"For hvis man som kristen mister håbet, er man allerede død". "Men opgaven er så enorm, at den er tæt på at være umulig", tilføjede han.
"Vi lever nu i en verden, hvor konkurrencen er utrolig, og reglerne er ens for alle. Alle skal løbe i samme tempo og retning. Unge og gamle, forkrøblede og raske, fattige og rige, analfabeter og de allerbedst uddannede. Alle skal konkurrere. Det er en dybt uretfærdig verden, baseret på kæmpemæssige uligheder, hvor mennesker uanset deres helt forskellige forudsætninger skal konkurrere på alle områder. Den udfordring afgør fremtiden både for gode og onde."
Joseph Butiku var i 21 år privatsekretær for Tanzanias første præsident Julius Nyerere. Han er en af de tanzani-ere, jeg har talt med for at få et bud på, hvordan tanzanierne har oplevet livet siden uafhængigheden i 1961, og hvordan de i dag vurderer vilkårene for dette fredelige, fattige afrikanske land.
Jeg har talt med høj og lav i forskellige dele af landet. Jeg har hørt om korruptionen, den fejlslagne socialisme, de urealistiske drømme og den mislykkede kamp for at sikre uddannelse for alle, og om hvordan et samfund bestående af mere end 100 etniske grupper på forunderlig vis blev til en fælles nation med betydelig harmoni. Selvom jeg især har talt med ældre mennesker, har det også været samtaler om de udfordringer, man står over for i et gennemliberaliseret land, der nu er stærkt præget af globalisering, privatisering og ønsket om investeringer udefra.
Der er nye muligheder. Men hvor store er de? Mange taler om manglen på en vision for fremtiden og om angsten for, at samfundet brækker over. De er ikke imod liberalisering. Men hvert år kommer næsten en million unge ud på et lillebitte arbejdsmarked, og de taler om det urealistiske i at forvente, at den moderne sektor kan skaffe arbejde til de næste generationer. I Dar es Salaam er der en arbejdsløshedsprocent på 46, og de fattige landdistrikter er præget af, at de unge søger væk. Tanzanias landbrugsudvikling har ikke været en succes. Der er stadig uopdyrkede områder og dermed også nye muligheder, men store dele af landet er præget af udpining af jorden, faldende udbytter og unge, der tager til byerne. Byerne skal både klare deres egen naturlige tilvækst og den tilvækst, der kommer fra unge, der forlader landsbyerne. Det går ikke.
Den politiske veteran Joseph Butiku stiller det overordnede spørgsmål, om det er rimeligt, at der i en globaliseret verden gælder de samme regler for rig og fattig, for uddannet og uuddannet, for teknologisk avancerede nationer og for de allersvageste.
Herhjemme er vi i disse år i stigende grad angst over, at arbejdspladser forlader os, fordi vi ikke kan konkurrere med effektive asiatiske lande. Det virker overraskende at høre den samme bekymring i et land med ekstremt lave lønninger. Men i Afrika er man også bange for, at Kina vil udkonkurrere afrikanske virksomheder. I Afrika mærker man også en strøm af billigt producerede forbrugsgoder udefra. Og man kan ikke konkurrere. De lave lønninger opvejer ikke, at arbejdskraften er dårligt uddannet, transporten dyr og ineffektiv, og hjemmemarkedet alt for beskedent. Det er billigere at få majs med skib fra Australien til Tanzanias hovedby Dar es Salaam end med lastvogn fra landbrugsområdet omkring Tabora inde i landet.
Tanzania har lidt guld, som giver eksportindtægter, der er en voksende turisme, der er nogle dårligt betalte landbrugsråvarer og en smule mere end det. Men grundlæggende har Tanzania ikke meget at byde på. Og på det lokale plan er man nervøse for kenyanerne, som uddannelsesmæssigt har gjort det bedre, og som leverer bedre kvalificerede arbejdere til det nye østafrikanske fællesskab.
En af professorerne på universitetet i Dar es Salaam, Mwesiga Baregu, stillede med et ironisk smil spørgsmålet, om man om 15-25 år vil være nødt til at indhegne hovedstadsområdet for at beskytte det mod indvandring. "Det bliver utroligt vanskeligt at bremse flodbølgen af mennesker fra landområderne, hvis denne udvikling fortsætter", sagde han.
