Teaterdirektør: Teatrene må indgå en ny kontrakt med samfundet

Aalborg Teater er et af landets ældste og fylder i dag 140 år. Et blik på dets lange historie viser, hvilke udfordringer scenekunsten i hele Danmark står over for i 2018, skriver dagens kronikør

Hans Henriksen
Hans Henriksen.

DET GIK STÆRKT I AALBORG i sidste halvdel af 1800-tallet. Byen voksede i et eksplosivt tempo og gik på få år fra at være nordjysk provinsby til dansk storby. Alene fra 1890 til 1901 steg befolkningstallet med næsten 60 procent fra 20.000 til 32.000 personer, cementindustrien boomede på grund af byens kalkholdige undergrund, og fabrikker skød op overalt. Byen med de rygende skorstene, som den blev kaldt. En industrialiseringens højborg i Danmark.

Tænk bare på Jørgen Stein, Jacob Paludans antihelt i hovedværket af samme navn, der flytter fra det smukke, hyggelige og trygge Havnstrup (lig med Thisted) til det grå, larmende Aalborg, med frygt i hjertet og hjemlængsel allerede inden han står af toget. Det er et ganske godt billede på, at dansk kultur i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet tog samme udviklingshop som resten af Europa – storbyernes på én gang gruopvækkende og fascinerende indgreb i den gode gamle verden.

DET BETØD OGSÅ en decentralisering af kulturlivet. En moderne dansk storby som Aalborg skulle selvfølgelig have et stærkt kultur- og underholdningsliv, det skulle ikke længere kun være forbeholdt hovedstaden. Det så Niels Nielsen Grøntved, kreaturhandler og slagtermester, straks. Han opkøbte allerede i 1877 lysthaven Elisalyst tæt ved den nyetablerede Aalborg Station og slog dørene op for Concerthallen, hvis blanding af populærmusik, pantomime, gøgleri og artistoptræden hurtigt blev suppleret af mere finkulturelle aktiviteter.

Året efter fik Concerthallen navnet Aalborg nye Theater med første forestilling for præcis 140 år siden i dag – den 24. februar 1878. Allerede i 1885 fejrede teatret sin første store kunstneriske triumf, med opsætningen af Henrik Ibsens ”Vildanden” – en måned før den fik premiere på Det Kongelige Teater. Julius Petersen havde i mellemtiden købt teatret af Grøntved og blev provinsens førende teaterdirektør og gav via det nyåbnede teater industrialiserings højborg en stærk kunstnerisk profil.

Et hurtigt blik hen over det følgende århundrede illustrerer ganske godt de udfordringer, teatret står over for i dag – ikke mindst, når man fokuserer på den evigt udfordrende balancegang mellem det kunstnerisk udfordrende og det folkelige.

Under Besættelsen fra 1940-1945 gjorde tyskerne Aalborg Teater til kino for værnemagten, og da teatret åbnede igen, var det som landsdelsscene og et fokus på at formidle den klassiske teaterkunst. Dannelse til de åndeligt og materielt udsultede borgere i form af Holberg, Strindberg, Camus og en stærk hyldest til modstandshelten Kaj Munk som en påmindelse om alt det, Europa aldrig måtte gentage.

Senere blevet fokusset mere psykologisk og socialrealistisk, inden musicalbølgen for alvor tog fat i 1980’erne og gav teatret en bredere og mere kommercielt funderet profil. Det holdt ved, kombineret med et øget fokus på lokal forankring, lokalt baserede forestillinger og etableringen af Danmarks første borgerscene i 2013.

Så hvilken rolle skal et teater spille i dag? Det korte svar er, at det skal udfylde alle de roller, det historisk har udfyldt – men nu på én gang. Teatret skal være et kunstnerisk fyrtårn. Det skal have en stærk lokal forankring. Det skal tiltale og engagere det lokale publikum, samtidig med at det også skal være med til at profilere dansk scenekunst i international sammenhæng.

