SØREN KIERKEGAARD KRITISERER så godt som alle samfundets institutioner, fordi de er det, han kalder mængde-kategorier. Det vil sige, de taler på alles vegne og er således upersonlige og nivellerende.
Dermed er de illusioner, ligesom for eksempel menneskeheden, idet der faktisk ikke findes andet end enkelte mennesker med en personlig holdning.
Det giver naturligvis vanskeligheder i kirkeinstitutionen, hvor alle ikke er enige om dogmatik, ritualer og ceremonier. Hvilket må siges at være uhyre aktuelt i dag for eksempel med hensyn til kvindelige præster, vielse af fraskilte og homoseksuelle par. Men dogmatik, ceremonier, ritualer og lignende er blot skabt af mennesker, pointerer Kierkegaard.
LÆS OGSÅ: Et menneskeligt drama om en uhyggelig Kierkegaard
Hvor ironisk at det så er mennesket selv der skaber sig alle vanskelighederne. Mens Gud derimod siger: kom kære menneske, kom, aldeles uden ceremonier men se mennesket producerer selv ceremonierne, og Gud bliver bragt på uendelig afstand fra mennesket. Han går endda så vidt, som til at sige, at: Gud er en hader af alle ceremonier.
Ceremonier og lignende er nemlig upersonlige, abstrakte gentagelser af, hvad andre i fortiden har bestemt skal være gældende, og de bliver således noget, som har været og er dermed ikke konkret nærværende som et personligt forhold. Derfor kan det ligefrem siges, at Gud hader dem.
Men traditionen kan være uhyre svær at omforme og se med den enkeltes nye, individuelle øjne: Ortodoksien er jeg så at sige vokset op i, men såsnart jeg selv begyndte at tænke, begyndte efterhånden den uhyre kolos at vakle. Men de enkelte dele er i de mange henrundne århundreder smeltede så tæt sammen, at det er vanskeligt at komme dem tillivs.
Desuden gælder det, at jo mere tro på Gud, desto mere ligegyldighed for al denne kæmpen for blotte former det er evangeliets indhold, som tæller.
I sin sidste intensiverede kritik af kirken opgraderedes retorikken yderligere, og mange forargedes, fordi de gejstlige blev anklaget for uredelighed og for eksempel kaldt kannibaler. De levede jo så at sige af Kristus; han var deres levebrød.
Ligeledes skjulte de deres egentlige jeg i lange klæder og optrådte med dramatiske prædikener i kunstnerisk udsmykkede kirker. Det er altsammen kun noget ydre, der ikke nødvendigvis behøver at afspejle den indre holdning:
Dramatisk kostymerede kunstnere i lange klæder træde frem i kunstbygninger ... Tag et brækmiddel, kom ud af denne halvhedstilstand... Ud skal du, ud på de 70.000 favne vand. Dét er situationen. Nu kan der blive spørgsmål om at få tro, eller at fortvivle. Og denne situation må tilvejebringes ved et eksistentielt skridt af individet... I dette rent personlige forhold mellem Gud som personlighed og den troende som personlighed i eksisteren, ligger begrebet tro.
LÆS OGSÅ: Er der behov for en kirke efter Kierkegaard?
Alle rent æstetiske virkemidler som eksempelvis udsmykninger, musik eller historiske dragter er kun udvendige former og ofte en tilsløring af, hvad der virkelig betyder noget: det enkelte individs personlige tro på og handling med kærligheden som forbillede, som den ideale personlighed.
Ydermere forholder det sig sådan, hævder Kierkegaard, at det, der siges af gejstlige, og navnlig biskopper, sjældent stemmer ret godt med deres eget faktiske liv. De prædiker for eksempel at man skal elske sin næste, og så holder de fine middagsselskaber med de velhavende, mens de fattige sulter udenfor og på den tid sultede de virkelig. Derfor kan Kierkegaard sige: Man har hittet på, at i åndens forhold skal det være så, at én forsikrer, at han har en tro mens hans liv udtrykker det modsatte.
Ud over kritikken for overfladiskhed og manglende forsøg på realisering af, hvad man selv prædiker, går Kierkegaards kritik også på, at teologerne gør kristendommen for let ved kun at prædike nåde og glæde, mens de overser, at den også er eksistentiel anstrengelse og fortvivlelse. Nemlig over ikke at kunne leve op til idealet, som kun Kristus kan. Det bør man i det mindste indrømme.
Kierkegaards teologi er overordentlig avanceret, og han tænker særdeles logisk. Det kommer simpelthen af, at det mest centrale ved kristendommen naturligvis er Kristus-skikkelsen, der betegnes som et paradoks, en logisk modsigelse; og man kan ikke tale om noget u-logisk, hvis man ikke har begreb om logik.
Dermed er paradokset Kristus et trosforhold og ikke et forstandsanliggende, idet forstanden jo vil protestere mod, at noget både skulle kunne være Gud og menneske, ånd og kød, når de er modsatte begreber. Tro, håb og kærlighed er ikke videnskabelige forhold, som kan vejes, måles eller på en eller anden måde gøres op eller bevises.
Derfor kan Gud kun være et trosanliggende, der er uden for forstandens område. Alligevel kan man godt vægte tro eksistentielt højere end forstand, men de er blot til hver deres brug, og troen kommer først ind i billedet, når forstanden ikke kan komme videre.
Forstanden kan kun beskæftige sig med, hvad der kan konstateres, bevises eller direkte kan udledes af det; men når den har gjort forarbejdet, må viljen til tro tage over, ellers går det galt: Tro håb kærlighed når forstandigheden træder i stedet herfor, da tager man skade på sjælen.
LÆS OGSÅ: Kirkegården viser den følsomme Kierkegaard
Det, Kierkegaard kalder en fordoblelse, er en tænken og en handling. At nøjes med at tænke flytter jo ikke noget. Hvis man ikke handler, tror man ganske enkelt ikke på sagen, og mennesker har en fri vilje til at handle i retning af det gode eller være ligeglade.
Åndsmennesket kan bære en fordoblelse i sig, han kan med sin forstand fastholde, at noget er mod forstanden og så dog ville det. Efterfølgelsen burde være det væsentligste, nemlig at stræbe mod at følge kærlighedens vej: efterfølge Kristus-skikkelsen.
Men en æstetisk sans er selvfølgelig ikke noget dårligt i sig selv; det er blot ikke det væsentlige, set i forhold til det etiske eller religiøse.
Sandheden om næstekærligheden er heller ikke særlig udbredt i samfundet i øvrigt, mener Kierkegaard. Derfor siger han: Om søndagen går alle i kirke (med undtagelse af kokkepigen, der aldrig har tid, fordi der om søndagen altid er middagsselskab hos konferensrådens).
En bidende og alligevel underfundig samfundskritik i meget få ord; en virkelig elegant udformning af, at alle i praksis ikke er så ligeværdige i forhold til det åndelige, som de burde være.
Birgit Bertung er mag.art. i filosofi og har i 25 år været medlem af Søren Kierkegaard Selskabets bestyrelse. Birgit Bertung har desuden skrevet en række bøger om Kierkegaards filosofi