Prøv avisen
Kronik

Sydslesvig rager den danske ungdom en vissen høstblomst

Unge danskere er ikke interesseret i det danske mindretal i Sydslesvig, mener dagens kronikør Mads Rykind-Eriksen. Skilt ved den dansk-tyske grænseovergang nær Padborg.

Den danske ungdom interesserer sig ikke for den sydslesvigske sag. Ændres dette faktum ikke, dør forholdet mellem Danmark og Sydslesvig, når næste generation tager over i Danmark, skriver forstander på Rødding Højskole

Årsmøderne i Sydslesvig har altid skulle manifestere, at der eksisterer et fællesskab mellem Danmark og det danske mindretal i Sydslesvig. Uanset hvor svært det til tider kan være at sætte præcise ord på, hvordan dette fællesskab skal defineres, er der noget, der hidtil har bundet os sammen.

Grundtvig brugte om dette ubestemmelige noget det dunkle ord folkeånd og brugte som billede asken Yggdrasil, det helligste af alt, der står midt i verden, og hvis krone breder sig ud over hele jorden som billede på mangfoldigheden.

I daglig tale bruger vi vendingen et åndeligt slægtskab. Uanset hvor forskellige vi føler os, danskere og sydslesvigere, så er der alligevel noget, der binder os sammen. En binding, der kommer til udtryk, når jeg møder en sydslesviger, som jeg ikke kender, men alligevel instinktivt føler et fællesskab med ligesom når jeg som københavner eller sønderjyde møder en vendelbo eller en bornholmer.

Træet ask Yggdrasil er billedet på denne folkeånd, der i det ubevidste knytter os sammen, at vi på trods af en umiddelbar følelse af at være forskellige symboliseret ved træets mægtige krone alligevel deler noget fælles: en fælles historie, et fælles sprog, fælles myter, måden vi tænker på, måden vi organiserer os på, måden vi anskuer tilværelsen på, normer, traditioner og værdier og så videre alt det, vi kalder kultur.

Og denne kultur eller folkeånd træets stamme har fået sin næring fra dets dybe rødder, der går langt ned i jorden, og hvoraf asken suger kraft. Men røddernes funktion er dobbeltsidig. For samtidig med, at det er herfra træet suger sin næring, er det også rødderne, der er med til at fastholde træet, så det ikke vælter, når vinden truer med at blæse det omkuld. Det er rødderne, der gør, at asken Yggdrasil kan vedblive at stå evig grøn.

Og hvorfor så bruge denne lille fortælling som indledning? Fordi den gamle nordiske myte indeholder et fantastisk billedsprog, som også udtrykker den eksistentielle virkelighed, der er i forholdet mellem danskere og sydslesvigere.

Et faktum er det, at Sydslesvig og det, som en ældre generation fortsat kan kalde den sydslesvigske sag, rager den danske ungdom en vissen høstblomst. Ændres dette faktum ikke, dør forholdet mellem Danmark og Sydslesvig, når næste generation tager over i Danmark.

Således er der ingen naturlov, der siger, at danskerne og sydslesvigerne vil blive med at have denne særlige følelse over for hinanden. Tværtimod er der intet til hinder for, at vi driver fra hinanden og til sidst intet fællesskab føler for hinanden.

Det, der er helt afgørende for at skabe følelsen af et vi, et fællesskab, er, at danskerne og sydslesvigerne omgås hinanden og dermed kender hinanden, og på den måde skaber folkelige bånd imellem hinanden.

Tidligere sket dette ved, at historien var tæt på i tid, at kravet om at få Sydslesvig tilbage efter Anden Verdenskrig var et folkeligt krav. Alle danskere, gamle som unge, kendte det slesvigske spørgsmål, udvekslingen gennem feriebørn-ordningen var omfattende, ligesom sydslesvigeres ophold på danske folkehøjskoler med videre var hyppige, og de personlige relationer på tværs af grænsen tættere. Grænseforeningen talte i titusindvis af medlemmer.

