"Danske sygeplejersker må gerne bede for patienter".
Jeg blev næsten varm om hjertet, da jeg læste denne overskrift i Kristeligt Dagblad fredag den 13. februar. At der bliver taget vare på patienters åndelige ve og vel har været en hjertesag for mig i 25 år, hvor jeg har været ansat i Dansk Kristelig Sygeplejeforening, og er det også nu, hvor jeg arbejder som hospicesygeplejerske.
De senere år er der lavet flere undersøgelser om patienters religiøsitet. De har afsløret, at personalet har berøringsangst over for dette emne. 22 ud af 35 adspurgte sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter kunne ikke tænke sig eller var uafklarede med hensyn til at deltage i et religiøst ritual som for eksempel bøn eller bibellæsning med patienten.
På den baggrund falder påmindelsen i Kristeligt Dagblad om, at danske sygeplejersker gerne må bede for patienter, på et tørt sted. Artiklen tager udgangspunkt i, at en britisk sygeplejerske blev suspenderet fra sit job, fordi hun tilbød at bede for en patient. Kompetente danske sygeplejersker bliver i indlægget spurgt, hvordan de forholder sig til en sådan situation. Der bliver svaret, at der ikke findes nedskrevne regler for, om sygeplejersker må bede for patienter. At patienters integritet skal bevares. At det er kritisabelt, hvis sygeplejersken missionerer. Og at sygeplejersken kan hjælpe med at sætte ord på behovet, hvis patienten har svært ved selv at udtrykke det.
Så vidt så godt. Kun en enkelt sætning skurrer i mine øren: "Sygeplejersker må ikke uopfordret tilbyde bøn." Den har til gengæld affødt mange spørgsmål.
Hvad er udsagnet baseret på?
Som nævnt slås der i artiklen til lyd for, at der ikke findes nedskrevne regler for, om sygeplejersker må bede for patienterne. I mine øren lyder sætningen "Sygeplejersker må ikke uopfordret tilbyde bøn" som en regel. Hvis det ikke er en nedskreven regel, er det så en uskreven? Noget kunne tyde på, at det er en af de sejlivede af slagsen, idet det er over 20 år siden, uopfordrede tilbud blev anbefalet i åndelig omsorg.
Er det uskrevne regler, der skal danne basis for sygeplejen? Det ville være et tilbageskridt i dag, hvor evidensbaseret sygepleje har vundet indpas i vort fag. Det vil sige sygepleje, der er begrundet ud fra den bedst undersøgte viden på området. Er der undersøgelser, der viser, at det er bedre, når sygeplejersker tilbyder bøn på patientens opfordring, end når hun gør det uden?
Hvorfor særbehandling af det åndelige? På andre områder betragtes uopfordrede tilbud som en del af ansvarlig sygepleje. Et par eksempler:
Eksempel 1. Patienten blev indlagt på hospice i dag. Hun ligger musestille i sengen. Ansigtet er fortrukket. Jeg tolker, at hun har smerter, men hun beder ikke om smertestillende medicin. Jeg spørger, om hun har ondt. Hun svarer: "Ja, men det er ikke så slemt endnu." Jeg tilbyder (uopfordret) smertestillende her og nu, fordi jeg ved, at en nøgle i effektiv smertebehandling er at tage smerten i opløbet. Patienten har været vant til først at bede om smertestillende, når hun ikke kan udholde smerten længere. At tilbyde den, inden patienten beder om det, er et signal til, at det er legalt at bede om den tidligere og dermed et vigtigt led i, at smertebehandlingen lykkes.
