”Moskva tror ikke på tårer”, lyder et velkendt russisk mundheld, men den russiske hovedstad har nu fået sin egen grædemur til minde om ”ofrene for politisk undertrykkelse”. Den hedder ”Sorgens Mur” (se billede i brødteksten), og blev indviet af præsident Vladimir Putin i sidste uge ved en ceremoni på Sakharov-Prospektet tæt på Moskvas centrum. Spørgsmålet er så, om Moskva tror mere på sorg end på tårer.
I sin tale sagde Putin, at ”det er vigtigt for os alle og de kommende generationer at kende og huske den tragiske periode i vores historie”. Det var en længere, alvorsfuld tale over temaet sorg, forsoning og erindring om de uskyldige ofre. Men det er en svær balance at holde, når man er oppe imod et helt århundredes løgne og historieforfalskning. Som et kosmisk sort hul har det opslugt ikke kun utalte millioner af menneskeliv, men fortrængt sandheden om, hvad der skete i landets blodigste århundrede, og hvem der stod bag blodsudgydelserne. Det er umuligt at tale om genoprettelse af sandheden og appellere til befolkningen om forståelse, tilgivelse og forsoning i en politisk kultur, der bliver ved med at fastholde den nedarvede løgn og falskhed i et land, der ikke vil være sig selv bekendt.
Afsløringen af monumentet fandt sted på den dag, der i over 25 år er blevet markeret som en national mærkedag til minde om ofrene for politisk undertrykkelse. Det var noget, præsident Boris Jeltsin fik indført i begyndelsen af 1990’erne efter Sovjetunionens sammenbrud. Med årene afløste den dag fejringen af revolutionsdagen den 7. november, der efterhånden gled helt ud som en national mærkedag. Og nu er den dag og Oktoberrevolutionen nærmest blevet unævnelige. Putin nævnte ikke datoen eller revolutionen med et eneste ord.
Han brugte mange andre stærke ord om, at man aldrig må strege den frygtelige fortid ud af den nationale erindring eller forsøge at retfærdiggøre de forbrydelser, der blev begået mod befolkningen. Men på intet tidspunkt talte han om det kommunistiske styre eller satte navn på de ledere, der stod for årtiers overgreb og terror mod landets befolkning. Lenin ligger stadig spærret inde i sit mausoleum, og Stalin ligger i sin grav lige ved siden af med deres dobbelte historiske eftermæle som revolutionens helte og eftertidens massemordere.
Putin og andre kan tale om forbrydelserne, men ikke om forbryderne eller det politiske system og den ideologi, der blev brugt til at retfærdiggøre udryddelsen af millioner af mennesker. Nu er budskabet og den politiske vejledning fra Kreml, at man skal sørge og mindes de uskyldige ofre, men ikke tale om, hvad der var årsagen til den sorg, eller hvem der stod bag. Fake er som altid på mode i den officielle, russiske historieskrivning, som staten har taget monopol på.
Allerede da Putin åbnede sin tale med ordene ”den tragiske periode i vores historie”, røbede han, at han var i færd med at omskrive historien. Han foretrak at anonymisere historien og gerningsmændene tale om en periode i stedet for, at sige, at det var det sovjetiske styre, der spredte terror og lidelse i landet og udløste sorgen i sit kølvand gennem det meste af det 20. århundrede. Først med Lenin som revolutionens fader og derefter Stalin som revolutionens blodige bøddel med titusindvis af underbødler, fordelt over det landsdækkende Gulag-system. Og mens Putin nærmest som en besværgelse blev ved med at gentage, at det var en national pligt at bekæmpe glemsel, trak han selv en gigantisk dyne af glemsel, benægtelse og løgn hen over landets historie ikke bare i det 20. århundrede, men helt op til vores egen tid. Fake over fake.
