Prøv avisen

Sydslesvigs synodekirke kan lære folkekirken noget

KIRKEDAG I SLESVIG: De danske i Sydslesvig har i mere end et halvt århundrede demonstreret, at en synode ikke betyder dansk kirkelivs undergang, men er et organisationsinstrument, der kan fungere

Søndag 16. maj holdes der kirkedag i Slesvig. Det er der sikkert ikke mange herhjemme, der har registreret, heller ikke blandt kirkefolket. Det er både besynderligt og beklageligt. Der er nemlig tale om en synode, afholdt af en dansk evangelisk-luthersk kirke. »Synode« er jo et af de mest forkætrede ord i den rigsdanske kirkedebat. I bestemte kredse vil indførelsen af en synodeordning være noget nær det værste, der kan vederfares den danske folkekirke. Det kunne derfor måske være nyttigt at kaste et blik syd for grænsen.

I Sydslesvig findes der 24 præstestillinger til betjening af den del af befolkningen, der ønsker et dansk kirkeliv. Det drejer sig naturligvis primært om medlemmer af det danske mindretal. Går man til dansk gudstjeneste syd for grænsen, vil man ikke umiddelbart opleve den store forskel fra en folkekirkelig gudstjeneste herhjemme. Gudstjenesteordning og salmebøger er de samme, præsten er klædt i den kendte sorte præstekjole. Hun er også medlem af Den danske Præsteforening. Imidlertid er de danske menigheder i Sydslesvig ikke en del af folkekirken. Det siger jo sig selv: Folkekirken er defineret af den danske grundlov, og den gælder naturligvis ikke i Sydslesvig, der retligt set ligger i Tyskland.

De danske menigheder syd for grænsen er organiseret i Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS). Set fra en rigsdansk synsvinkel er der tale om et blandt mange områder i udlandet, hvor der findes danske menigheder og kirker. Indtil for nylig hørte DKS ind under Dansk Kirke i Udlandet. Denne organisation er nu slået sammen med de danske sømandskirker til det nye Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK). Denne organisation formidler den statslige bevilling, som DKS altovervejende bygger sit arbejde på. Det gejstlige tilsyn med de sydslesvigske præster udøves af en af de danske biskopper, for tiden Søren Lodberg Hvas. Han udøver imidlertid ikke denne funktion som biskop i folkekirken. Strengt taget kunne præsterne syd for grænsen vælge den biskop, der passer dem.

Set fra Sydslesvig er den lokale danske kirke nemlig en sammenslutning af danske menigheder. I det tyske system er den en privat forening: »Dänische Kirche in Südschleswig e.V.« (eingetragener Verein). Ifølge vedtægterne har DKS to afgørende organer. Det ene er Kirkerådet, der fungerer som bestyrelse og har både præster og lægfolk som medlemmer med overvægt af de sidste. Formand er altid den sydslesvigske provst. Det andet organ er Kirkedagen. Denne er »forbundets lovlige repræsentation og øverste myndighed« (paragraf 10). Kirkedagen er en forsamling af repræsentanter for de menigheder, der er medlemmer af DKS.

Et styrende organ for en kirke, bestående af repræsentanter for de enkelte menigheder, er, hvad man normalt forstår ved en synode. Når det sydslesvigske kirkeråd derfor holder sit årlige møde, er der tale om en synode for en dansk evangelisk-luthersk kirke. De danske i Sydslesvig har dermed i mere end et halvt århundrede - i al stilfærdighed - demonstreret, at en synode ikke betyder dansk kirkelivs undergang, men er et organisationsinstrument, der kan fungere.

Stilfærdigheden skyldes bl.a., at den faktiske synodeordning tilsløres af den officielle retorik. Både fra sydslesvigsk og hjemlig side giver man det udseende af, at DKU er en del af folkekirken. Således talte formanden for det nye DSUK, tidligere kirkeminister A.O. Andersen, i en artikel om »De bånd, der fastholder de danske menigheder i Sydslesvig som en del af den danske folkekirke« (Flensborg Avis den 29. januar 2004). Og når den nuværende minister, Tove Fergo, overbringer sin hilsen på Kirkedagen, vil hun formentlig bruge en tilsvarende folkekirke-retorik.

Men med denne officielle talemåde reducerer man Dansk Kirke i Sydslesvig til en ubetydelig blindtarm på det store folkekirkelige apparat. Man ser ikke, at kirken syd for grænsen er grundlæggende forskellig fra den hjemlige virkelighed. Når DKS gøres til folkekirkens forlængede arm, kan det ses som den kirkelige udgave af en Danmark til Ejderen-politik, der aldrig er blevet realiseret - og heller aldrig bliver det.

