Prøv avisen

Tanker om demokratiet

I en tid med krig og terror kan det være godt at minde sig selv om den demokratiske tradition i Danmark. Forståelsen af demokratiet gennemgås i dagens kronik ud fra modsætningen mellem Hal Koch og Alf Ross. De baserer begge deres opfattelse på

filosof og forfatter

Når vi som danskere tænker over demokratiets mening og grundlag, så giver modsætningen mellem Hal Koch og Alf Ross os et nu på det nærmeste traditionelt udgangspunkt.

Modsætningen fandt udtryk i to bøger, som begge udkom kort efter Anden Verdenskrig. Den ene var Kochs »Hvad er demokrati?«, og den anden var »Hvorfor demokrati?« af Alf Ross. I begge tilfælde var det opgøret med fascismen, som gjorde en selvbesindelse på demokratiets grundlag påtrængende. Hvad var det, som man selv stod for, og som man søgte at forsvare mod den fascistiske ideologi?

Det var let nok at sige, at man stod for demokratiet; men hvad betød det egentlig? Hvorfor var det værdifuldt? På overfladen betød det, at borgerne havde ret til at deltage i periodiske valg af den lovgivende forsamling. Men hvad var det dybere værdigrundlag? Hvorfor var demokratiet værd at kæmpe for?

Skulle man finde ud af, hvor man stod, var det altså en betingelse, at man gjorde sig klart, hvad demokratiet indebærer. Man skulle søge at definere begrebet »demokrati«. Og her gav Ross og Koch forskellige svar. Eller rettere, de lagde vægten forskelligt. Ross lagde vægten på det formelle og definerede først og fremmest demokratiet på basis af princippet om flertalsstyre: at det skal være flertallet, der er udslaggivende i politiske afgørelser.

Koch lagde derimod vægten på det holdningsmæssige og karakteriserede i første omgang demokratiet som en livsform, der skal tilegnes, og et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Det, som nærmere bestemte den demokratiske livsform, var så ifølge Koch, at den ikke tillader, at politiske beslutninger blot består i, at flertallet tvinger sin vilje igennem, men at de skal fremgå efter en åben samtale, hvor hver enkelt vises respekt, og hvor samtalens formål også er at få indblik i modpartens syn på sagen og dermed også at få en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem.

I sin egen kommentar til Kochs synspunkt gør Ross det klart, at han accepterer Kochs holdning som et ideal, der stiller krav om, hvorledes demokratiet bør virkeliggøres, men ikke som en bestemmelse af demokratiets begreb. Og Ross' begrundelse er, at Kochs definition ikke lader sig formulere som et retligt krav. Det gør derimod Ross' egen definition på basis af flertalsprincippet.

Modsætningen mellem Koch og Ross er altså den, at Ross definerer begrebet »demokratiÜ på en måde, der lader sig formulere som et retligt krav, mens Koch ikke gør det. Derfor kan man også sige, at Ross' definition er mere nøgtern og realistisk, mens Kochs er mere krævende og idealistisk.

Spørgsmålet er så, hvor vi skal stille os i den konflikt. Skal vi stille os ved siden af Koch eller Ross? Eller skal vi stille os et helt tredje sted? Når vi stiller det spørgsmål alvorligt, så gælder det ikke blot om at finde ud af, hvilket synspunkt vi umiddelbart synes bedst om; men det gælder om at finde ud af, om vi af rationelle grunde snarere bør slutte op om det ene end det andet.

Det spørgsmål kan man forsøge at besvare på forskellige måder; men selve den måde, opgaven er formuleret på, gør det naturligt at gå en bestemt vej. Eftersom de to skitserede standpunkter ikke er lige forpligtende, så er det naturligt at tage udgangspunkt i det, som er mindst forpligtende og så undersøge, om det kan stå alene, eller om dets egne forudsætninger tvinger det til at gå ud over sig selv. Når det så tilføjes, at det er Ross' standpunkt, der er det mindst forpligtende, så vil det sige, at det er det, som skal være vort udgangspunkt; og at vi nærmere bestemt skal undersøge, om det kan legitimere sig selv, uden at det af sin egen indre logik bliver tvunget videre i retning af et mere forpligtende standpunkt.

Som sagt definerer Ross demokratiet ved flertalsprincippet. Det første spørgsmål er så, hvorledes man legitimerer flertalsprincippet. Det må umiddelbart være klart, at det kan man ikke gøre ved en flertalsafgørelse. For skal denne afgørelse være gyldig, så må den selv forudsætte flertalsprincippet. Følgelig kan demokratiet i Ross' forstand ikke legitimere sig selv. Tværtimod så må dets legitimitet bygge på en etisk forudsætning, som gælder ganske uafhængigt af flertalsafgørelse. Så hvis vi skal forstå vægten af Ross' demokratiopfattelse, må vi gøre os denne forudsætning eksplicit. Selve flertalsprincippet bygger på, at alle i princippet (om end måske kun indirekte) har lige ret til at deltage i de politiske beslutninger, som fører til vedtagelsen af love. Denne ret forudsætter så igen, at individerne betragtes som ligeværdige, og at de som sådanne hver især skal kunne have ret til at bestemme over deres eget liv under den forudsætning, at det samme gælder for andre. Uden en sådan etisk forudsætning om individernes grundlæggende ligeværd er flertals-princippet et luftkastel.

