Prøv avisen
Kronik

Tæt på Kundby-pigens liv: Når børn bliver farlige

Betjente fra Nordjyllands Politi bevogter Carolineskolen på Østerbro. Det var blandt andet her, at pigen fra Kundby ifølge sigtensen planlagde et angreb. Foto: JENS DRESLING/Ritzau foto

I dag er den nu 17-årig pige, Kundby-pigen, kendt skyldig i at planlægge terrorangreb mod to skoler. I dagens kronik fortæller en af hendes tidligere lærere om dengang, hun kom tæt på pigens liv og oplevede, hvordan pigen blev svigtet

Husker du pigen fra Kundby? Hun er 17 år og er nu kendt skyldig i terrorplaner mod to skoler. Angiveligt kom hun i kontakt med militante muslimer og blev radikaliseret på blot en måned.

Måske sad du som jeg og spekulerede på, hvordan det kan ske. Har militante muslimer virkelig en hypnotisørs magt til på afstand at reprogrammere hjernen på en dansk pige? Kan det passe? Skal vi frygte en ekstremistisk religiøs bølge blandt dagens unge? Militante terrortiltag? Hvad sker der?

Jeg sad og gjorde mig disse tanker, da en folkeskolelærer kontaktede mig. Hun viste sig at have været lærer for Kundby-pigen og haft hende tæt på sig – og forsøgt at hjælpe hende. Her er, hvad hun fortalte mig:

”Pigen fra Kundby var en helt almindelig pige i min klasse. Hun begyndte efter sommerferien i 8. klasse og virkede sød og stille, måske lidt mere stille end normalt, når man er ny pige i klassen. I løbet af den første uge fandt jeg ud af, at hun havde brug for hjælp. Jeg tager mit arbejde alvorligt og udviser ansvarlighed over for den udvidede underretningspligt, alle lærere har, når man formoder, at et barn har brug for særlig støtte.

Når man er lærer, kommer man tæt på børns liv. Nogle børns historier fylder mere end andre. I løbet af min arbejdsdag hører jeg om nye kaninunger og weekendbesøg i Lalandia, men der er også historier, der ikke egner sig til frikvarterssnakken.

Nogle historier er svære at dele, og børnene kommer ikke selv og beder om en lille snak i frikvarteret. Eller det gør de alligevel. På deres egen måde. De råber højt, taler grimt eller opfører sig dårligt for at blive hørt.

Og så er der de allertungeste historier, som børn slet ikke kan fortælle. De børn isolerer sig fra de andre, sulter sig, skærer i sig selv, har selvmordstanker og deler kun deres mørke tanker med fremmede på nettet. Fremmede, som kan give den tryghed og fortrolighed, som et ensomt barn savner.

Børn ved, at voksne har travlt, og de har ikke tillid til, at vi kan hjælpe. Kun snakke. Når dagen er slut, er de alene med deres tanker igen. Vennerne på nettet kan blive børns nærmeste og eneste fortrolige. De giver råd og vejledning om, hvordan man sulter sig, skærer i sig selv eller fremstiller bomber. Børnene finder små film på Youtube, som man kan undersøge, når man er alene på sit værelse.

Når jeg lægger mærke til, at et barn i min klasse pludselig ændrer adfærd, kommer for sent, pjækker, stirrer ud i luften og ligger hen over bordet, er det min pligt som lærer at reagere, for min reaktion kan være det første vigtige skridt på vejen til, at barnet trives bedre og ikke længere er alene med bekymringerne.

Jeg skal orientere forældrene, skolens ledelse og underrette kommunens sagsbehandlere, som derefter sørger for at indkalde til samarbejdsmøde. Når jeg har sendt mit brev, er det andre fagpersoner, der tager fat på at undersøge barnets og familiens historie, og jeg kan som lærer håbe, at ventetiden ikke bliver for lang.

Jeg har desværre oplevet, at ventetiden bliver meget, meget, meget lang. Mens vi venter på hjælp, skal barnet møde hver morgen i skolen alligevel, og vi skal finde ud af at få det til at fungere i klassen, så alle kan holde til situationen.

Tro mig, det påvirker andre børn at sidde ved siden af et barn, der er så træt, at hun er ved at falde ned af stolen. Jeg ved, barnet har selvmordstanker og slet ikke sover om natten. Det skriver jeg i underretningen til kommunen. I klassen fortæller jeg, at pigen har det svært for tiden, og at vi voksne sørger for, at hun får hjælp. Over for klassekammeraterne kan jeg ikke fortælle, at vi lader et barn med selvmordstanker vente!

