Tak til biskop emeritus Karsten Nissen for sin kronik i Kristeligt Dagblad af 24. juli. På en meget respektfuld måde kommenterer han min klumme fra den 14. juli, og han stiller nogle spørgsmål, som både vidner om et ærligt og sundt ønske om at opnå større enhed blandt kristne og samtidig blotlægger, hvor nogle af de klassiske misforståelser opstår. Jeg er ham derfor meget taknemmelig for at lægge op til en frugtbar dialog og forholder mig derfor gerne til hans tre spørgsmål.
Et vigtigt anliggende i min klumme var at påpege, at fælles nadver ikke er det bedste parameter at måle det økumeniske sindelag på. For mig at se handler økumeni om at vise hinanden agtelse, nærme sig hinanden og være fælles om alt det, vi kan. Men samtidig må sand økumeni også indebære, at man respekterer forskellene og ikke ønsker at gennemtrumfe tiltag, som den anden part ikke går ind for. Dette har jeg desværre set mangle, og det var det, jeg påpegede.
Når det er sagt, må andre kristne selvfølgelig spørge ind til katolsk nadver, og det gør Karsten Nissen med respekt og også med god grund. For jeg forstår godt hans bekymring, hvis jeg har givet anledning til at tro, at vi som katolikker ikke har noget ønske om fælles nadver. Det ville jo stride imod Jesu ønske om, at vi alle må være ét. Ligesom min klumme ikke var en udtømmende forklaring på katolsk nadversyn, kan denne kronik også knap give ordentlige svar på Karsten Nissens spørgsmål. Her følger derfor nogle korte svar, men Karsten Nissen og jeg forsøger at arrangere et åbent møde, hvor debatten vil kunne uddybes. Nedenfor har jeg anført Karsten Nissens spørgsmål i kursiv og mine svar derefter:
1. Blandt de katolske argumenter for, at nadveren kun er for katolikker, hører jeg ofte, at ”nadveren ikke skal være et skridt på vejen til enhed, men derimod enhedens mål”. Derfor vil jeg spørge, om nadverfællesskab mellem katolikker og lutheranere først kan blive virkelighed den dag, vi lutheranere anerkender pavens læreautoritet og tilslutter os det katolske syn på kirken, nadveren og præsteembedet?
Det korte svar er ”ja, vi kan ikke have nadverfællesskab, før vi tror det samme – især om nadveren”. Set udefra virker den katolske holdning stejl og ukærlig, for når nu både katolikker og protestanter fejrer nadver, hvorfor så ikke gøre det sammen? Men præmissen er forkert, for vi fejrer ikke det samme. Der er forskel på nadver og kommunion, ligesom der er forskel på soccer og football.
Selv med de bedste intentioner om en hyggelig sportslig stund mellem mit fodboldhold og et amerikansk fodboldhold, vil det ende i frustration, når det ene hold kommer på banen iført hjelme og løber rundt med en aflang bold i hænderne, mens det andet hold kun må røre den runde bold med fødderne.
Selvom nadverritualet kan virke ens i katolske og lutherske kirker, vil et velment forsøg på at gøre noget sammen her blot ende med at gøre forskellene mellem os endnu tydeligere. Det vil ikke føre til en større enhed, når jeg under en folkekirkegudstjeneste går til alters, for det er ikke kommunion, jeg modtager der. Jeg vil ikke tænke, at jeg nu modtager Kristi legeme og blod. For mig at se kan forvandlingen kun finde sted, når det er en præst, som har modtaget ordinationens sakramente, der siger indstiftelsesordene.
Den forskellige praksis vil også på andre områder volde problemer: Det ville være utænkeligt for mig at skulle gå til alters uden at have skriftet først, hvis jeg havde begået en alvorlig synd. Man kan ikke hos os vælge at bruge saft eller mælk i stedet for vin eller bare hælde mere vin fra flasken op i bægrene efter indstiftelsesordene, hvis der ikke er mere Kristi blod. Det ville være utænkeligt at hælde de tiloversblevne indviede oblater tilbage i kagedåsen efter nadver.