Men hvis flertalsprincippet således bygger på princippet om individernes ligeværd, så må det næste spørgsmål være, om det sidste princip politisk kan udtømmes i det første. Og det er let at se, at svaret her må være benægtende. Flertallet har anbragt sig i en etisk uholdbar position, hvis det vedtager noget, som bryder med det etiske grundlag for flertalsprincippets gyldighed; altså hvis det beslutter en politik, som bryder med princippet om medborgernes ligeværdighed. Men hvis flertallets ret er således indskrænket, så må den enkelte have en demokratisk forpligtelse, som går dybere end hans formelle ret til at deltage i de politiske beslutninger på lige fod med andre.

Så må den enkeltes demokratiske forpligtelse ikke blot være at give udtryk for sine egne ønsker eller at fremme sine egne interesser; men den må først og fremmest være en forpligtelse til i sin politiske holdning selv at være med til at bevare betingelserne for den politiske ligeværdighed og dermed for demokratiet. Så må demokratiet ikke blot betyde, at vi har en ret til at afgive vor stemme ved valget af politik og politisk myndighed, men at vi også samtidig har en forpligtelse til at gøre det efter rationel overvejelse og med sigte på at opretholde sociale betingelser for ligeværdighed og demokrati. Den forpligtelse må bl.a. føre med sig, at man skal være lydhør for andres overvejelser, før man selv tager endelig stilling. Da bliver samtale også et krav til demokratiet.

Følgelig må vi konkludere, at hvis vi går ud fra Ross' smalle definition af demokratiet, så er der en indre logik, som medfører, at demokratiet og dets borgere tilskrives en dybere »Koch'sk« forpligtelse. Med en vis fræk enkelhed kan konklusionen formuleres som en følgeslutning: hvis Ross har ret, så må Koch have ret. Hvor meningen er, at den konsistente gennemtænkning af Ross' standpunkt fører over i Kochs standpunkt. Fordi man som borger i et demokrati bør tage politisk stilling ud fra fordringen om at sikre demokratiets opretholdelse, så bør man også gøre, som Koch kræver: deltage i - eller blot være lydhør over for - den demokratiske meningsudveksling.

Eftersom Ross' standpunkt kun har mening under forudsætning af en etisk præmis om individernes elernentære ligeværdighed, og eftersom denne præmis forpligter et Ross'sk demokrati til en Koch'sk samtale, så står og falder de to demokratiopfattelser med hinanden. Og hvis de står, så står de som forsøg på at skabe en politisk orden, som opfylder fordringen om at sikre individernes elementære ligeværdighed.

Når vi forstår sagen således, så kan vi grave et spadestik dybere end både Koch og Ross. Ganske simpelt ved direkte at spørge: Hvad er betingelse for, at vi kan skabe en levedygtig demokratisk orden, som opfylder fordringen om at sikre individernes elementære ligeværdighed? Og det ligger i selve sagens natur, at der er to grundbetingelser, hvoraf den anden er langt vigtigere end den første. Den første betingelse er, at der skabes et retligt system, som opfylder flertalsprincippet. Den anden betingelse er, at der er et konstant flertal, som har rationalitet og vilje til at stemme for en politik, som både er realistisk, og som har til mål at sikre opretholdelsen af den elementære ligeværdighed, som er demokratiets egen etiske forudsætning. Det sidste betyder, at det alene skal være demokratiets egen etiske forudsætning, der skal stå som det basale grundlag, hvorpå den enkelte skal begrunde sin holdning til, hvilken politik der skal gælde for samfundet som helhed. Det sidste krav er dybest set et spørgsmål. Har menneskene den rationalitet, der kræves, hvis de som medlemmer i et demokrati skal kunne fastlægge en politik, der sikrer demokratiets egen fortsatte beståen? Det er ikke givet. Når vi i vor del af verden er nået så langt, som vi er, så skyldes det sikkert ikke, at vi er specielt rationelle, men nok snarere at vi havde en religion, der selv sekulariserede politikken. Modsvarende har vi også set, at hvor man i stedet har haft en religion, der selv kræver at være politik, dér har den rationelle demokratiske fordring ikke kunnet slå rod.

For at kunne se sådanne problemer i deres rette lys, må man forstå, at demokratiet er et rationelt ideal. Og for at forstå det, må man filosofisk tænke sig dybere ned end både Koch og Ross. Mindst ned til den forudsætning, som forener dem. n