Det kræver, at teatrene lykkes med en tredobbelt bevægelse:

For det første skal de åbne sig for et bredere publikum og blive et mødested – dér, hvor vi mødes, når vi skal opleve kultur, være fælles om kultur og debattere kultur.

For det andet skal de turde dyrke kunsten, tage publikum med på kunstneriske opdagelsesrejser og fastholde, at scenekunst for offentlige støttekroner handler om at udfordre, bryde grænser og kaste nye perspektiver på det, vi troede, at vi vidste i forvejen.

For det tredje skal de som nævnt ramme en balance, så de to første ikke falder fra hinanden, og institutionerne bliver skizofrene. De skal være steder for både fordybelse og underholdning, ligesom det er nok så naurligt for os at føre en dyb samtale med vores venner den ene dag og en hyggelig og sjov den næste.

DET FØRSTE HANDLER OM, at man som teater husker på, at en forestilling aldrig er lukket om sig selv. Den tematiserer altid problematikker, der enten er alment menneskelige eller knytter sig særligt til den tid, vi lever i. Den hænger sammen med verden uden for teatrets fire vægge. Og det er teatrets opgave at spille sammen med denne verden på den bedst mulige måde – det være sig gennem foredrag, samtalesaloner, dialogforestillinger eller performances i det offentlige rum.

Christians Lollikes ”Hospitalet”. Vores egen kommende borgersceneforestilling ”Porno for begyndere”, men også ”West Side Story” eller den voldsomt populære musical ”Seebach” på Fredericia Teater. Alle handler de også om problemer uden for teatret, der beskæftiger og berører os alle: Det evigt problematiske sundhedsvæsen. Det tabulagte og forbudte. Kærligheden på tværs af etnicitet og ondt blod. Og udfordringerne med at finde den livets melodi, som vi har lyst til at danse efter.

Det andet handler om at turde insistere på sine kunstneriske ambitioner og prioritere kunsten. Også på de store scener. Mange vil betragte et stykke som kærlighedshistorien om Cyrano de Bergerac – den franske garderofficer, digter og dramatiker og hans ulykkelige kærlighed som følge af hans overdimensionerede næse – som en nicheforestilling, der hører hjemme på den mindste scene. Men med den avantgardistiske instruktør Yuri Butusov i front bliver det en forestilling, som vi på Aalborg Teater mener har bred relevans, og som det nordjyske publikum bør unde sig selv at opleve. Det skal man netop huske også er teatrets rolle: viljen og modet til at udpege og præsentere de værker, vi mener er særligt vigtige.

Det tredje handler om at skabe aktiviteter, der integrerer det såkaldt folkelige og kunstneriske. Det handler ikke mindst om nye rammer og om at tænke i nye sammenhænge frem for i forældede modsætninger. Der er ikke nogen naturtvungen modsætning mellem kvalitet og folkelighed, ej heller mellem såkaldt finkultur og folkelighed.

VI VED, AT DET FOR MANGE er en større barriere at skulle bevæge sig ind på en kulturinstitution end at kaste sig ud i selve den kunstneriske oplevelse. Det er måske nok ved at være et slidt mantra, men det er stadig rigtigt: Kunsten skal ud til folk. Tættere på dem. Ind i deres hverdag.

Derfor har Aalborg Teater, Kunsten og Musikkens Hus taget initiativ til at lancere AMPlify – en lokal, national og international kunstevent, som med afsæt i billedkunst, musik og scenekunst skal skabe et nyt fælles kulturelt rum for oplevelse, fordybelse og underholdning. For aalborgensernes skyld og for Danmarks skyld. Danmark mangler nemlig en festival, der kan stå mål med festspillene i Bergen. AMPlify vil således byde på musik, teater og kunst uventede steder i byrummet foruden naturligvis på kulturinstitutionerne.

Lykkes teatrene med denne tredobbelte bevægelse, har de givet sig selv en ny relevans og indgået en tidsvarende kontrakt med samfundet. For kun ved at være til for borgernes, kunstens, underholdningens og fordybelsens skyld på samme tid kan teatrene indtage den nøgleposition i dansk kulturliv, som de ønsker.