LÆS OGSÅ:Nyt dansk-tysk samarbejde om kulturarv

Over de sidste 20-30 år er dette billede ændret radikalt. Kendskabet til Sydslesvig i Danmark er for nedadgående både blandt almindelige mennesker og folketingspolitikere, og udvekslingen på tværs af grænsen er blevet mindre. Samtidig virker sydslesvigerne fra dansk side til at have isoleret sig i en enklavetænkning uden blik for vigtigheden af selv at skulle bidrage til at opretholde kontakten med Danmark. De tror, at båndene holder af sig selv, blot den danske stat giver sin årlige halve milliard kroner til mindretallets drift. Heri ligger en reel risiko, der bliver mere og mere tydelig.

De seneste års nye tiltag er glædelige: Duborg-Skolens elevambassadører gør et imponerende stykke arbejde nord for grænsen for at udbrede kendskabet til mindretallet. Udvekslingen af danske og sydslesvigske elever i folkeskolen og på efterskoler i Danmark er et andet initiativ ud over det arbejde, der gøres gennem de lokale grænseforeninger og SSF med flere.

Det, der imidlertid kendetegner mange af de nye tiltag, er, at initiativerne udgår fra Danmark, hovedsagligt fra Grænseforeningen. Den sydslesvigske indsats i Danmark er alt for lille. I Sydslesvig må man vågne op og erkende, at det årlige tilskud fra den danske stat på en halv milliard kroner ikke er nogen selvfølge, når næste generation tager over i Danmark. For som mine højskoleelever spørger: Hvad får vi for pengene?

Den nye Sydslesvig-lov fra 2010 har derfor afsat midler til øget oplysning om Syslesvig i Danmark. Men det er af flere sydslesvigere blevet modtaget med ramaskrig, fordi midlerne bliver taget fra den samlede Sydslesvig-bevilling. En forstokket gammelmandstænkning, der desværre har det med at præge de sydslesvigske organisationer, og som er med til at forstærke indtrykket af den enklavetænkning, der hersker i mindretallet, og som man må forstå er en direkte trussel mod egen eksistens.

For som Benny Engelbrecht (S), formand for Sydslesvigudvalget og repræsentant for den yngre generation, udtrykker det: man kan ikke længere tage Sydslesvig-bevillingen som en selvfølge. Mindretallet skal i større udstrækning selv være med til at begrunde, hvorfor man er berettiget til tilskud ligesom man skal det i det danske samfund i almindelighed. Mere direkte kan det ikke siges fra den bevilgende myndighed.

Der skal med andre ord helt andre boller på suppen. En massiv kulturudveksling og oplysningsindsats nord for grænsen om det danske mindretal er bydende nødvendig for at opretholde båndene imellem os. Det nytter ikke, at det kun er de samme mennesker og de sædvanlige delegationer, der holder forbindelsen ved lige, som når for eksempel danske politikere og repræsentanter for mindretallet mødes og høfligt hilser på hinanden over en god middag. Forbindelserne skal være langt bredere og have folkelig rod.

Bydende nødvendigt er det, at denne oplysning og kulturudveksling rettes mod ungdommen, da det er dem, der ved mindst, og dem, der har de færreste relationer over grænsen, men samtidig er dem, der om få år skal tage over. Her kan efter- og højskolerne i Danmark spille en vigtig rolle som oplagte mødesteder, hvor de unge omgås hinanden på en måde, som skaber fællesskab. Mindretallet bør derfor i langt større udstrækning økonomisk og på anden vis hjælpe de unge syd for grænsen på efterskole og højskole.

Hertil skal der etableres langt flere gensidige klasseudvekslinger, studiebesøg, praktikophold og personlige kontakter. Det danske mindretal kunne også påtage sig opgaven som brobygger mellem dansk og tysk erhvervsliv, hvor kulturforskelle og fordomme ofte står i vejen.

Listen er lang og målet klart: Det handler om at fastholde og udbygge fællesskabet og båndene imellem os. Det er i ordets egentlig forstand en folkelig opgave og en kæmpestor opgave, hvis ikke ask Yggdrasil i grænselandet skal vælte omkuld.

Det er alene et spørgsmål om vilje og prioriteringer og i sidste ende, om vi ønsker at styrke forbindelserne mellem Danmark og Sydslesvig. Lige nu er hverken viljen eller prioriteringerne kraftige nok.

Mads Rykind-Eriksen er forstander på Rødding Højskole