Det er Ruslands ulyksagelige lodgennem det meste af sin historie ikke at kunne se sig selv i øjnene. I stedet for at være sig selv har russiske ledere gennem generationer foretrukket at fremstille Rusland som noget, det ikke er. Derfor har man altid haft løgnen som den evige følgesvend og er blevet ved med at tilrette, omskrive og lappe på sin egen historie. Det bekræfter rigtigheden af et andet russisk mundheld, der med usvigelig selvironi siger, at vi lever i et land med en fortid, der er endnu mere uforudsigelig end vores fremtid. Det russiske folkevid har været en redningsplanke gennem alle tider, hvis man sørgede for at kigge sig over skulderen.
Fortidens uforudsigelighed spiller selvfølgelig ind ved markeringen af 100-årsdagen for Oktoberevolutionen, som i de senere år er blevet fortrængt og marginaliseret som en del af den officielle statsautoriserede historie. Hvordan skal man markere en dag og en historisk milepæl som Oktoberrevolutionen, når den er ved at blive til en unævnelig ikke-begivenhed, fordi historien ikke har kunnet følge med den forvandling, Rusland har gennemgået under Vladimir Putin?
100-års dagenn for Revolutionenbyder derfor på et gevaldigt dilemma for Putin og Kreml. Hvordan skal man markere for ikke at sige fejre en revolution, når revolutioner er noget af det værste, man ved? For Putin og den russiske magtelite var Oktoberrevolutionen den sidste revolution. Nu går man ind for ”aldrig mere revolution”. Man ønsker stabilitet, tryghed, lov og orden overalt på hjemmefronten. Og når Putin i sin tale maner til, at ”vi og vores efterkommere må blive ved med at huske undertrykkelsens tragedier og deres årsager”, så advarer han i den næste sætning mod at udnytte situationen til hævn og til at fremtvinge nye konfrontationer. Husk ofrene, men glem alt om nye revolutioner. Putin runder af med at citere Alexander Solsjenitsyns enke for at sige: ”At vide, at huske, at fordømme. Og først derefter at tilgive.” Putins og Kremls klare budskab er, at man skal bruge 100-årsdagen for Oktoberrevolutionen til forsoning. Der er ikke brug for mere konfrontation og splittelse, og man springer den selvransagelse og det retsopgør over, som ingen af de russiske ledere har påtaget sig endsige fuldført. Hånd i hånd med den russiske ortodokse kirke lægger Kreml igen en dyne af glemsel, fortrængning og løgn over alt det unævnelige og traumatiske fra det sovjetiske århundrede og skriver historien om, så den passer til tiden. Nu trækker man på Ruslands glorværdige tusindårige historie med sejre, erobringer og national stolthed, som det sig hør og bør for et ægte imperium. I løbet af en periode på cirka 25 år er Rusland gået fra at være verdenskommunismens katedral og revolutionens fortrop til at være konservatismens højborg med Putin, den tidligere kommunist, KGB-agent og KGB’s øverste chef, som verdenskonservatismens fremmeste figur. Det er en politisk og historisk saltomortale i den ekvilibristiske mesterklasse.
Markeringen af 100-årsdagen har Kreml overladt til museer, udstillinger og akademikere, der holder forelæsninger og arrangerer konferencer og symposier. Ruslands kommunistiske parti får lov til at tage sig af fejringen af dagen med demonstrationer, optog og folkefest, men kun som en bleg skygge af fortidens pompøse fejringer. Det er mere et nostalgisk frilandsmuseum end en politisk manifestation. Putins eget bidrag til højtidelighederne indskrænker sig til indvielsen af Sorgens Mur med formaning om tilgivelse og forsoning.
Når alt kommer til alt, er historiske jubilæer i virkeligheden ret uinteressante for ikke at sige ligegyldige. Det er historien og historieskrivningen, der er interessant ikke mindst i samspillet med nutiden. Hvad kan samtiden bruge historien til? Hvilken lære kan man uddrage? Russerne selv tøver ikke med at svare ved at trække på deres uudtømmelige folkevid: ”Vi fortrænger vores fortid, vi hader vores nutid, og vi frygter vores fremtid.”
Stik den, præsident Putin.