Det er også et stort problem, at mange præster i Folkekirken ikke identificerer sig med Luthers klare lære om, at Kristus reelt er til stede i nadverbrødet, men fremfører et calvinistisk nadversyn, hvor nadveren blot er et symbol på Kristi nærvær. Jeg har ikke et problem med, at alt dette er praksis i folkekirken. Men med fælles nadver ville jeg sige ja til at dele denne praksis. Jeg kan derfor ikke se, hvordan fælles nadver kan være et skridt i retning af større enhed, hvis vi sammen gør noget, vi er uenige om.
Alligevel er den katolske kirke åben for, at også ikke-katolikker i særlige situationer vil kunne modtage kommunion i den katolske kirke. Det kan for eksempel være til et bryllup, hvor den ene part er protestant. Men det kræver, at denne protestant har samme nadversyn som os. Det fortjener at blive uddybet, men der gives desværre ikke plads til det her.
2. Er en af årsagerne til det manglende nadverfællesskab, at man, trods de åbenlyse teologiske tilnærmelser imellem katolikker og lutheranere, fra katolsk side stadig ikke betragter de lutherske kirker som ”kirker i egentlig forstand”, men som ”kirkelignende fællesskaber”?
Jeg ville også være fortørnet, hvis jeg fik at vide, at min kirke ikke anses som en rigtig kirke, men kun et kirkelignende fællesskab. Men det er nu ikke sådan, vi katolikker ser på de lutherske kirker. Vi kalder jer gerne kirke, sådan som I selv definerer ordet. I kan være mindst lige så gode kristne som os. Men vi lægger selv noget andet i definitionen af begrebet kirke, for eksempel at man har del i den apostolske succession, og sådan vil I jo netop ikke definere jer som kirke.
Derfor har vi en teologisk skelnen mellem kirker og communitates ecclesiales, som bedst kan oversættes med kirkelige fællesskaber eller kirkesamfund. Det er dog en stor misforståelse blandt lutheranere i Danmark, at erklæringen ”Dominus Iesus” fra 2000 skulle være en slags økumenisk tilbageskridt i forhold til tidligere. Det vidner om, at man aldrig har haft en fælles samtale om emnet herhjemme, og vi katolikker er skyldige i ikke at have forklaret det bedre. Det er nemlig ikke erklæringen fra 2000, som fandt på udtrykket, men det bruges flere gange i Det Andet Vatikankoncils tekster, blandt andet i Lumen Gentium 15, som Karsten Nissen citerer med begejstring.
Så ja, nadverfællesskabet kan først for alvor opnås, der hvor man er kirke i katolsk forstand, hvilket gør ønsket om nadverfællesskab med de ortodokse stærkt blandt katolikker.
3. Er den katolske afvisning af fælles nadver i overensstemmelse med det første økumeniske imperativ i ”Fra konflikt til fællesskab”: ”Katolikker og lutheranere skal altid gå ud fra enhedens perspektiv og ikke fra splittelsens perspektiv for at styrke det, som de har fælles – også selvom det er meget lettere at se og erfare forskellene”?
Jeg er klar over, at en afvisning kan virke splittende. Jeg må også passe på med ikke at gå til vores fælles dialog med et splittelsens perspektiv. Alt for ofte fokuserer jeg på, hvad der skiller os.
Men det er netop derfor, vi skal lægge spørgsmålet om fælles nadver til side. Ikke ved blot at indføre det som praksis, men ved ikke at fokusere på det som den eneste måde at nærme sig hinanden. Der er så mange områder, hvor vi vitterligt kan gøre ting sammen. Enhedens perspektiv går ud på at fokusere på dem, mens splittelsens perspektiv går ud på at fokusere på det, der skiller.
Dokumentet ”Fra konflikt til fællesskab” kunne også oversættes ”Fra konflikt til kommunion”, og det er virkelig et oprigtigt ønske for mig, at vi en dag kan gå til kommunion hos hinanden. Men meget står i vejen lige nu, før det kan ske. Så lad os se, hvad vi kan gøre på andre punkter for at nærme os hinanden.