Svaret er en kirkeforfatning. Hvad var egentlig spørgsmålet?

Et oplæg til en kirkelig forfatningslov, der ikke inddrager teologi i form af kirke-, menigheds- og embedsforståelse, og som ikke inddrager struktur, kompetencespørgsmål, økonomi og prioritering i folkekirken, må desværre siges at ramme forbi målet

Kirkeforfatning skal medtænke struktur og interaktion med borgerne, skriver dagens kronikør
Kirkeforfatning skal medtænke struktur og interaktion med borgerne, skriver dagens kronikør. Foto: Michael Bæk Simonsen.

SELSKAB FOR KIRKERET har nylig fremlagt overvejelser om en forfatningslov, således at Grundlovens paragraf 66, den såkaldte løfteparagraf, kan opfyldes og udmøntes.

Selskabets rapport er interessant at studere. Dens fremlæggelse faldt tilfældigt sammen med regeringsgrundlaget, som forudskikker nedsættelse af et udvalg, der skal se på folkekirkens styrelse. Her i regeringsgrundlaget tales der udtrykkeligt ikke om en forfatning, hvilket er værd at bemærke.

LÆS OGSÅ: Manu Sareens legitime overgreb er en gave til kirken

Efter at have gennemlæst og nærlæst selskabets rapport nogle gange, står det mig stadig mere uklart, hvilke spørgsmål fra de senere års omfattende debat om folkekirken og dens styre det i grunden er, selskabets forslag til en forfatningslov svarer på?

For mig at se er det kun ét. Det er spørgsmålet om, hvad der er folkekirkens indre anliggender. Forslaget er juridisk tænkt og mangler både teologiske, sociologiske og politiske overvejelser. Afgørende er dog, at det ikke svarer på eller indløser nogle af de krav, debatten og virkeligheden må stille til en forfatning eller bedre: en klarere og enklere styrelse af folkekirken.

Lad os se på nogle af de allervæsentligste spørgsmål og krav, der har været rejst i de senere års debat om folkekirkens styrelse. Som det første må nævnes det spørgsmålstegn, der er sat ved folkekirkens privilegerede stilling i relation til andre kirker og trossamfund.

Er det og i givet fald hvorfor stadig rimeligt og fornuftigt, at en kirke har særlige privilegier og rettigheder frem for andre? Er det rimeligt at have en relation mellem en kirke og staten, når staten i øvrigt er konfessionsløs? Hvorfor ikke ligestilling? Her drejer det sig ikke kun om paragraf 66, men også om paragraf 4 i Grundloven.

Heraf følger som det andet spørgsmål, der hænger meget nøje sammen med det første, at forholdet mellem folk og kirke i dag af mange årsager er anderledes end for eksempel i 1849 og i 1990. Tro og religion spiller en anden rolle i menneskers hverdag i dag.

TRO OG RELIGION er der mindst lige så meget af som tidligere. De ytrer sig blot anderledes og betyder noget andet i menneskers dagligdag nu end tidligere. Selvfølgelig har det indflydelse på folkekirken. For eksempel mærker folkekirken det ved en faldende medlemsprocent, en mindre og mindre tilslutning til højmessen, ved en interesse for spiritualitet eller åndelighed og ved et pres på den kirkelige økonomi.

Menighedsrådene har fået en række nye opgaver og beføjelser, der er meget vanskelige at håndtere. Kort sagt er der et stigende pres på de folkevalgte i menighedsråd og provstiudvalg. Presset ytrer sig i vanskeligheder med at skaffe kandidater nok til menighedsrådsvalgene de seneste to valg i 2004 og 2008. Valget i 2012 skaber allerede bekymring, for er der nogen, som vil stille op?

På det seneste er der eksempler på opløsning af solidariteten mellem sogne med et højt ligningsgrundlag og sogne med et ringere sådant inden for samme provsti. Tilsvarende er der sat meget kraftige spørgsmålstegn ved udligningsordningen mellem rige og fattige sogne, som sker inden for fællesfonden (landskirkeskatten).

Forholdet mellem større og større urbanisering og en delvis affolkning af nogle landområder er også et problem, der presser sig på for at blive løst. Er forholdet mellem tyndt befolkede områders repræsentation i folkekirkens organer rimeligt i forhold til en tilsvarende underrepræsentation i de tæt befolkede områder?

