Jeg er meget glad for Danmarks Radios P1 og specielt for Verden ifølge Gram, hvori Steffen Gram uge efter uge beskæftiger sig med verdens tilstand. Derfor var det forleden en særlig skuffelse, da han i en udsendelse om Afghanistan omtalte Taleban som et middelalderstyre.
Som middelalderhistoriker har jeg i mere end 40 år arbejdet for at fjerne forestillingen om den mørke middelalder og erstatte den med andre betegnelser: lys, levende, forskelligartet. Alligevel forbliver en af Danmarks bedste journalister i den mørke uvidenhed, hvor ordet middelalder skal stå for alt det, som er tilbagestående og primitivt.
Brugen af middelalder som betegnende for et lavt kulturelt niveau giver anledning til at overveje, hvorfor vi moderne mennesker har brug for at fjerne os fra periodens mere end tusinde år (år 500-1500) og vort ophav i den vestlige verden. Hvorfor skal vi vise, at vi ikke har noget at gøre med middelalderen, mens Talebans mørke kræfter netop skulle repræsentere den?
Mit svar bliver andet end en polemik mod Steffen Gram, som jeg respekterer højt, men han repræsenterer det oplyste moderne menneske, hvis mangel på historisk perspektiv er skræmmende.
Min første pointe er, at Taleban netop ikke er middelalderligt, men er et moderne fænomen og udtryk for en fundamentalistisk tro, som ikke fandtes i middelalderens muslimske verden. Jeg behøver næppe nævne den kulturrigdom, der prægede kalifatet i Bagdad og Cordoba i perioden fra omkring år 750-1350, da astronomi, matematik og filosofi blev dyrket og fremmet. Det er en myte, at de oldgræske filosoffers skrifter blev reddet for verden af muslimerne, men deres filosoffer og teologer satte pris på denne lærdom, og de byggede videre på den.
Samtidig behandlede de muslimske herskere generelt deres kristne undersåtter på en mild og tolerant måde, netop i modsætning til hvad der skete i det latinske kejserrige i Jerusalem i det lille århundrede, hvor frankerne herskede (1099-1187). Herunder blev alle jøder og muslimer fjernet fra Jerusalem, og de blev ikke godt behandlet. Det er ikke kun den svenske forfatter og kulturdebattør Jan Guillou, der ser Saladin, Jerusalems befrier, som en oplyst og tolerant hersker. Hans middelalderlige styre tog sit udgangspunkt i tolerance over for kristne og jøder.
Hvorfra kommer så den fanatisme, der præger flere muslimske grupper i vor tid? Skabelsen af staten Israel og fordrivelsen af flere hundredetusinde palæstinensere har skabt grobund for flere hadske retninger. Taleban er indtil videre den mest succesrige af disse grupper, men der er intet middelalderligt i dens forståelse af den muslimske tro.
Drømmen om et nyt kalifat bliver brugt på en ahistorisk måde for at legitimere overgreb på uskyldige mennesker. Gang på gang erklærer muslimske teologer, at Koranen ikke retfærdiggør den slags, men fundamentalister (som tilfældet også er inden for jødedommen og kristendommen) lytter kun til deres egne indre stemmer.
På trods af vores viden om islams kulturelle bedrifter i middelalderen, forbliver myten om Europas mørke middelalder tilsyneladende intakt. Jeg har ofte spurgt mig selv, hvorfor denne myte er så hårdnakket, og jeg vil her give nogle mulige forklaringer.
For det første har vi et behov for at glemme alt det onde, der er sket inden for de sidste århundreder og føle, at vi er bedre end vore middelalderforgængere. For det andet skabte den protestantiske reformation en afstand til middelalderen. For det tredje har oplysningstiden og sekulariseringen distanceret sig fra middelalderens kristne verden.
For at tage det første: Moderniteten har været bange for at erkende, at det er i vor tid, at utallige mennesker er blevet slået ihjel på grund af forskellige ideologier, som på ingen måde har rødder i middelalderen. Den imperialisme og ekspansionstrang, der førte til Første Verdenskrigs skyttegrave, var et fænomen, der lå fjernt fra, hvad Bonifacius, Ansgar og Frans af Assisi prædikede og forsøgte at overtale ikke-kristne om Jesus Kristus.
