I GLÆDEN STÅR VI SAMMEN. Jublen er størst, når vi er mange om den, som til en rockkoncert eller en fodboldkamp. I sorgen må man nøjes med at stå ved sig selv. Sorgen er noget, der påføres os gennem et tab, som når en elsket person dør, eller man bliver svigtet i kærlighed. Engang kunne man sørge, så jorden fik ar af det. Gravhøjene i det danske landskab er os en påmindelse om en årtusindgammel sorg, der ikke vil slippe sit tag.
Endnu hos Kingo er sorgen altid mærkbar: ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad.” Velfærdssamfundet derimod vil gøre sorgen til en sygdom med diagnose og behandling. Men sorgen er nødvendig, den styrker vores menneskelighed og kan kurere vore vildfarelser.
Således måtte et ungt forældrepar i forfærdelsen over, at deres barn blev sygt og døde, erkende deres magtesløshed. I fortvivlelsen nåede de frem til en forståelse af, at de alligevel ikke var Gud, og den efterfølgende ydmyghed åbnede for den sorg, der langmodigt ventede dem.
I øvrigt lever vi i en tid præget af travlhed. Der er så meget, vi skal nå, og derfor må sorgen helst ikke fylde mere end et midlertidigt ildebefindende. I starten bliver man mødt med venlig forståelse, men snart møder den sørgende en vis utålmodighed: Nu må man jo se at komme videre.
HVIS MAN VIL SIGE noget videnskabeligt om sorg, kan man henvende sig til psykologen William Worden. Han benytter den samme terminologi som Freud og taler om sorgarbejde, hvormed han antyder, at sorgen udfører et nødvendigt mentalt arbejde. Den første opgave er at nå frem til en accept af tabet; den anden er at arbejde sig igennem sorgens smerte; den tredje består i at tilpasse sig verden uden den person, der er død eller har forladt en; den sidste opgave er, at etablere en ny forbindelse med den afdøde, der giver plads for et nyt liv.
Det interessante ved Wordens sorgopgaver er, at de samtidig kan forstås som en psykisk udviklingsteori. Barnet tvinges til at acceptere tab for at kunne udvikle sig. Det er måske grunden til, at man taler om omsorgspersoner. Deres opgave er at hjælpe med at bearbejde sorgen over de tab, som barndommen er så fuld af. Jeg tænker ikke kun på dødsfald i familien, men også at skulle tage afsked med sig selv, efterhånden som man bliver en anden.
Udviklingen frem mod det voksne liv rummer mange afkald, og derfor bliver sorgen allerede tidligt i livet en fortrolig ledsager. En sorgløs barndom kan derfor vise sig at være en mangel, ordet røber det på samme måde som ordet arbejdsløs. Sorgfri kan man, ifølge sproget, ikke være.
ALLE FORÆLDRE VED, at den omsorg, de udviser for deres børn, har sin tid. Et barns opvækst er en lang adskillelsesproces, der en skønne dag fører til afsked. Den proces er der meget sorg i, også for forældrene. Det kan derfor virke provokerende, at tidens psykologer er tilbøjelige til kun at ville tale om innovation og kreativitet, når de taler om psykisk udvikling.
Det ganske lille barn græder, når dets mor forlader stuen, måske fordi selv den mindste adskillelse rummer anelsen om, at man er forudbestemt til ensomhed. Således kan et barns opvækst forstås som en lang adskillelsesproces. At skulle skilles fra dem, der viser en den første kærlige omsorg, med udsigten til at leve sit liv blandt fremmede, er en erkendelse, der rummer megen sorg.
Til alt held står glemslen til barnets rådighed, og en skønne dag vil man huske fortidens truende fremtid som de gode gamle dage, og sorgen over den første bitre adskillelse er glemt. Når barndommen er ved at være til ende, og man ung, urolig og rastløs befinder sig på vej ind i voksenlivet, er det som om følelserne for det forgangne styrkes samtidig med, at trangen til at skabe en fremtid vokser frem. Denne fortvivlelse ender gerne med, at den unge flytter hjemmefra ledsaget af skyldfølelser over at skulle svigte sine hjælpeløse forældre.