Det væsentligste spørgsmål, der både rejser et ydre og et indre pres, drejer sig om kristendommens betydning i samfundet. Enhver kirke må stille sig det spørgsmål, men vi har nok haft tendens til at tage et svar herpå for givet. Men det er det ikke. Som folkekirkens (manglende) organisation og styrelse er nu, er der ingen, som for alvor tager dette spørgsmål op. Når det strejfes, er det sporadisk og beror som så meget andet i folkekirken på enkelte solisters svar, og hvor dækkende er de? De helt afgørende debatter om tro ender i dag i en polarisering, fordi der ingen organer er til samtaler på tværs i folkekirken. Medlemmerne lades i stikken og overlades til sig selv.

Tydeligere viser det sig, at sognet ikke længere er en holdbar ramme for folkekirken. Vi har en kirke nedefra, og den går i stykker nedefra, fordi dens basis forsvinder i visse områder og kvæles i pålagte forvaltningsopgaver i andre områder. Folkekirkens inddeling i sogne går tilbage til middelalderen, hvorimod provstiernes omfang og antal senest er ændret i 2007. En mindre justering af stifterne foretoges også her, men ellers er der ikke sket en stiftsregulering siden Helsingør Stifts oprettelse i 1961.

DENNE INDDELING er ikke længere hensigtsmæssig. På alle andre områder i samfundet har man for længst taget højde for, at så små enheder ikke kan bære en moderne administration, som også folkekirken i stigende omfang skal. Lad os nænsomt tage hånd om det og skabe enheder, der kan håndtere de indholdsmæssige og administrative krav, som et moderne demokratisk samfund stiller til folkekirken og dens forvaltning.

Alt dette er der teologi i som tidligere nævnt. Selskabets oplæg tager ikke udgangspunkt i disse grunde, for oplægget er et koldt juridisk oplæg. Et oplæg til en forfatningslov, der ikke inddrager teologi i form af kirke-, menigheds- og embedsforståelse og som ikke inddrager struktur, kompetencespørgsmål, arbejdsopgaver, økonomi og prioritering på alle niveauer i folkekirken, må desværre siges at ramme forbi målet.

REGERINGSGRUNDLAGET synes at være mere klartskuende. Her tales der om et udvalg, som skal komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken med en klar ansvarsfordeling for økonomiske og indholdsmæssige forhold.

Det er præcis det sammenhængende og tidssvarende, der her bliver fremhævet sammen med en klar ansvarsfordeling både økonomisk og indholdsmæssigt. Her står ikke noget om, at vi skal have organer, der kan udtale sig om politiske emner. Men der står, at det skal præciseres, hvem der har ansvaret for indholdet: troen, læren, forkyndelsen, diakonien, dåbsoplæringen, arbejdsopgaverne og økonomien og så videre i folkekirken.

Ud over biskoppernes forvaltning af det gejstlige tilsyn ligger alle disse opgaver i dag i sognene, som ikke længere har kræfter til at løfte disse opgaver. Dertil kommer, at ingen sørger for, at opgaverne bliver prioriteret endsige drøftet på landsplan. Mange opgaver og muligheder tages ikke op eller tabes på gulvet.

Folkekirken er under et politisk og juridisk pres udefra. Indefra kommer et pres for at tilpasse sig til de tros-, samværs-, kommunikations- og praksisformer, der benyttes i kirkens omverden. Det er nødvendigt med et udvalgsarbejde, der bliver funderet i en grundig og omfattende teologisk refleksion og nutidig fortolkning af, hvad kirke, menighed, embede, menneske, menneskelige relationer, samlivsformer, tro, samfund, borgerinddragelse og så videre er i dag. Disse refleksioner skal pege fremad og ikke tilbage på det, der er passé.

Med det kommende udvalg er der i det mindste et håb om, at der vil blive set på alle disse forhold ud fra en helhedsbetragtning, der tager udgangspunkt i det samfund og den kulturelle og religiøse virkelighed, som folkekirken er en del af, men ikke længere altdominerende i. Derfor bør regeringen også nedsætte et udvalg, der skal se på, hvordan andre trossamfunds stilling i samfundet kan blive mere ligeværdig i forhold til folkekirkens.

Folkekirken har alt at vinde, hvis den kender sin besøgelsestid og svarer på det, der bliver spurgt om.

P.H. Bartholin er domprovst i Aarhus