Tabt menneskelighed

Det synes, som om voldskulturen er ved at slå rødder i vort samfund. Vi er ved at blive forråede og ufølsomme over for noget, der er komplet uantageligt. Volden bryder ud med regelmæssige mellemrum, og hvis den fortsætter, vil det nye Sydafrika nok komme til syne, men der vil være meget få til at glæde sig over det, og de, der overlever, vil kun gøre det, fordi de er hårde - på basis af jungleloven: kun den stærkeste overlever - æd eller bliv ædt - djævelen tager den bagerste. Der er mange grunde, venner, til denne vold. I en overgangsperiode skyldes vold overgangens mangel på stabilitet, sådan som vi også har set det i Østeuropa. Sydafrika har aldrig haft en kultur med tolerance. Regeringen og dens tilhængere har brugt skændige metoder imod deres modstandere - lige fra bagvaskelse og offentlig udhængning, sådan som det sker i det sydafrikanske TV og radio og andre regeringsstøttede medier - til fysisk udslettelse af folk, som det bevisligt er sket gennem militærets dødspatruljer. Som følge deraf har folk lært, at de, som man er uenige med, er fjender, og at den eneste måde at behandle dem på er at likvidere dem. Noget af volden skyldes de socio-politiske og økonomiske afsavn. Sociologer kan berette, at når man tror, at ens liv vil ende i en blindgyde, vil frustrationen vokse og bryde ud i voldshandlinger. Det er også sandt, at vi høster de rædselsfulde følger af apartheid gennem migrant-arbejdersystemet og dets uhyggelige herberger, som kun er for mænd. Det måtte ende med en eksplosion, når man anbringer virile mænd i sådanne herberger tæt opad byer, hvor de andre mænd så lever et normalt liv sammen med deres familier. Og disse herbergsbeboere blev fremmedgjort fra bysamfundene. Det er sandt, at politiet og sikkerhedsstyrkerne i det store og hele har optrådt på en skændig måde, og fra alle sider er blevet beskyldt for mangel på professionalisme som en fredsbevarende styrke, der er helt fordomsfri, og sommetider er det nok sandt, at nogle af dem har søgt at opmuntre til vold. Det har hældt benzin på bålet. Men det er ikke hele sandheden. Megen vold skyldes politisk rivalisering. Politiske grupper i det sorte samfund kæmper for at vinde tilhængere, og åbenbart ved de eller deres tilhængere ikke, at grundprincippet i demokrati er, at folk må have frihed til selv at vælge, hvem de vil støtte. Noget er gået helt galt i det sorte samfund. Vi må til slut rette opmærksomheden mod os selv. Vi kan ikke blive ved med at give apartheid hele skylden, selvom den naturligvis er ansvarlig for en hel del ondt. Hvad er gået skævt, siden vi synes at have mistet vor ærefrygt for liv? Når børn kan danse rundt om et menneske, som lider den grusomme død ved at få et brændende bildæk trukket ned over hovedet. Der er noget, som er gået helt galt, når vore ledere ikke bliver hørt af deres tilhængere. Der er meget beundringsværdigt i vore politiske organisationer; men der er noget, som er galt. Nogle af dem, der tilhører disse organisationer, er komplet udisciplinerede. Vore organisationer må gå tilbage til græsrødderne og indføre disciplin fra de laveste grader og hele vejen op. Det forekommer mig, at vi i det sorte samfund har mistet vor sans for »ubuntu« - vor menneskelighed, omsorg, gæstfrihed og følelse af samhørighed. Vi er ved at miste vor selvrespekt. Det bliver synligt demonstreret ved den rædselsfulde mængde af henkastet affald i vore bysamfund. Vi lever selvfølgelig i elendighed og i slum. Men vi er ikke affald. Hvorfor giver vi så alligevel selv indtryk af, at det er det, vi er, ved at behandle vort allerede elendige miljø sådan? Der er nogle ting, jeg vil foreslå, at vi kan gøre. Først af alt at vi alle må hjælpe til at udvikle en tolerant kultur. Lad os praktisere mottoet: Jeg er uenig med, hvad du siger; men jeg vil til døden forsvare din ret til at sige det. Lad os enes om at være uenige. For det andet må vore politiske organisationer bringe deres hus i orden: pålægge deres medlemmer disciplin. For det tredje må myndighederne afvæbne alle grupper. Det er helt galt at tillade visse grupper åbenlyst at færdes svært bevæbnede. For det fjerde: lad politiet blive en sand professionel fredsbevarende styrke, som opretholder lov og orden uden frygt eller forskelsbehandling. For det femte opfordrer jeg alle politiske ledere til at ophøre med deres dræber-tale, til at standse deres krigeriske og stridbare udtalelser, som ansporer til vold uanset, hvad taleren må have til hensigt. Der findes allerede lovbestemmelser herom, og jeg opfordrer regeringen til at bruge dem. Regeringen bør slå ned på organisationer, som kommer med nedsættende, sårende og rascistiske udtalelser, og det må ske hurtigt og bestemt. For det sjette vil jeg foreslå, at byråd, lokale råd, kirker, organisationer og politiske grupperinger deltager i en kampagne sammen med befolkningen i byerne for at rense disse »town ships«. Måske vil vort folk så begynde at genvinde den selvrespekt og stolthed, som det er ved at miste. Endelig foreslår jeg, at vi alle ved middagstid standser op for at bede, ikke blot for vort eget land, men for hele Afrika. Der er en enkelt bøn, som mange af os bruger, og jeg vil foreslå den som en bøn, som bør læres af folk overalt. Den er ligefrem og forfatttet af Trevor Huddlestone: Gud velsigne Afrika/ Vogt hendes børn/ Vogt hendes regenter/ og giv hende fred. n ærkebiskop