I denne måned er det to år siden, at FNs handicapkonvention trådte i kraft i Danmark en konvention, der ikke blot moralsk, men retligt forpligter landet til at sikre de grundlæggende menneskerettigheder for mennesker med handicap.
Men det går skidt med at overholde konventionen i kommunerne, der skal omsætte den i praksis. Faktisk så skidt, at behovet for konventionen er større i dag end på tiltrædelsestidspunktet! Og regeringen, der har ansvaret for konventionens implementering? Den ser stiltiende til.
I løbet af de to år, FNs handicapkonvention på papiret har været i anvendelse i Danmark, har lovløsheden bredt sig i kommunerne. Med hjemmel i egne lokale beslutninger om, hvad de har råd eller vilje til at bruge på en borger med handicap, baserer mange kommuner ikke længere deres afgørelse på en socialfaglig vurdering af den enkelte borgers behov, sådan som lovgivningen kræver.Sådan er det altså her er første og sidste ord i stadig flere sager, hvor en borger med handicap søger kommunen om hjælp til et behov, vedkommende ikke selv kan varetage.
I kølvandet på den globale krise og regeringens direktiv om nulvækst i kommunerne har kommunerne rettet sparekniven mod det specialiserede socialområde især, det vil sige voksne handicappede og børn og unge med særlige behov. For at skabe folkelig opbakning hertil har kommunale toppolitikere omtalt handicappede borgere som gøgeunger og i samme manøvre omregnet de kommunale udgifter på handicapområdet til vuggestuepladser, lærerstillinger med videre, der ville kunne komme normalbefolkningen til gode. I ramme alvor har borgmestre plæderet for stordriftsfordele i form af tvungen internering og medicinering af mennesker med særligt pasningskrævende handicap.
Knap var handicapkonventionen blevet ratificeret af Folketinget, før startskuddet lød på den groveste og mest generaliserende debat i mine 35 år som socialrådgiver. Flere af Scleroseforeningens medlemmer blev antastet af raske medborgere på gaden og bebrejdet deres behov for samfundsmæssig støtte.
FNs handicapforståelse bygger på en definition af handicap, der dels betegner et individs tab eller begrænsning af egne muligheder for at deltage i samfundslivet på lige vilkår med andre, dels beskriver forholdet mellem et individ med funktionsnedsættelser og dets omgivelser. FNs handicapkonvention bygger således på en forståelse, hvor det at have et handicap ikke længere er den enkeltes problem eller skæbne. I stedet er det fællesskabets ansvar og opgave at kompensere for et individs funktionsnedsættelse og give det lige muligheder og de samme rettigheder som alle andre.
Det er den forståelse, Danmark nu i to år har bakket op om på papiret. Men papir og paroler er denne gang ikke nok. Konventionen er retligt bindende, og Danmark skal i løbet af denne måned oversende en rapport til FNs internationale overvågningskomité, hvori der detaljeret skal redegøres for implementeringen af konventionens artikler. Mon vi for eksempel vil få held til at overbevise komiteen om, at en begrænsning af klageadgangen til de sociale nævn og Ankestyrelsen er i overensstemmelse med en effektiv adgang til retssystemet og lighed for loven? Næppe.
Kommunerne var endog meget ivrige efter at overtage det specialiserede socialområde fra amterne i 2007. Med området fulgte jo også et statsligt bloktilskud, som den enkelte kommune kan bruge, som den vil anlægge veje eller bygge rådhus for for så vidt den overholder lovgivningen på det nye ansvarsområde.
Overdragelsen af ansvaret for det specialiserede socialområde fra 14 amter til 98 kommuner i 2007 kom uvægerligt til at betyde, at højt specialiseret faglig indsigt og erfaring gik tabt. En analyse af kommunernes økonomiske styring af handicapområdet fra Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut i 2010 viser da også, at kommunerne fortsat har store problemer med at opstille et realistisk grundlag for deres budgetter på handicapområdet med et manglende styringsgrundlag og senere budgetoverskridelser til følge.
For så vidt kommunerne i dag må antages at have haft tid til at få etableret et fagligt acceptabelt niveau, er opgaven i dag steget dem til hovedet i en grad, hvor de er begyndt at følge egne lokale love i stedet for dem, Folketinget har vedtaget. Kommunerne skal udarbejde en generel kvalitetsstandard for praktisk og personlig hjælp, men den må ikke stå i vejen for en individuel, konkret vurdering. Det er således lovstridigt, hvis kvalitetsstandarden bliver skrevet på en måde, så den sætter skøn under regel. Alligevel er det i dag mere reglen end undtagelsen.
Dansk Socialrådgiverforenings undersøgelse fra marts af forholdet mellem økonomi og faglighed på handicapområdet viser, at 8 ud af 10 socialrådgivere oplever, at økonomiske hensyn spiller en større rolle end socialfaglige vurderinger i deres arbejde.
Stadig flere med handicap oplever at måtte klage for at få den hjælp, de har brug for. Antallet af klager over kommunale afgørelser er således steget voldsomt fra 2007 til 2010. Antallet af sager i de sociale nævn på det sociale område er steget med 75 procent fra cirka 5600 sager i 2007 til næsten 10.000 sager i 2010. Antallet af sager, der bliver påklaget til Ankestyrelsen på det sociale område, er steget med 93 procent fra cirka 600 klager i 2007 til 1100 sager i 2010.
Scleroseforeningen oplever samme øgede pres på sin socialrådgivning. 3700 henvendte sig i 2010 for at få hjælp. Flere og flere sager må ankes med vores hjælp. I 71 procent af ankesagerne fik vores medlemmer medhold i deres klage.
Men hvordan ser kommunerne selv, at dette beskæmmende høje antal klagesager kan nedbringes? Det gør de ved hokus pokus at trylle klagerne bort! Seneste udspil fra Kommunernes Landsforening er således at begrænse borgernes klageadgang til det uvildige sociale nævn, der endnu tjener som garant for deres retssikkerhed! Nogle kommuner anerkender ikke engang, at en eventuel begrænsning af klageadgangen først skal vedtages ved lov. Scleroseforeningen har således kendskab til kommuner, der på trods af påtale bevidst undlader at oplyse borgerne om deres ret til at klage over kommunens afgørelse.
Ironisk nok kan standardløsninger og overfladisk sagsbehandling betyde, at det bliver dyrt at spare. Eksemplerne er få, men viser, at inddrager man borgerne i deres sagsbehandling, vover man at spørge til den enkeltes oplevelse af sit behov, vil man kunne finde frem til løsninger, der ikke er dyrere samlet set. I tilgift får man borgere, der føler sig anerkendte og ikke sårede og krænkede på deres værdighed, som det ofte er tilfældet i dag. Og det er måske det allervæsentligste. At blive mødt og anerkendt som et ligeværdigt menneske, der også har ret til et alderssvarende liv.
De opløftende eksempler på god sagsbehandling er dog i antal så få, at vi i dag må konstatere, at det står skærende klart, at handicapområdet er en opgave, der ikke kan overlades til kommunes skiftende budgetter og manglende respekt for den gældende lovgivning.
Derfor denne opfordring til landets centrale politikere: Tag opgaven fra kommunerne, læg den i regionerne eller nationalt og genetablér retssikkerheden for en af samfundets mest udsatte grupper, uanset hvor i landet man bor.
Mennesker med handicap er med tidligere landsdommer Kallehauges ord et født mindretal. De kan ikke stemme sig til rettigheder og er prisgivet flertallets beskyttelse, forståelse, ja, solidaritet, hvis det stadig giver mening at tage det ord i sin mund i 2011.
Bente Juul Röttig er ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen