Prøv avisen
Kronik

Filosof: Teknologien kan ikke svare os på, hvordan vi skal bruge vores liv

Når vi søger svarene på de allermest fundamentale menneskelige spørgsmål i algoritmer, så fraskriver vi os ansvaret for den unikke position, der gør os til mennesker, skriver ph.d. i filosofi Pia Lauritzen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Pia Lauritzen, ph.d. i filosofi

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi må se det i øjnene: Mennesker er ikke skabt til den digitale tidsalder. Og at dømme ud fra det stigende behov for regulering er den digitale tidsalder heller ikke skabt til mennesker. Men spørgsmål er løsningen på vores problemer, mener filosof Pia Lauritzen

MENNESKER ER DEFINERET ved at have begrænsede ressourcer. I form af tid og rum – og i form af erfaring. Begrænset tid og rum er lig med begrænset indsigt og udsyn. Der er grænser for, hvor megen viden vi kan kapere og oversætte til meningsfuld adfærd. Med den digitale teknologi er det lige omvendt. Den digitale teknologi er defineret ved at være ubegrænset i tid og rum. Den opfører sig på samme måde, uanset hvor og hvornår den bliver brugt. Og den kan bearbejde enorme mængder data på millisekunder.

Den digitale teknologi har ikke begrænset erfaring. Den har ingen erfaring. For den har ikke brug for erfaring. Erfaring er menneskers måde at kompensere for, at vi hverken har tid eller rum til at afprøve samtlige løsningsmuligheder, før vi træffer en beslutning om, hvordan vi løser et problem. Erfaring er menneskers måde at håndtere problemer på, som den digitale teknologi aldrig behøver at håndtere. Problemer, der er forbundet med at vide, at vi ikke ved alt, hvad der er at vide – og vi derfor konstant må beslutte, hvad det er vigtigt og ikke vigtigt at bruge vores tid på.

At beslutte, hvad der er vigtigt, er væsensforskelligt fra at bearbejde data. Det handler om at stille de spørgsmål, der hjælper os med at tage stilling. Og det handler om at tage ansvar for de svar, vi finder. Erfaring handler om at stille og besvare de spørgsmål, der betyder noget for os – velvidende at vi aldrig vil kunne undslippe den historie, der har gjort os til dem, vi er.

Vi har altid været, og vi vil altid være teknologiske væsner. Lige siden tidernes morgen har vi mennesker videre givet vores erfaringer til vores efterkommere. I kraft af adfærd, sprog, kunst og teknologi. Vi har altid brugt teknologi til at få mest muligt ud af den begrænsede tid og plads, vi har. Og vi har altid efterspurgt bedre måder at leve vores liv på.

I menneskehedens tidlige år efterspurgte vi bedre måder at slå dyr ihjel på. Det teknologiske svar var en kniv. Senere efterspurgte vi en bedre måde at komme fra A til B på. Et af de teknologiske svar var biler.

I DAG BEFINDER VI OS i en ny teknologisk tidsalder. Teknologien er blevet digital, og den er blevet så avanceret, at vi tror, den kan svare på alt. Hvor skal jeg hen? Google Maps har svaret. Hvem skal jeg følge? Facebook har et bud. Hvad skal jeg foretage mig? Min smartphone sender mig en notifikation. Den digitale tidsalder har fået os til at tro, at det interessante ved teknologien er de uendelige muligheder, Google, Facebook og smartphones giver. Men det er det ikke. Det interessante ved teknologien er, at den reflekterer den måde, vi mennesker håndterer vores egen endelighed på. Og det har ændret sig med den digitale teknologi. Vi plejede at tænke: ”Fordi vi er begrænsede, har vi brug for teknologi.” Nu tænker vi: ”Fordi vi har teknologi, behøver vi ikke at være begrænsede.”

For første gang er vi omgivet af teknologi, der ikke er videregivet fra vores forfædre som værdifuld erfaring. Tvært imod er den meste moderne digitale teknologi designet ud fra et løfte om, at vi ikke behøver erfaring, fordi vi har data. At vi ikke behøver at beslutte, hvad der er vigtigt, fordi vi har algoritmer.

