanset om det er udført af læger, sygeplejerskere, jordemødre, sosu-assistenter eller andre, er ønsket om at gøre godt. Det er at hjælpe og behandle de syge, at lindre smerte og udvise omsorg. Det er et smukt, gammelt princip fra lægevidenskabens fader Hippokrates, og det tegner den grundlæggende etik i det danske sundhedsvæsen. Mange vil sige, at vi i et sundhedssystem med gentagne besparelser har gjort det sværere netop at gøre godt. I en covid-tid er den udfordring blevet forstærket. Det skaber et særligt pres, som vi skal være bekymret for, og som vi bør gøre noget ved. Pandemien har således øget fokus på etiske problemer i et sundhedsvæsen med begrænsede ressourcer i forhold til behandlings- og plejeopgavers art og omfang.

I Dansk Selskab for Klinisk Etik er vi bekymret for en overbelastning af sundhedspersoner som følge af covid-19-pandemien. En sådan overbelastning har etiske konsekvenser for den enkelte, men kan også forringe patientomsorgen og påvirke behandlingskvaliteten.

Når sundhedspersoner over længere tid oplever at blive omplaceret til arbejdsopgaver, de ikke har erfaring med, når der varsles at ferien må suspenderes, når mængden af akut varslet overarbejde bliver for stor eller når syge ikke kan tilbydes det behandlingsforløb, deres tilstand kræver, overtrædes etiske grænser.

I den internationale litteratur har man længe talt om risikoen for moralsk skade, altså en tilstand, hvor man ikke længere kan mærke sit moralske kompas. Der er voksende bekymring for stigende grad af udbrændthed hos det sundhedsprofessionelle personale, hvis man gentagne gange har oplevet, at ens værdier er blevet bøjet til det uigenkendelige. Udbrændthed henviser til en tilstand af følelsesmæssig, mental og/eller fysisk udmattelse som følge af udfordrende arbejdssituationer over længere tid. Kendetegnede for udbrændthed er en stigende apati, ensomhed, kynisme og mistrivsel på jobbet.

Udbrændthed blandt sundhedsprofessionelle er et fænomen, som også før covid-19-pandemien har fået global opmærksomhed, blandt andet i USA og England, hvor der både er blevet forsket og skrevet meget om fænomenet. Nye internationale studier indikerer nu en tendens til, at den allerede accelererende udbrændthed blandt læger er forværret som følge af covid-19. Det skal vi forebygge forekomsten af i Danmark.

Som soldat vælger man ikke selv, hvilket land man udsendes til. Man pakker sine ting og sætter sig i et fly til Afghanistan, hvis man beordres til det. Læger og sygeplejersker har, siden pandemien startede, oplevet at blive ”udsendt” til afdelinger med specialer, man har sparsom eller ingen erfaring med. De ændrede vilkår for udførelsen af ens faglighed er en følge af det stærkt øgede antal mennesker smittede med covid-19.

Men med udsendelse til ”fremmede egne” mister vi kontrol, og en forringelse af kvaliteten af arbejdet kan følge med. Vi ved alle, hvad det gør ved os, når vi ikke føler, vi lever op til vores kvalitetsstandard. Det gør os frustrerede, stressede og giver en følelse af utilstrækkelighed og dårlig samvittighed.

Den sundhedsmæssige gerning, som dagligt udføres af læger, sygeplejerskere og jordmødre med flere, viser en grundlæggende humanistisk indstilling. Det er omend også stressende professioner med potentielt alvorlige konsekvenser, hvor beslutninger kan have stor betydning og potentielt alvorlige konsekvenser for menneskers liv. Den sundhedsprofessionelle agerer således til daglig i et kompliceret og til tider belastende etisk rum, ikke mindst under covid-19.

Moralske belastninger, moralsk skade og udbrændthed er stående udfordringer på landets hospitaler, lægepraksisser, plejehjem og hospicer. Især i denne tid.

Derfor har vi i Dansk Selskab for Klinisk Etiks bestyrelse her i 2021 valgt at sætte særligt fokus på risikoen for udbrændthed i personalegruppen og covid-19. I denne kronik vil vi imidlertid gerne pege på nogen anbefalinger, der allerede nu hurtigt kan effektueres.

For det første bør solidaritet blandt sundhedsprofessionelle støttes. Derfor er det vigtigt at modvirke, at belastningsreaktioner hos personalet på de ændrede arbejdsforhold opfattes som tegn på svaghed. Det er snarere en sund reaktion på en usund situation, som bør italesættes gennem samtale i et tillidsvækkende miljø, hvor man frit kan udtale sig, og hvor det er meget vigtigt, at man støtter hinanden.

For det andet bør der iværksættes et forebyggelsesarbejde, der kan tage fat om symptomer på udbrændthed under og efter covid-19. Det kunne være etableringen af en telefonhotline, som vi ser det med Livslinien, Psykiatrifondens eller Kræftens Bekæmpelses telefonrådgivning.

En sådan hotline kan oprettes lokalt, regionalt og/eller nationalt. Det kan ske ved at skabe strukturelle rammer, der understøtter sundhedsprofessionelles selvomsorg og giver hjernen det nødvendige hvil til eftertanken for at genoplade.

For det tredje bør sundhedsprofessionelle gøres opmærksom på, at de kan bruge deres lokale etiske komité til at forebygge en eskalering af bekymringer omkring etisk uforsvarlig adfærd eller etiske udfordringer. Det kan de gøre ved at bede om at få fremlagt en problematik eller case, der nager, således at den kan diskuteres igennem med komiteens medlemmer i fortrolighed og uden frygt for at blive bedømt.

Vedvarende frustration og bekymring, søvnløshed, angst, depression og posttraumatisk stress kan medføre sygefravær og orlov. Det kan også ske, at man ender med helt at skifte fag.

Det er nødvendigt at tage etikken alvorligt, for sundhedsarbejde er ikke alene et højteknologisk, evidensbaseret arbejde, men et dybt humanistisk arbejde. Her bliver det vigtigt at vide, hvornår personlige og/eller professionelle grænser er nået, og hvornår grundværdier bliver trådt under fode.

Det er svært præcis at forudsige, hvilke senfølger covid-19-pandemien får for landets sundhedsprofessionelle, men ingen kan være tjent med fyldte afdelinger og et udbrændt personale.

Det er ikke at udvise dem den tak, værdsættelse og respekt, som de fortjener. Det er ikke at efterleve den etik, vi ønsker i sundhedssystemet. Det er ikke at gøre godt.