I Danmark er der en meget stor andel af små børn, der går i vuggestue eller dagpleje. Det gælder både etnisk danske børn og børn med en anden etnisk minoritetsbaggrund, hvor familien har rødder i for eksempel Tyrkiet, Pakistan, Iran, Syrien, Marokko, Nigeria, Somalia, Eritrea, Irak, Egypten og Palæstina.
Jeg er overbevist om, at personalet i vuggestuer og dagpleje tager godt imod børnene uanset deres baggrund og hudfarve. Men vi har fået et underretningssystem, som er gået helt i selvsving, og som sætter processer i gang, der bringer forældre i chok og børn i mistrivsel.
Jeg kender for eksempel til en familie med anden etnisk baggrund, hvor moderen blev ringet op af en medarbejder i kommunen, som gav hende ordre til øjeblikkeligt at tage på hospitalet med sin etårige søn og få denne undersøgt. Hvad moderen ikke vidste, var, at vuggestuen havde sendt en underretning til kommunen om blå pletter på drengens baller med mistanke om vold.
Ordren kom for moderen helt ud af det blå. Drengen trivedes fint i vuggestuen. Der var et godt samarbejde mellem vuggestue og forældre. Men her var ingen vej udenom. Moderen måtte tage på hospitalet, og faderen blev tilkaldt. Lægen var ikke i tvivl om, at det var en mongolplet, der ikke opstår ved pludselig skade, men er medfødt. Ikke desto mindre var lægen meget omhyggelig med at foretage undersøgelser: røntgen, blodprøver, urinprøve med videre, mens en sagsbehandler fra kommunen overvågede undersøgelserne. En prøve var at trykke meget hårdt på den blå plet for at se, om drengen reagerede med smerte. Det gjorde han ikke. Blå pletter efter slag er ømme, men det er mongolpletter ikke. Sagsbehandleren fra kommunen overværede alt dette og fik en grundig forklaring på, at intet tydede på vold.
Forældrene var i chok over at blive mistænkt for at mishandle deres barn. De mistede fuldstændig tilliden til vuggestuen, selvom samarbejdet havde været meget fint. De kunne ikke holde ud at skulle møde personalet, hvoraf en jo uden deres vidende havde sendt en underretning til kommunen. Derfor besluttede de at flytte drengen til en anden vuggestue med få dages varsel. Men chokket havde ikke fortaget sig, for kunne de nu stole på den nye vuggestue?
I sådan et begivenhedsforløb mister alle involverede noget: trivsel, respekt, selvværd, tillid og faglig stolthed. Især den lille søn, der skal gennem undersøgelser på hospitalet – en smertefuld blodprøve og levering af urinprøve på kommando, uden at forældre kan berolige, da de ikke selv forstår, hvad der foregår. Drengen skal skifte vuggestue – sige farvel til legekammerater og personale og lære nye at kende. Hyppige skift kan skabe mistrivsel hos et barn.
Forældrenes livssituation bliver også forringet. De føler sig mistænkeliggjort, uretfærdigt behandlet og mister tilliden til vuggestuen, og de skal bruge kræfter på at skabe en god indkøringsperiode i den nye vuggestue. Pædagogen, der har indberettet, kan få dårlig samvittighed over at have bragt søn og forældre i vanskeligheder og beskadiget relationen mellem vuggestue og forældre.
Sagsbehandleren, der tager med på hospitalet, må akut bruge flere timer på transport og hospitalsophold, hvilket må være både utilfredsstillende og demotiverende. Dyrebar tid spildes, som kunne være brugt på at hjælpe børn og familier, der virkelig har brug for det.
For personalet på hospitalet må det være til gene at skulle foretage undersøgelser, som man ved er overflødige, men som er nødvendige for at overbevise en sagsbehandler, der ikke kender til mongolpletter. Dyrebare ressourcer i sundhedssystemet går også til spilde.