VI SLIPPER ALDRIG for spørgsmålet om mennesket. Det særlige ved det symbiotiske menneske-teknologi-forhold er, at uanset hvor mange svar teknologien tilvejebringer, så vil mennesker blive ved med at stille spørgsmål. Hvor skal jeg hen? Hvem skal jeg følge? og Hvad skal jeg foretage mig? er nogle af de allermest fundamentale spørgsmål i et menneskes liv. Det er de spørgsmål, der hjælper os med at navigere i tid og rum. Det er de spørgsmål, der afgør, hvordan vi bruger vores liv. Det er de spørgsmål, der hverken kan eller skal besvares af nogen som helst andre end os selv.

Struyker Boudier skrev engang, at i modsætning til mennesker, så filosoferer dyr og guder ikke, fordi de ikke har nogen spørgsmål: ”De er ikke ’spørgsmålsdyr’, fordi de ikke betragter deres væren som værende til diskussion.” Det samme gælder teknologien. Uanset om den er analog eller digital, så sætter den ikke spørgsmålstegn ved sin egen væren. Den tænker ikke over muligheden for ikke at være. Den er ikke bange for at løbe tør for tid og plads. Og den spørger ikke sig selv, hvordan den får mest ud af den tid og plads, den har.

Det er kun mennesker, der gør det. Vi kan ikke undslippe vores begrænsede position i tid og rum. Og det skal vi heller ikke. Det er netop, fordi vi ved, at vi ikke ved alt, hvad der er at vide, at vi spørger, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt. Og det er, fordi vi stiller spørgsmål, som vi ikke kender svaret på, at vi indgår i ansvarlige fællesskaber.

Når vi søger svarene på de allermest fundamentale menneskelige spørgsmål i algoritmer, så fraskriver vi os ansvaret for den unikke position, der gør os til mennesker. Vi er skabt til at være spørgende væsner, der er afhængige af hinanden for at finde meningsfulde svar. Hvis vi ikke søger svarene i os selv og hinanden, så ophører vi med at være mennesker.

Samtidig er vi også afhængige af teknologien for at få mest muligt ud af den begrænsede tid og plads, vi har. Historien viser, at hver gang vi konfronteres med et problem, så efterspørger vi en teknologisk løsning. Det er ligefrem sådan, at hvis vi ikke har en teknologisk løsning på et problem, så opfinder vi enten en eller stopper med at betragte problemet som noget, vi skal løse. Det er så teknisk disponerede, vi er, og det er derfor, det kun er teknologien, der kan hjælpe os med at genoverveje og gen oprette forbindelsen til, hvad det vil sige at være menneske.

Vi har brug for teknologi, der minder os om at være mennesker. Det er for sent at designe mennesker til den digitale tidsalder, men det er ikke for sent at designe digital teknologi til mennesker. I stedet for at prøve at gøre vores liv ubegrænsede og forbundet til alting altid, bør vi designe digital teknologi, der forstærker den konkrete forankring i tid og rum, der gør os til mennesker. Det kræver, at vi aktiverer den ”moderteknologi”, der fødte og stadig undfanger al ny teknologi. Det kræver, at vi trækker på den ældste og mest kraftfulde teknologi, der nogensinde er opfundet. Det kræver spørgsmål.

DU ER FORMENTLIG IKKE VANT TIL at tænke på spørgsmål som en teknologi, men hvis du giver det et skud, vil du opdage, at spørgsmål er det ene ”værktøj”, der hjælper dig med at navigere i livet. Tænk over det:

Har du nogensinde stillet et spørgsmål uden at søge efter noget? Håb, hjælp, oprigtighed? Har du nogensinde stillet et spørgsmål uden at erfare noget? Om dig selv, den, du spørger, eller det, du spørger om? Har du nogensinde stillet et spørgsmål uden at opnå noget? Indsigt, interaktion, indflydelse?

Som enhver anden teknologi blev spørgsmål opfundet for at forbedre vores liv. Modsat enhver anden teknologi, har spørgsmål ikke et prædefineret svar på, hvordan vi skal gøre det. Spørgsmål påvirker os ikke til at tænke og handle på en bestemt måde. De minder os bare om, at vi kan tænke, og at vi bør handle i overensstemmelse med de svar, vi finder.

Spørgsmål er løsningen på de problemer, der møder menneskeheden i den digitale tidsalder, fordi spørgsmål får os til at tænke og handle ansvarligt af os selv. Når vi stiller spørgsmål, tager vi stilling. Og når vi svarer, tager vi ansvar. Derfor har vi brug for digital teknologi, der er designet med udgangs- og omdrejningspunkt i spørgsmål. Så vi kan bruge moderteknologien til at redde menneskeheden fra det falske løfte om, at vi ikke behøver at være mennesker.