Det er påfaldende, at der er unge, som slipper deres barndom uden at røbe den mindste sindsbevægelse, mens andre lider frygteligt, og der er desværre dem, der ender med at blive psykisk syge af det. Tidligere talte man om ungdomssløvsind, i vore dage har man en hel buket af fornemme diagnoser.
ET HJEM ER SÅLEDES ET STED, man forlader, for ellers har man ikke noget at vende hjem til. I gensynet forsoner man sig med det tabte. Sorgen er en psykisk proces, der undertiden mærkes som en sød længsel eller opleves som et ideal, der skal genskabes.
Men sorgen kan også vise sig som en trang til at ødelægge, til at rive ned, smadre og destruere. Sorgen kan for så vidt opfattes som et indre nedrivningsarbejde, der skal afmontere de følelsesbindinger, der ikke længere har praktisk betydning. Det er derfor naturligt, at ungdomstiden er præget af destruktive impulser: Det indre nedrivningsfirma påtager sig undertiden opgaver udadtil, og en sådan aktivitet kan virke uforståelig, også for den unge selv.
Det er noget tilsvarende man mærker i sorgen over et brudt forhold. Hvis den ikke bliver gennemarbejdet og afsluttet, lukker det muligheden for at kunne indlade sig i et nyt forhold. Det er givetvis sådanne psykiske processer, den italienske psykolog Francesco Alberoni havde i tankerne, da han hævede, at forelskelsen udspringer af en længere tids depressiv overbelastning. Med andre ord, sorgen er en psykisk proces, der er forudsætningen for igen at kunne komme ind i livet.
I MUSIKKEN MÆRKER MAN, at man ikke er alene om sin sorg. Man kan for eksempel lytte til Mozarts klaverkoncert i a-dur. Orkesteret starter med en lystig melodi, og inden længe falder klaveret ind. De spiller op, som var det mor og barn, der pludrer muntert med hinanden. Fortroligt og intimt skiftes orkester og solist til at gentage de smukke melodier, der fortæller, at livet er dejligt, og alt er godt. Men så hører man antydningen af foruroligende toner, som kunne det være barnets ængstelige spørgen. Straks vender de første stemmer tilbage og trænger ængstelsen i baggrunden. Så en lille pause og dernæst kommer andensatsen.
Det er ikke nogen tilfældighed, at instruktøren til ”Matador” valgte at spille netop den, da frøken Elisabeth Friis måtte opgive sin kærlighed til Kristen Skjern. Det er hjerteskærende musik, der uundgåeligt trænger sig ind på os. En tid lader Mozart sorgens melodi fylde, men så bryder han ind med forsonende toner i diskret afmålte portioner, og man mærker, at en forvandling nærmer sig. I tredjesatsen mødes man så af den dristige opfordring til nyt liv. Efter tabet genvindes håbet. Mozart slår gækken løs, men munterheden er aldrig overfladisk på trods af sin elegance.
Hvis du, min kære læser, er nået så langt i denne tekst, så vil du sikkert spærre øjnene op, når jeg nu fortæller, at man i psykiatrien, i fuld alvor, arbejder på at gøre sorg til en psykiatrisk diagnose. Hvis man gerne vil have sin sorg i fred, skal man derfor passe på sin læge, for hun vil mene, at man har en depression og vil derfor ordinere lykkepiller. Hvorfor man kalder dette antidepressive præparat for lykkepiller, er mig en gåde, for de ødelægger den erotiske kraft, og det bliver man ikke lykkelig af.
Dog, dersom man ikke kan finde anden udvej, så sørg for at lave en aftale med psykiateren om, hvordan man kommer ud af medicinafhængigheden. Måske var det bedre at tage et job i et nedrivningsfirma eller vandre Caminoen. Man kan også lytte til Mozarts musik og tale med venner og familiemedlemmer. Bed dem om at lytte uden at komme med diagnoser og gode råd, så vil sorgens mørke en skønne dag åbne for en ny dags komme.