Hvis dette referat og disse få citater giver et indtryk af pessimisme er det både rigtigt og forkert. De fleste vælger faktisk som Butiku at være optimister. Og som tilrejsende oplever man en dynamik og en virketrang, som er ny i dette land, der har haft tæt kontakt med Danmark siden udviklingssamarbejdets begyndelse.
Folk kæmper for at klare sig, og de er fulde af vilje. Undervisning er blevet "big business", og det vrimler med skoler på alle niveauer, også religiøse skoler. Der investeres i skoler både af de mange kristne kirker og gennem islamisk missionsvirksomhed.
Skolerne er en central del af det store udskilningsløb. Millioner har udsigt til arbejdsløshed og fattigdom. Polariseringen vokser hastigt og dramatisk, og det starter før skolestart. Mange kommer aldrig i skole, eller de mases ind i klasseværelser med 80 elever og meget få og dårligt uddannede lærere. Andre får uddannelse på internationalt niveau. Mange taler åbent om, at der nu skabes skel, som vil blive nedarvet gennem generationer. De fattige kan ikke sikre deres børn en ordentlig uddannelse. Det hører dog med til billedet, at Tanzania endnu en gang satser voldsomt på at sikre grunduddannelse til alle. Der bygges mængder af nye skoler, der uddannes nye og bedre lærere både for at få klassekvotienter ned og for at fylde hullerne efter de mange lærere, der dør af aids. Men udfordringen er enorm. Tusinder af skoler er stadig elendige.
Et af de store spørgsmål, som mange diskuterer, er, om enheden og harmonien kan holde til de nye udfordringer. Der er økonomisk polarisering, men der er også andet, der deler mere end før. Virkeligheden er ikke så enkel, som rådgiverne udefra tror, og vi har talt meget om demokrati.
De fleste er glade for, at man har fået flerparti-demokrati. Men de siger, at demokratiet har øget korruptionen, for nu er der flere, der skal betale og betales. Flere siger også, at demokratiet øger de religiøse spændinger. Kristne og muslimer har traditionelt levet fredeligt sammen, men med øget missionsvirksomhed øges konkurrencen, og med et flerpartisystem er det vanskeligt at holde religion væk fra partipolitikken. Islam gør nu, hvad kristne kirker har gjort i generationer. Der investeres voldsomt både i moskeer og i muslimske sundhedsklinikker og skoler. Der har også været vækst i konservativ kristen mission. Samlet betyder det, at gamle balancer udfordres. De religiøse spændinger øges samtidig med, at den økonomiske ulighed vokser.
Der er andre traditioner, der er under udfordring. "Uafhængig?" er ikke en bog om hiv/aids, men sygdommen kommer hele tiden ind. Blandt andet i debatten om familiebegrebet. Tanzanierne er ikke indbyrdes enige, men mange mener, at det udvidede store familiebegreb er på vej væk. Det går mod kernefamilien som hos os, og det betyder også, at de unge får det sværere.
En af forklaringerne gav regionalkommissær James Luhanga: "Hvis folk bare kunne dø bæredygtigt, skulle familiesystemet nok overleve", sagde han. "Men det gør de ikke". Aids-dødsfaldene kommer så hyppigt, at de sætter familieansvaret under voldsomt pres, og de forældreløse børn er taberne. "Uafhængig?" er ikke en bog med enkle konklusioner. Afrikas fremtid er mere kompliceret end spørgsmål om FN-målsætninger og diskussioner om bistand.
Men et af de spørgsmål, bogen rejser, er Butikus spørgsmål: Er det rimeligt, at alle verdens lande uanset forudsætninger skal behandles efter nøjagtig de samme regler? Skal de svage og handicappede på det økonomiske område konkurrere på nøjagtig samme vilkår som de stærke, rige og toptrænede?
Knud Vilby: "Uafhængig?" – afrikanske udfordringer. Beretninger fra Tanzania, en andengenerationsnation i en globaliseret verden. 254 sider, illustreret. Pris 249 kr. Forlaget Per Kofod. Bogen er netop udkommet.