Prøv avisen
Kronik

Tæt på vores dødsangst vågner vi til livet

Når jeg nu i en alder af 41 år hverken har kunnet komme uden om en diskusprolaps eller en omgang akut hepatitis, så har det indtil videre været en mulighed for mig til at få skeletterne frem i skabet og tage mig selv og det, jeg bruger mit liv på, alvorligt, skriver dagens kronikør. Foto: Thomas Gunge

Sygdom kan være med til at trække ting frem, der alligevel ligger og ulmer i os. At komme ud af sin normale funktionsdygtighed i hverdagen kan være en hjælp til at mærke de følelser og indre tilstande, vi normalt helst vil undgå at komme i kontakt med

Forleden stødte jeg ind i et menneske, som kiggede på mig og ret hurtigt konstaterede: ”Du ser gammel ud.” Jeg smilte venligt, forsøgte at finde en grimasse, der kunne passe. Noget inden i mig kunne måske blive lidt ramt her og have lyst til at sige tilbage:

”Det er da klart, at jeg ser gammel ud i dine øjne. Jeg er ligesom også 34 år ældre end dig. Og måske har jeg som fraskilt med tre børn også lige lidt mere mellem hænderne end den iPad, du skal hjem og hygge dig med, når du har fri fra skole i dag.”

Det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg smilte i stedet venligt med ordet ”okay” – moden og rummelig, som jeg nu har en forestilling om, at jeg også kan være.

Ved nærmere refleksion over den syvårige drengs ord faldt min forfængelighed og stolthed en smule, og på en måde kunne jeg jo give ham ret.

I hvert fald har jeg dage, hvor jeg synes, alderen og det levede liv har sat spor i mit ansigt og på min krop. I en alder af 41 år har jeg nået både at være ramt af en smertefuld diskusprolaps i ryggen og en længere omgang leverbetændelse – og så er der lige det med overgangsalderen, der allerede nu er begyndt at banke på…

Det var da ikke lige det, jeg havde set komme, da jeg som 18-årig sad og forestillede mig, hvad der ventede mig fra livets gavebod. Men indimellem føles livet ikke kun som en gavebod. I hvert fald ikke i nuet.

Sygdom kan være med til at trække ting frem, der alligevel ligger og ulmer i vores system. Ved at blive lagt ned fysisk tvinges vi til at komme ud af vores normale funktionsdygtighed i hverdagen. Denne fysiske lammelse kan sådan set være en hjælp til at mærke, hvad der egentlig foregår indeni, og til for alvor at begynde at tage den dirrende angst, den ulmende vrede, den dybe sorg eller lignende alvorligt. Følelser eller svære indre tilstande, som vi normalt helst vil undgå at komme i kontakt med.

Et lægetjeki starten af 2016 endte med, at jeg blev indlagt akut på Medicinsk Afdeling på Svendborg Sygehus med voldsom kløe, gul i hud og øjne samt et immunforsvar, der var helt i knæ. Efter en uges tid på sygehuset – og efter utallige blodprøver, scanninger og til sidst en leverbiopsi – blev jeg sendt hjem. Stadig med meget forhøjede levertal, men med en formodning fra lægerne om, at tallene ville falde med tiden. I næsten et helt år herefter gik jeg til løbende blodprøvekontrol, og langsomt begyndte mine tal at nå tilbage til normalområdet.

Lægerne fik ret. Mine levertal faldt. Det gjorde min dødsangst til gengæld ikke. Den voksede frem i fuldt flor, til trods for at diverse læger forsikrede mig om, at min krop var på rette vej.

Angst er en af de stærkeste følelser, vi har. Den styres i det center i vores nervesystem, der ligger uden for vores viljes kontrol. Man kan derfor af gode grunde ikke bare sige ”Angst, læg dig!” og således kontrollere, hvor meget følelsen raser indeni.

Med andre ord kan man ikke gøre for, at man har angst, eller at man får en depression, som mange i dag også har tæt inde på livet. Den tanke – at jeg simpelthen ikke kunne gøre for, at jeg havde angst – var en hjælp for mig, da jeg i tiden efter leverbetændelsen prøvede at finde mine ben her på jorden igen.

Der kan netop være meget skyld og skam forbundet med at blive ramt af angst og være i et konstant indre alarmberedskab – så meget ude af sig selv hele tiden. Skammen kan sågar føles så stor, at man til tider kan føle sig helt uværdig til livet. Man kan få lyst til at krybe tilbage til sit musehul, lægge sig i fosterstilling og bare hviske: ”Undskyld, at jeg er til med alt mit lort og alle mine helt igennem grimme og uelskelige sider.”

