Måske omkring en million danskere betragter sig selv som ateister. Hvad det præcist dækker over af tanker og overbevisninger, er ikke entydigt. På samme måde er det heller ikke entydigt, hvilke overbevisninger og hvilket indre liv det dækker over, når folk betegner sig selv om religiøse eller troende. Er det for eksempel et springende punkt, om der figurerer en personlig gud i hele denne forestillingsverden, man enten har eller ikke har? For nogle er det et springende punkt, for andre ikke.
En meget slagkraftig definition af, hvad religion er, er formuleret af den amerikanske sociologiprofessor Robert. N. Bellah (1927-2013), der på en meget lav fællesnævner beskrev religion som de overbevisninger, symboler, ritualer og handlinger, der sætter mennesket i forbindelse med de uomstødelige betingelser for dets eksistens, ”the ultimate conditions of his existence”, som det lyder på engelsk.
Og hvad er så disse ”uomstødelige betingelser”? Jo, altså – sådan noget som at eksistensen overhovedet eksisterer, at et liv opstår og overhovedet kan opstå, og at livet udspiller sig med grundvilkår som knaphed og i sidste ende døden. Dette er betingelser, som naturvidenskaben ikke grundlæggende kan siges at have svar på baggrunden for.
Vor egen N.F.S. Grundtvig (1783-1872) definerede Jesu religion som ”det endeliges forsoning med det evige”, og det kunne man faktisk mene, er i nogenlunde samklang med Bellahs definition på religion generelt.
Over for det – eller forskellige aspekter af det – står ateisterne. Og nogle af dem står ret aktivt over for det. En forening som Ateistisk Selskab endda så aktivt, at de her i 2016 har kørt en kampagne for at få folk til at melde sig ud af folkekirken, hvilket i sig selv sådan set er logisk nok, uanset at man drillende kunne omtale deres aktiviteter her som ”missionsarbejde”. Kristendommen organiseret i folkekirken synes at være det, man hovedsagelig opponerer imod, og med flere end 4 millioner medlemmer er det umiddelbart ligetil at forstå.
Men derfor er det alligevel værd at bemærke, hvad ateister stort set aldrig taler imod. For det første hører man vist aldrig om kampagner for at få folk til at melde sig ud af buddhismen, islam eller for den sags skyld Scientology, i hvert fald på vore breddegrader. For det andet synes ateister heller aldrig at tale imod de mange andre måder, folk – med Bellahs ord – forholder sig til tilværelsens uomstødelige betingelser på. For eksempel på internettet og de sociale medier synes der at være fremkommet symboler og ritualer, hvor mennesker forholder sig tydeligt til det måske mest iøjnefaldende ultimative eksistensvilkår, døden.
Hvor er ateisterne med modstand mod et tilfælde som hjemmesiden mindet.dk, hvor man kan dele billeder, fortællinger og tanker om afdøde mennesker? Der er ikke noget på dette medie, der formelt dikterer religiøst indhold, men folks tekster er overvejende rettet direkte til den afdøde, hvilket i mange situationer sikkert ikke direkte er en påstand om, at der er en bogstavelig kontakt til afdøde, men i det store og hele forholder folk sig her rituelt til døden og det evige i Bellahsk forstand. Det gør de også, når man i forbindelse med mindet.dk kan ”tænde et lys”, et virtuelt lys på internettet for en afdød.
Hvor er også ateisterne, når man på internettet nu om dage udbredt kan læse et ”R.I.P.” (Eng.: ”Rest In Peace”, ”Hvil i fred”) på de sociale medier i forbindelse med, at nogen er død? Her må det selvfølgelig siges, at det ikke kan påstås, at alle former for ateisme nødvendigvis er en afvisning af ”noget” efter døden, men i det mindste for mange ateister må der være en afvisning af noget sådant, og man kunne derfor forestille sig, at det var naturligt, at man ytrede sig imod folks R.I.P.’er, når nogen var døde.