Eksempel 2. Manden til en patient viser megen omsorg for sin døende hustru. Han drøfter ofte med personalet, hvad der vil kunne lindre hendes lidelse. Men han taler aldrig om, hvordan han selv har det med at skulle miste sin kone. Når jeg spørger ind til dette, svarer han: "Det er ikke væsentligt, hvordan jeg har det. Nu er det min kone, det drejer sig om." Jeg siger: "Du skal bare vide, at hvis du på et tidspunkt ønsker at snakke med en af os sygeplejersker, vores psykolog eller præst, vil vi gerne lytte til dig. Vi er her ikke kun for patienterne. Også for de pårørende." Jeg giver manden et uopfordret tilbud om at blive lyttet til, fordi min erfaring er, at et sådant tilbud kan være det, der skal til, for at en pårørende føler sig fri til at henvende sig til os.
Vi giver uopfordrede tilbud af forskellig art i vores arbejde som det naturligste af verden. Hvorfor bliver vi så forkrampede, når det handler om bøn for et menneske, som er i nød? Hvorfor skulle det være forbudt at give uopfordrede tilbud på det åndelige område?
Eksempel 3. En yngre patient har hele tiden håbet på, at han vil få det bedre, blive udskrevet og få en god tid hjemme, inden han skal dø. Men han får det dårligere. En aften udbryder han grædende: "Jeg vil ikke dø! Jeg har så meget at leve for." Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Er der bare. Tager hans hånd. Anerkender hans evne til at sætte ord på sin smerte. Patienten trykker min hånd og siger: "Tak fordi du ville lytte." Jeg svarer: "Det er desværre det eneste, jeg kan." Jeg kommer i tanker om, at det ikke er helt sandt og tilføjer: "Der er faktisk én ting mere, jeg kan gøre, hvis du ønsker det: bede for dig. Er det noget, du vil bryde dig om, eller vil det være for grænseoverskridende for dig?" Patienten har ikke givet udtryk for et ønske om bøn, men jeg tilbyder det alligevel. Er det forkert? Jeg gør det af flere grunde:
1) De færreste patienter tænker på, at bøn kan være en del af en sygeplejerskes arbejde. Derfor falder det dem ikke ind at spørge hende herom. Og derfor må vi selv signalere, om vi er parate til det. Det kan vi gøre ved uopfordret at tilbyde det.
2) At bede et andet menneske om bøn kræver mod og energi, fordi det er et privat og tabubelagt område. Patienten er i forvejen afkræftet. Ved uopfordret at tilbyde at bede for ham sparer jeg ham for at bruge energi på at spørge om det.
3) Selv hvis patienten har mod til at spørge, kan det indebære mange overvejelser: Hvem skal jeg spørge? Sætter jeg vedkommende i forlegenhed? Vil jeg blive afvist? Ved at jeg uopfordret giver tilbuddet, spares patienten for sådanne betænkeligheder.
Er det misforstået hensyn? Meningen er god nok. Forbuddet mod uopfordret at tilbyde patienten bøn har til hensigt at forebygge åndeligt overgreb på patienten. Men det bevirker også, at vi svigter den patient, der ikke har mod til selv at spørge.
Hvad siger patienterne selv? Mig bekendt findes der ingen undersøgelser, hvor patienter frabeder sig uopfordrede tilbud om bøn. Derimod er der nogle, der tyder på det modsatte. I en af dem udtrykker patienterne ønske om "uopfordret information om besøg af præst og andre religiøse tilbud". Baseret på den viden må sygeplejersker gerne uopfordret tilbyde patienter bøn.
I samme undersøgelse efterlyser patienterne individuelle tilbud frem for kollektive andagter, spørgsmål om, hvad de har behov for, og valgfrihed. Man kan måske sige, at vi ifølge patienterne ikke skal missionere, men gerne invitere.
Der er brug for flere undersøgelser af patienters ønsker på dette område. Der er brug for, at vi indretter vores praksis efter, hvad sådanne undersøgelser viser. Og der er brug for, at vi afliver den forældede, kategoriske, i bedste fald ubrugelige uskrevne regel om, at "sygeplejersker ikke uopfordret må tilbyde at bede for patienterne".
Grete Schärfe er tidligere sygeplejekonsulent i Dansk Kristelig Sygeplejeforening og har siden 1999 været sygeplejerske på Kamillianer-Gaardens Hospice i Aalborg