At nå så langt ud i sine tanker – så langt væk fra en indre følelse af kærlighed og selvomsorg – er jo på mange måder helt forfærdeligt for psyken. Men nogle gange når vi altså helt derud, før vi måske indser, at vi er nødt til at gå en anden vej. Hvis vi for alvor får foden ind under de stærke kræfter, der regerer i os, kan det til gengæld skabe en uendelig stor forandring i os. Pludselig kan det indre klima, vi måske har været i det meste af vores liv, forvandle sig til et meget varmere og blødere sted at være. Pludselig får livet en helt anden betydning og volumen.

Når angsten slipper, så slipper vi håndbremsen og giver vores energi og kraft lov til at folde sig ud. Det er godt for os selv, og det er godt for verden omkring os at mærke. Angsten forsøger at overbevise dig om, at livet er farligt, og at du skal dø. Men angst er ikke farlig. Det er bare angst, og det går over.

Ikke lige den tanke jeg havde, da jeg fik foretaget en leverbiopsi ved fuld bevidsthed. Synet af en 30-50 centimeter lang, tynd nål, der blev stukket ned i min lever for at hente væv med op til nærmere undersøgelse… Fy for den.

Og alligevel, så var der måske noget i mig, der fandt ro i situationen. Jeg satte min lid til lægen, der skulle foretage biopsien, og trøstede mig med sygeplejerskens ord ved siden af. Hun anede godt panikken i mine øjne inden og forsikrede mig om, at lægen virkelig havde lavet dette indgreb så mange gange før.

”Ja, ja, men hvad nu hvis han lige denne gang havde en virkelig dårlig dag og stak forkert,” tænkte jeg. Eller hvad hvis jeg kom til at bevæge mig, så han ramte mit hjerte i stedet. Så ville jeg dø én gang for alle. Det var så det. Slut med det liv.

Da lægen stak nålen ned, lå jeg musestille og forsøgte at hvile i min vejrtrækning. Jeg og min – på det tidspunkt noget lille og afkræftede – krop var stærk, og jeg kunne godt klare det her. Den følelse havde jeg, da lægen førte nålen langsomt ned. Jeg fik samtidig kontakt med følelsen af så meget liv og kærlighed, der brusede løs – både i og uden for mig selv. Et kraftfuldt og overvældende brus at mærke midt i al usikkerheden omkring min fysiske tilstand. Men dette brus føltes på en måde lige så virkelig som den angst og frygt, der også rasede af sted indeni.

Vi er nødt til at mærke tillid og omsorg i det ydre, hvis vi overhovedet skal turde få munden på gled omkring vores indre dæmoner. Det har helende effekt i sig selv at mærke denne støtte udefra – om det så er fra partneren, barndomsvennen, bror eller søster eller fra en samtaleterapeut.

Når nu jeg i en alder af 41 år hverken har kunnet komme uden om en diskusprolaps eller en omgang akut hepatitis, så har det indtil videre været en mulighed for mig til at få skeletterne frem i skabet og tage mig selv og det, jeg bruger mit liv på, alvorligt.

Jeg ved – både ud fra egen proces og ud fra min klientpraksis – at ting tager tid og ikke forvandler sig over en nat. Måske har vi dage, hvor vi føler meningsløshed, hvor vi ser gamle ud, og hvor vi ikke kan mærke en skid guld – hverken i eller uden for os selv. Sådan er det. Men guldet forsvinder ikke, fordi vi ikke kan mærke det.

Vi må bare fortsat forsøge at arbejde med vores vanskeligheder og udfordringer, være kærlige og tålmodige i forhold til vores proces og vores gode bestræbelser på at finde vej og frihed indeni. Dette vil langsomt åbne for en større kontakt med vores dybereliggende kvaliteter og ressourcer – og er vi først i kontakt med dem, begynder der for alvor at ske en forvandling indeni.

Fra det sted er det svært samtidig at give plads til emotionelle tilstande af tomhed, håbløshed eller angst. Fra det sted kan vi begynde at folde vores vinger ud i verden, slippe håndbremsen og mærke tillid og kærlighed til livet og til os selv, mens vi er her.

Majken Kristine Gunge er psykoterapeut og cand.mag. i dansk og musik