En anden pige skærer sig selv, når hun ikke kan holde ud at være alene med sine tanker. Når jeg sender klassen ud til frikvarter, holder de andre piger øje med, om hun er længe på toilettet, og hvis hun ikke kommer ind til time, når klokken ringer, sætter jeg de andre i gang med at læse, mens jeg går ud og kalder. ”Skærer du dig lige nu?”. (Det er bedst bare at sige det ligeud). Hvis svaret er ja eller ingenting: ”Jeg kommer lige med en fugtig klud og et plaster, og så kommer du stille ind.”

Jeg kom ikke til at kende Kundby-pigens historie, for hun havde ikke brug for at dele den med mig, men hun havde brug for mit nærvær og for, at jeg ikke svigtede hende. Jeg kom tæt på pigens liv i en periode, hvor hun havde det meget svært, og mens jeg var hendes lærer, fulgte jeg med hende igennem en lang række møder med voksne fagpersoner, der snakkede fagsprog, indbyrdes og hen over hendes hoved, skrev referater og aftalte nye datoer.

Pigen sad for enden af bordet, gjorde sig lille som en skræmt kattekilling og ventede på besked om, hvad der skulle blive af hende. Hun stillede ingen spørgsmål, bad ikke om ordet og insisterede ikke på at blive hørt eller taget alvorligt.

Igennem et år fulgtes vi ad til nye møder, hvor vi hver gang talte om, at nu var der nok snart hul igennem, så hun kunne få det almindelige liv, hun drømte om.

Jeg holdt øje med hende på de sociale medier. En grøn prik ud for hendes navn betød, at hun stadig var i live. Familien flyttede, og jeg fik travlt med mine andre elever og deres historier.

Pigen fra Kundby sagde ikke ret meget, men hun sagde det tydeligt: ”Jeg vil gerne have et almindeligt liv.” Hun kunne være i gang med en ungdomsuddannelse nu, men hun er varetægtsfængslet og står muligvis over for en forvaringsdom. Jeg ved, at der var mennesker omkring hende, som gjorde vores pligt, skrev underretninger og gik til møder og skrev mange referater. Støtten, som hun havde krav på, nåede aldrig frem. Hvilken form for støtte får et varetægtsfængslet barn?

Jeg tænker ofte på historien om Kundby-pigen, for jeg har andre elever, som oplever lang, lang ventetid på hjælp. Hvor er menneskeligheden i et system, hvor børn bliver til sagsdokumenter og ender i varetægtsfængsling?

Kan andre skolebørn få samme tanke, at der er tryghed og støtte hos Islamisk Stat?

Kan vi sikre, at skolebørn, der har det så svært, kommer forrest i køen og får den hurtigste og bedste støtte? Så kan de tage fat på det almindelige liv, som Kundby-pigen drømte om.”

Således lærerens ord. Hun er i dag forpint og ulykkelig med en følelse af at have haft ansvar uden beføjelser. At skulle sørge for uden de rette værktøjer og myndighed. Hun sidder tilbage med en følelse af, at de voksne snakker og dokumenterer, uden at der reelt handles. Og hun er ikke alene med den følelse.

Jeg møder ofte ”metaltrætheden” hos frontpersonalet – altså lærerne og pædagogerne – som ser børnene hver dag, som bekymrer sig, og som føler, der ikke sker mere. Jeg er dog fortrøstningsfuld. Der bliver mere og mere fokus på børn, der mistrives. Også i kommunerne. Der mangler blot et par ting.

Lovgivningsmæssigt og organisatorisk skal der gives mulighed for at handle tværgående og hurtigt. Sagsbehandlingen må ikke tage så lang tid, som vi ser i dag. Frontpersonalets ord skal veje tungt – også når det kommer til anbefalinger. De kender jo børnene.

Og så skal vi som samfund kunne rumme de børn, der bliver farlige. Der er ikke forskel på den kede af det pige og den vrede pige. Men de mødes meget forskelligt. Der skal vi være professionelle nok til at kunne give samme omsorg og støtte.

Også for vores egen skyld. For rummer vi ikke de vrede børn, finder de andre fælleskaber – fælleskaber, der er formet i had mod os. Og som i sidste ende kan slå os ihjel. Inviterer vi ikke til børnefødselsdagen, kommer de udstødte børn alligevel – og det bliver grimt.

Lisbeth Zornig Andersen er cand.polit., stifter og leder af Huset Zornig og tidligere formand for Børnerådet