De historiske kendsgerninger er jo, at det, vi nu kalder Sydslesvig - den sydlige del af det tidligere hertugdømme - aldrig har været del af en dansk kirke. Efter reformationen fik hertugdømmerne Slesvig og Holsten deres egen kirkeordinans. Grundloven, der som sagt skabte begrebet »folkekirken«, har aldrig været gældende syd for den nuværende grænse. Da man forsøgte at udvide Grundlovens område til Ejderen, var resultatet nederlaget i 1864. Dermed blev hele Slesvig indlemmet i en tysk evangelisk-luthersk kirke. Ved genforeningen i 1920 blev Sønderjylland en del af folkekirkens område. Men Sydslesvig blev udenfor.

Nu skriver vi 2004. Enhver tanke om genforening af Sydslesvig med Danmark er absurd. Nu burde vi generelt lægge de ejderdanske briller fra os og se det slesvigske område som det, det er: et broget, men også uhyre spændende blandingsfelt af dansk og tysk. Sådan fremtrådte det allerede under reformationen, idet de nye kirkelige strømninger fra Wittenberg naturligt nok nåede Slesvig først. Sådan kunne det også fungere i dag. I stedet for at trække en folkekirkelig dyne ned over Sydslesvig burde man se de chancer, der ligger i, at vi her har en dansk kirke, der netop ikke er en del af den statslige forvaltning. Sydslesvig er del af en stat, der har været adskilt fra kirken siden slutningen af Første Verdenskrig. Mange af de danske præster i Sydslesvig har et udmærket samarbejde med deres kolleger fra denne kirke. Jeg gætter på, at dette samarbejde punkterer den selvgode tro på, at evangeliet kun kan forkyndes, som det sker i den danske folkekirke. Faktisk kan man inspireres af tyskernes måde at gøre tingene på. Denne inspiration burde de sydslesvigske præster give videre til deres kolleger nord for grænsen.

Hvis man kiggede fordomsløst på de kirkelige forhold i grænselandet, ville man også opdage, at der er tyske evangelisk-lutherske menigheder i Danmark. Fire af disse menigheder er slet ikke selvstændige menigheder, men tyske dele af danske folkekirkemenigheder. Det er tilfældet i de sønderjyske købstæder Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder. De tyske præster her er ansat i folkekirken ligesom deres danske kolleger, og de holder gudstjenester i de lokale kirker. Denne ordning ønskede det tyske kirkefolk efter genforeningen i 1920 også gennemført uden for købstæderne. Det blev imidlertid afvist fra dansk side. Resultatet blev, at der 1923 blev oprettet en »Nordschleswigsche Gemeinde«, der organisatorisk har status af en frimenighed. Den nordslesvigske menighed har nu et tæt samarbejdsforhold til den nordelbiske kirke. Det tyske mindretals kirke er således tvunget ind i to forskellige organisationsformer under den danske kirkelovgivning: Den ene del er helt integreret i folkekirken, den anden del har status af frimenighed. Den sidstnævnte ledes af et »konvent«, hvilket faktisk vil sige en synode. Så vi har ikke kun en dansk synodekirke i Sydslesvig; vi har også en tysk synodekirke i Danmark!

Jeg ville ønske, at mine sydslesvigske landsmænd og mine tysk-nordslesvigske trosfæller ville blive mere synlige og hørlige i den danske kirkedebat. De har for længe lagt bånd på sig selv af underdanighed over for det »store« Danmark. Sjovt nok virker Danmark og dets folkekirke tilsyneladende overvældende på begge slesvigske mindretal. De tyske nordslesvigere er henvist til at finde en plads i den danske kirkelovgivning. De finder sig i urimeligheder ligesom kirkesamfund uden for folkekirken - selv om de er evangelisk-lutherske kristne. Sydslesvigerne er økonomisk fuldstændig afhængige af danske statsmidler. Så længe det officielle Danmark - herunder Kirkedanmark - fremturer med den forløjede ét folk, én kirke-retorik, fornægter man sin synodeordning.

Man må håbe, at underdanigheden snart viger, så det kirkelige Danmark kan se den mangfoldighed af måder, en evangelisk-luthersk kirke kan indrette sig på.

Svend Andersen er professor, dr.theol. ved Aarhus Universitet og sydslesviger

Læs sognepræst Poul Joachim Stenders alternative bryllupstale til kronprins Frederik og Mary Donaldson i morgen