Min mor har en elektrisk pære, som har ligget ubrugt i sin emballage i flere årtier. Når man er vant til, at elektriske pærer er til for at sprede lys, må man undres, når man piller pæren ud af papæsken, for denne pære er sort.
Overfladen er sværtet og lader kun en smule lys undslippe i bunden. Det er en mørklægningspære – en lyskilde, hvis væsentligste opgave var at begrænse lyset så meget som muligt.
For dem, der som jeg er født adskillige år efter Anden Verdenskrigs afslutning, er der noget absurd, men samtidig skræmmende ved den sorte pære, som i al sin uanseelighed udgør et stærkt symbol på, hvordan det var at leve i Danmark under den tyske besættelse.
Det var, både bogstaveligt og i overført betydning, de fem mørke år. Mørklægningsgardiner, slukkede lygter, spærretid, begrænsninger, kontrol, censur, rygter, bomber, drab. Alt dette blev en del af besættelsestidens livsvilkår.
Opremsning af dystre stikord giver selvfølgelig ikke et dækkende billede, for danskerne vænnede sig til forholdene og søgte efter bedste evne at leve et almindeligt liv.
En dagligdag på trods.
Senere tider har efterlyst heroisk modstand, opgør med lunkenhed og dansk wienerbrødsbekvemmelighed. Der er i historiske undersøgelser – ikke mindst i de senere år – fremdraget mange forhold, som danskerne ikke har grund til stolthed over. Men der bør være et langt skridt derfra og så til den nedladende holdning, som man af og til møder i den offentlige debat med antydning af, at danskerne nærmest burde skamme sig over at være sluppet så let gennem krigen.
Efterhånden har et stort flertal af den danske befolkning ligesom jeg ingen personlig erindring om krigen, og det er så let at sidde med sin facitliste 60 år senere og fortælle, hvordan andre burde have gjort. Det er banalt, men måske nødvendigt at fastslå, at danskerne dengang altså ikke kendte udfaldet af krigen: Ville Tyskland vinde? Ville krigshandlinger på et tidspunkt vælte ind over Danmark?
Håb og bekymring stod skulder ved skulder, og sådan var det også på det personlige plan. Utryghed var et grundlæggende vilkår for alle. Og alle var samtidig helt bevidste om, at Danmark ikke var et frit land, og at den enkelte var påtvunget bånd.
Frygten for ufred og visheden om ufrihed lå som en dyne over det mørklagte land.
Da den engelske radio kunne meddele den 4. maj om aftenen, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig, udløste det en glædesrus blandt langt de fleste danskere.
Og det er sigende, at det spontane symbol på fred og frihed blev lyset. Mørklægningsgardinerne blev flået ned, og lys blev tændt i vinduerne, så meget som muligt, levende lys i vindueskarmene, signaler om, at mørkets magt var brudt.
For mange af dem, der oplevede Befrielsen, har den 4. maj siden været anledning til at tænde levende lys og sætte dem i vindueskarmene.
Jeg husker lysene både fra mit barndomshjem og fra mine bedsteforældres, hvor næsten alt, hvad der kunne samles af stager, blev arrangeret i havestuens vinduer i et festligt lysorgie.
Men tiden er gået, og stadig færre er tilbage af dem, der oplevede 1945. Og lysene går ud.
Jeg kan kun tilbyde en meget lokal statistik, baseret på gåture gennem mit villakvarter i Brønshøj om aftenen den 4. maj, men min optælling viser, at der nogenlunde stabilt de senere år har været levende lys i vinduerne i cirka hvert 10. hus. Mange af lystænderne tilhører sikkert den ældste generation, men ikke alle.
På hustyper og indretningsstil kan jeg fornemme, at også yngre mennesker her og der holder liv i skikken – som jeg også selv gør det med min familie. De små lys er som varme hilsener gennem mørket fra hus til hus og menneske til menneske. Men hvis lysene skal tændes alene som minde om Befrielsen, vil deres dage være talte inden for en overskuelig fremtid. En sådan skik kan ikke overleve blot som udtryk for historisk veneration.
Når jeg tænder vores lys den 4. maj, ser jeg lysene som et mere generelt symbol. De lyser for fred og frihed. For det meste tager vi frihed og demokrati som en selvfølge her i Danmark, omend vi udmærket ved, at det langtfra er så selvfølgeligt mange andre steder i verden. Men lysene minder os om, at det heller ikke er en given ting hos os. Danskerne har prøvet en gang, hvor skrøbelige disse værdier kan være, hvis vi ikke værdsætter dem.
Lysene i vinduerne den 4. maj kan være vores besked til hinanden gennem forårsnatten om, at vi ikke er ligeglade, at vi lægger vægt på at værne om den frihed, vi har, og at vi ikke vil lade mørklæggere have held til at undertvinge den, hverken i det store eller små.
Hvad enten det gælder retten til at tale frit, tro, hvad vi vil, klæde os, som vi vil, eller for den sags skyld gifte os med, hvem vi vil.
Den tradition, der opstod spontant en majaften i 1945, fortjener at leve videre og minde os om, at intet er selvfølgeligt – og mindst af alt friheden. Så tænd et lys i dit vindue i morgen, og glæd dig ved de lys, andre lader skinne til dig. Mørklægningspæren kan passende forblive i sin æske.