Hvor er ateisterne, når der findes en Facebook-gruppe, der hedder ”Vi er til for at hjælpe hinanden”? Hvem siger, vi er til for at hjælpe hinanden? Hvordan skulle det være et givent påbud? Ligger der indforstået i det, at der her er tale om en uomstødelig betingelse for menneskers liv givet fra en eller anden instans? Ville det i så fald ikke være en opgave for missionerende ateister at tale sådan en forestilling ret imod? Det sker under alle omstændigheder ikke.
Hvor er ateisterne, når vi også i Danmark oplever udviklingen af det, førnævnte Bellah kaldte ”civilreligion”?
Bellah udbyggede i 1967 tidligere tiders tanker om eksistensen af en sådan ”civil religion”, som det hedder på engelsk, og med det engelske ord ”civil” overvejende i betydningen ”vedrørende borgerskab i et samfund”. Han brugte USA til demonstration af fænomenet:
Civilreligionen i USA har som helligskrifter sådan noget som uafhængighedserklæringen fra 1776, forfatningen, Lincolns Gettysburg-tale fra 1863, Martin Luther Kings ”I have a dream”-tale fra 1963 og troskabseden til flaget.
Helligdagene er sådan noget som 4. juli, Thanksgiving og Veterans Day, og skabelsesberetningen er fortællingen om fremkomsten af nationen USA efter den europæiske indvandring til kontinentet.
Lederne i civilreligionen er overvejende de ikoniske præsidenter, såsom George Washington, Abraham Lincoln, Franklin D. Roosevelt og Barack Obama, der da også – især før sin tiltræden i 2009 – direkte blev omtalt som en ”frelser” af mange, og med umiskendelige religiøse medbetydninger.
Ja, hvor er ateisterne, når vi i Danmark – ikke i samme omfang, men dog vist tiltagende – kan siges at opleve udviklingen af en civilreligion?
Helligskrifterne er her i Danmark sådan noget som nationalsangen, Grundloven, menneskerettighederne og måske den netop udformede Danmarkskanon.
Til skabelsesberetningen hører legenden om Dannebrog, Jellingstenen, de slesvigske krige, Besættelsen og EM-guldet i 1992.
Helligdage er Grundlovsdag, flagdagen for Danmarks udsendte, de klassiske kristne helligdage og efterhånden vel også mors dag, halloween og black friday. Vores ledere i den danske civilreligion er Thorvald Stauning, dronning Margrethe og med rimelighed vel sportsstjerner som Caroline Wozniacki og Kevin Magnussen.
Vores ritualer er blandt andet at se i Dronningens nytårstale, herunder når hun afslutter med sit ”Gud bevare Danmark!”, at fejre Sankt Hans, at sætte stearinlys i vinduerne den 4. maj om aftenen og at holde firmajulefrokost.
Religionsforskere er ikke helt enige om, hvor meget og hvor lidt de eksisterende, etablerede religioner indgår i civilreligioner, og i hvor høj grad de skal forstås som sekulære. ”Jeg er overbevist om, at enhver nation og ethvert folk når frem til en eller anden form for religiøs selvforståelse, hvad enten kritikerne kan lide det eller ej,” skrev Bellah dog selv i 1967.
Hvis spørgsmålet ”Hvor er ateisterne?” skal bruges som mere end et retorisk spørgsmål her, så må man – igen på en meget lav fællesnævner – ved Bellah konstatere, at mennesket nu engang er et væsen, der har dette særlige lag af bevidsthed, hvor ikke alle, men de fleste mennesker, forholder sig til de uomstødelige betingelser for deres eksistens.
Dermed er forklaringen på ateisternes fravær af modsigelse af så mange af tidens religiøse udtryk måske, at de fundamentalt er på en ret umulig mission, fordi folks religiøse liv ikke som overtro bare kan affærdiges som en drift imod noget irrationelt, men fordi der reelt er uomstødelige betingelser for vor eksistens, og fordi der faktisk sker et ”det eviges og det endeliges inderligste forsoning”.