Ganske vist tvang Karl den Store i 700-tallet sakserne til at acceptere kristendommen, men den gængse fremgangsmåde i middelalderen var prædiken frem for vold. I modsætning hertil anså de stolte europæiske magter i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet sig selv som civilisationens højdepunkt. Derfor skulle hele verden under deres åg, og konkurrencen om magten endte i en krig for at ende alle krige, der ikke kun varede mellem 1914 og 1918 men helt til 1945.
LÆS OGSÅ:Uindtagelige Afghanistan
I disse årtier var Europa tæt på at udslette sig selv, på samme måde som det havde gjort i 1618-1648, da utallige mennesker døde på slagmarken, af sult og af sygdom. Europas moderne historie frem til 1989 er en lang, trist fortælling om overgreb, fanatisme og krig, og derfor har vi på ingen måde ret at bryste os af vores modernitet i modsætning til middelalderen! Desværre ophørte overgrebene ikke med kommunismens fald i 1989: Borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien førte til massakrer som den i Srebrenica i 1995.
Jeg skriver ikke dette for at idyllisere middelalderen, men for at minde om det helvede, som vores civilisation har været igennem og har overført til andre dele af kloden. Vi kan ikke i dag hævde, at de store ideologiers tid i Vesten er forbi, og at vi ikke længere er truet af fanatiske grupper. Vi har meget at beklage, og det er vigtigt at lære af fortiden og undgå dens fejltagelser.
Det andet udgangspunkt for vor tids kulturelle stolthed er myterne omkring den protestantiske reformation, der anser den som en befrielse fra en undertrykkende middelalderkirke. I de kommende år (frem til Luther-jubilæet i 2017) forventer jeg, at flere af disse gamle travere vil blive taget frem, for eksempel, at menigmand ikke hørte Guds ord i kirken, fordi præsten talte latin og ingen forstod, hvad han sagde.
På trods af årtiers forskningsresultater, specielt i Odense, omkring middelalderprædikener på dansk, tror antagelig de fleste danske folkekirkepræster den dag i dag, at prædiken før 1500-tallet var på latin. Det var den ikke!
Middelalderkirken sørgede fra 1100-tallet for almindelige menneskers frelse og velvære, og kirken tog sig af deres fysiske og åndelige tilstand med hospitaler, herberger og sakramenternes trøst og lindring. Det kan diskuteres, hvor meget af dette velfærdssamfund, der forsvandt ved Reformationen, men den eksklusive koncentration omkring Bibelens ord betød et kulturtab, som det verdslige samfund kun i begrænset grad tog sig af.
Den tredje årsag til vor tids misforståelse af middelalderen er oplysningstiden og den vidtgående sekularisering af hverdagen, noget, som trods folkekirkens betydning i dagens Danmark har haft stor gennemslagskraft. Middelalderen omdannes her til et fjendebillede, netop fordi den var så kristen. Det var den tid, da stort set alle i Vesten troede på Gud og tog hans eksistens som givet. Det var den tid, da kirken var nøglen til uddannelse, viden, indsigt og kærlighedens sprog.
Oplysningstidens filosoffer som Voltaire hadede kirken, men denne var ikke middelalderens, men enevældens kirke, hvor kongen bestemte alt og udnyttede troen for at undertrykke folket. Dette har intet at gøre med middelalderkirken, som netop udfordrede konger og kejsere og satte dem på plads.
Jeg regner ikke med, at jeg kommer til at omvende Steffen Gram eller andre journalister og politikere. Men jeg vil insistere på, at middelalderligt ikke er et fyord, men tværtimod åbner dørene til en verden, der kan lære os meget om vort ophav og tilhørsforhold.
Middelalderens kultur giver håb om en bedre verden. Dens tro, håb og kærlighed er ægte og overbevisende, selvom der også her er skyggesider. Men herfra vor verden går.
Brian Patrick McGuire er professor emeritus i historie