Hvordan kan sådanne ulykkelige begivenheder udspille sig?
Den første forklaring handler om manglende viden. Pædagoger og kommunale sagsbehandlere er ikke sundhedspersonale og kan ikke forventes at vide særlig meget om pigmentering i huden.
På hospitalet var mongolpletter velkendte. I fagsproget hedder de dermale melanoser, og her ligger pigmentcellerne i de dybere lag af huden, fortrinsvis på baller og ryg. Det er et lidt misvisende navn, da de intet har at gøre med mongolisme.
Mongolpletter varierer i farver og er især brune og blå. Hvis man ikke kender til mongolpletter, kan de ligne blå mærker efter slag. Men forskellen er, at blå mærker forsvinder efter nogle dage. Det gør mongolpletter ikke.
Det er almindelig viden i lægevidenskaben, at mongolpletter varierer afhængig af geografi og hudfarve. I Asien og Afrika har 90-95 procent af alle nyfødte en eller flere mongolpletter, så det er bemærkelsesværdigt, hvis en nyfødt ikke har en mongolplet. Ud fra disse tal kan man frygte, at nævnte families oplevelser ikke er en enlig svale.
For etniske danskere er det lige omvendt. Det er bemærkelsesværdigt, hvis en nyfødt har en mongolplet, så der er god grund til, at pædagogisk personale ikke kender til dem.
Den anden forklaring er kulisserne for episoden. Kulisserne handler om et underretningssystem baseret på mange års lovgivning og praksisser i kommunerne. Ifølge dette har alle borgere i Danmark pligt til at sende en underretning til kommunen, hvis de har mistanke om vold, overgreb eller mistrivsel.
Professionelt personale, såsom pædagoger, lærere og sundhedspersonale, der arbejder med børn og unge, har en skærpet underretningspligt og kan blive straffet, hvis ikke de underretter om et barn i mistrivsel.
I 2018 blev strafferammen sat op til et års fængsel for ledere i daginstitution eller skole. Lovgivningen har ført til en voldsom stigning i antal underretninger, hvor fagprofessionelle underretter for at være på den sikre side, så de ikke risikerer straf. Lovgivningen har ført til en stigning i antallet af underretninger fra 97.288 i 2015 til 137.986 i 2019.
I 2015 viste 30 procent af underretningerne sig at være grundløse – ifølge Den Sociale Ankestyrelse. Siden har man ikke opgjort, hvad der sker med underretningerne. Men hvis andelen i 2019 er den samme som i 2015, er der tale om cirka 41.000 grundløse underretninger.
Pædagogen i den pågældende vuggestue gjorde det, underretningssystemet tilskynder til: Hun fik en mistanke om mishandling ved at opdage blå pletter på drengens baller.
Hun kunne have gjort noget andet, nemlig ventet, til moderen kom for at hente sin søn, og så sige: ”Har du lige to minutter? Der er noget, jeg vil spørge dig om. Din søn har blå pletter på ballerne. Hvordan er de opstået?”. Det ville give moderen lejlighed til at forklare, at de var medfødte, hvorved dialogen og samarbejdet kunne fortsætte.
Der var gode hensigter med den nuværende lovgivning og praksis på børneområdet: Underretningssystemet skulle føre til en tidligere opsporing af børn, der er udsat for vold, overgreb eller vanrøgt, men om det sker, er ikke dokumenteret.
Derimod står det efterhånden klart, at den voldsomme stigning i antal underretninger fører til tusindvis af grundløse underretninger med store skadevirkninger til følge.
De foreløbige udmeldinger fra regeringen om den kommende Barnets Lov tyder på, at dette underretningssystem ikke alene skal fortsætte, men skærpes. Dette er dybt bekymrende.
I Aktionsgruppen for Børns Velfærd ønsker vi et kursskifte for den kommende Barnets Lov og vil på mange måder bidrage til at kvalificere beslutningsgrundlaget for denne.