KÆRE KONFIRMANDER.
Måske har I hørt om noget, der hedder en blyant. Måske har I tegnet med dem, måske har I det endnu til gode.
Men det er et ret gammeldags kommunikationsredskab, som man brugte, da jeres forældre og bedsteforældre var unge. I dag bruger I tastatur eller to fingre på en lille skærm, når I vil hinanden noget, men I gamle dage brugte man tit blyanter. Man skrev med dem på noget, der hedder papir, og man kan faktisk stadig bruge en blyant: ikke bare til at tegne med, men også til at skrive små beskeder og huskesedler. Men nu skal jeg ikke fortabe mig i den håndgribelige blyants funktion, for blyanten er et symbol.
Blyanten symboliserer jeres evner og muligheder, hver især. Med den kan I tegne og forme jeres liv og vejen foran jer. I kan ikke gøre det alene, for livet er større end jeres evner og det, I selv formår, men I har et ansvar med jeres blyant.
I har ikke hverken købt eller skabt blyanten selv. Den er blevet jer givet. Den er blevet lagt i jeres hænder af jeres forældre, jeres gener, jeres samfund og af Gud. Nu ligger den der, mellem jeres fingre, og det store spørgsmål er så, hvad I vælger at bruge jeres blyant til.
NOGET AF DET RIGTIGT SPÆNDENDE ved konfirmationstiden er, at den falder sammen med det, vi kalder puberteten: Den tid I jeres liv, hvor der sker meget med jeres krop og jeres sind, fordi I skal til at finde ud af, hvem I er, når I ikke længere bare er fars og mors lille dreng og pige. Spørgsmålet lyder igen og igen: Hvem er jeg? Hvad er mine drømme, mine længsler, og hvad vil jeg bruge min blyant til?
Tænk jer godt om, konfirmander. Ikke bare i dag, men resten af livet. Brug jeres blyant, og brug den godt. Brug den varsomt og forsigtigt, for den kan skabe gode og smukke ting, men den kan også bruges grimt og ondt. Den kan knække, hvis I ikke passer på, og med det, I skriver, kan I knække andres blyanter; andres livsmod. For vi har hinandens liv i vores hænder, og det, vi gør, betyder noget, også for andre.
Skriv kærestebreve med jeres blyant og skriv om kærlighed, for som Paulus skriver: Vi er ingenting uden kærlighed. Uanset hvor kloge, rige og berømte vi er, og uanset hvor megen tro vi har: Hvis ikke vi har kærlighed, da er vi intet.
Skriv digte eller sange. Skriv noget smukt. Og skriv fysikrapporter og matematikafleveringer, når I skal det, så I kan blive endnu klogere.
Skriv om drømme eller tegn dem og brug fantasien. Der er ikke mange grænser for, hvad sådan en blyant kan bruges til.
Fordyb jer og koncentrer jer. Skriv det, I gør, der, hvor I er, med nærvær og dedikation. Og ja, det var en hentydning til jeres mobiler og den teknologi, som fylder så meget og kan så meget, men især kan tage jeres fokus og gøre jeres liv hurtigt og overfladisk og fraværende. Læg telefonen væk, gerne ofte. Vær, hvor I er, og slå notifikationerne fra, så I selv kan bestemme, hvornår I vil bruge telefonen, og det ikke er den, der bestemmer over jer. Og til jeres forældre: Det gælder også jer og os alle sammen: Sluk de skærme og vær til stede.
FORDYB JER, KONFIRMANDER, og tag livet alvorligt, men husk også at kigge op. Hver ting til sin tid. Nogle gange er det kun jeres blyant og dens streger, det handler om, men andre gange skal I se op og skønne på livets gave. Se hinanden, de andre mennesker og skaberværket. Sig tak for livet, og læs, hvad andre har skrevet, for det kan I lære mindst lige så meget af som det, I selv har skrevet. Og når I har set op og er blevet klogere, så se ned på jeres eget papir igen. Hold det eventuelt lidt ud i strakt arm og se, hvad det egentlig er, I har lavet.
Hvad har jeg brugt min blyant til? Hvordan ser det egentlig ud? Og hvis I opdager (og det vil I helt sikkert gøre), at I har sat streger og figurer forkert, eller skrevet de forkerte ord, så skal I se det og se det i øjnene, og så kan I vende jeres blyant om og bruge det lille viskelæder, der sidder her i den anden ende. Med den kan I viske lidt ud og rette op på jeres fejl.
Jeg håber, at I gennem jeres konfirmandundervisning har opdaget eller er blevet mindet om, at der er streger og ord i jeres bog, der går forud for jeres egne streger. At nogen har skrevet i livets bog før jer: jeres forældre, bedsteforældre og forfædre og dem, der er kommet i kirke gennem de seneste 800 år. Og dem, der for endnu længere siden skrev Bibelen, og dem, der sidenhen skrev bønner og salmer. Jeg håber, at I har kunnet lære og låne lidt af de gamle, og at I vil gemme også nogle af deres store og smukke og svære ord og streger på jeres papir.
Nu har jeg talt lidt om det, I selv kan og skal i livet. Om et øjeblik skal I sige ja, men det er også Gud, der siger ja til jer. Og jeg har lagt en ting mere på jeres stol. I har også fået et stort viskelæder, og måske I hurtigt kan regne ud, hvad det symboliserer.
Det symboliserer Guds nåde og kærlighed og tilgivelse. Det viskelæder er til de rigtig store fejl. Dem, vi ikke selv lige kan rette op på med vores lille viskelæder. Det store viskelæder symboliserer, at uanset hvad der står på vores papir, uanset hvad vi har sat af skæve, grimme og forkerte streger og ord, så er vi elskede og velkomne her... som vi er.
Gud kan viske alt ud, men der vil stadig være spor i papiret, og der kan i den grad være spor i vores medmenneskers livsbøger på grund af det, vi sagde og gjorde. Men Gud har visket det ud på den måde, at det ikke længere skal fylde, fordi han elsker os, uanset hvad vi skrev. Med det hele.
Det store viskelæder – Guds nåde – er døbefonten heroppe, hvor vi er døbt, og hvor vi hver søndag døber de små børn og lover dem deres synders forladelse, også selvom de endnu ikke har skrevet det store i deres bog. Vi ved, at de kommer til det, og at også de vil have brug for af og til at få papiret visket rent. Det store viskelæder – Guds nåde – er knæfaldet og alterbordet, hvor vi igen og igen kommer med alt det, vi skrev og gjorde og skulle have gjort. For også der får vi at vide, at vi er elskede, som vi er. Det store viskelæder – Guds nåde – er, at I bliver velsignet og bekræftet i jeres dåb om et øjeblik.
KÆRE KONFIRMANDER, jeg vil ønske jer held og lykke og sans for det væsentlige på jeres fortsatte livsvej. Skriv løs i jeres livsbog og husk, at både Gud og jeres næste skriver med. Se ned, se op, se frem og se tilbage. Se jeres fejl og ret dem, når I kan. Og husk først og sidst, at i kirken og foran Gud er I altid velkomne med jeres blyanter og bøger.
Som dem I er. 8