Jeg er først for ganske nylig blevet opmærksom på, at et debatindlæg, jeg havde i Kristeligt Dagblad den 4. oktober 2012, spiller en ikke uvæsentlig rolle i Lars Sandbecks bog ”Afsked med almagten” fra 2014.
I indlægget kaldte jeg Gud almægtig og fortsatte med blandt andet disse ord, som Lars Sandbeck citerer:
”Men Gud kan udmærket give afkald på at styre alt og stadig være Gud Fader den almægtige. Hvis Gud lader være med at forudbestemme og styre alt, kan det nemlig være, fordi han ønsker det sådan.”
Det synspunkt er der efter Lars Sandbecks mening ikke sammenhæng i. Gud er ikke almægtig, og det er slet ikke nogen bibelsk tanke, at han skulle være det. Men det værste er, at jeg trækker i land igen og slet ikke selv tager almagten alvorligt, og han mener at kunne forklare hvorfor: Det er, fordi jeg er bange for konsekvenserne, for er Gud almægtig, bliver han jo både god og ond, både Gud Fader og djævel (se side 62-67).
Af Lars Sandbecks bog lærer man, at almagt er et meget vanskeligt ord, og bruger man det, må man forklare, hvad man mener.
Jeg forstår almagten ud fra skabelsestroen, Gud er Himlens og Jordens skaber. Ordet almagt og beslægtede ord bruges overraskende sjældent i Bibelen, men jeg mener, at skabelsestroen gennemtrænger hele Bibelen. Eksempelvis kan jeg citere fra Salme 104 i Salmernes Bog:
Hvor er dine værker mange, Herre!
Du har skabt dem alle med visdom,
jorden er fuld af dit skaberværk.
Og nogle linjer senere:
Du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver;
du skjuler ansigtet, og de forfærdes,
du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
du sender din ånd, og der skabes liv.
Det er også troen på, at Gud har skabt og opretholder alt, hvad der er til, så længe det er til, der ligger bag Jesu ord til Pontius Pilatus: ”Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra.” (Joh. 19, 11).
Hvis man ikke lader almagtstanken hente sit indhold i skabelsestroen, men i spekulationer over begrebet almagt, så er det rimeligt at tage afsked med almagten. Man kan føle sig tvunget til det allerede af det finurlige spørgsmål: Kan Gud skabe en sten, der er så stor, han ikke selv kan løfte den? Kan han skabe så tung en sten, er han jo ikke almægtig, når han ikke kan løfte den, men kan han løfte selv den største sten, han skaber, er han heller ikke almægtig, da han ikke kan skabe en sten så stor og tung, at han ikke kan løfte den.
Lidt mere seriøst, men også med udgangspunkt i logikken, har William Ockham og andre teologer i middelalderen presset almagtsbegrebet til det yderste, så alt bliver utrygt. For kan Gud alt, kan han også lyve, og vi kan så ikke stole på hans ord. Vi kan ikke regne med, at tyngdekraften gælder hver dag, for Gud kan ophæve den. Det er heller ikke sikkert, at to og to bliver ved med at være fire, for også det kan Gud lave om på, da han er almægtig.
Efter sådanne udlægninger af begrebet almagt indrømmer jeg gerne, at Gud ikke kan ubetinget alt. Jeg bruger ikke ordet almagt for at hævde, at Gud ikke er begrænset af noget som helst, for det er han. Jeg kalder ham almægtig som en tydning af det ubegribelige, at verden er til. Ordet udtrykker, at Gud ”har liv i sig selv,” som det hedder i Johannesevangeliet 5, 26, mens alt andet har livet fra ham. Hvert menneske, ja, alt, hvad der er til, er en magtdemonstration fra Guds side. Som skaber er Gud ophøjet og ufattelig, og ”det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise”.
Samtidig er det rigtigt, at Gud ved at skabe os mennesker gav magt fra sig. Han sagde jo ikke bare: ”Bliv!” - og så blev vi til. Han sagde: ”Bliv selvstændige over for mig!”. Vi har frihed til at gå imod Guds vilje, det er Lars Sandbeck og jeg ganske enige om. Det får ham til at hævde, at så er det meningsløst at tale om Guds almagt. Gud styrer jo ikke alt. Jeg mener derimod stadig, at det er rammende at sige, at den almægtige Gud, Himlens og Jordens skaber, i sin skabelse har givet afkald på at styre alt, og jeg drister mig til at sige, at sådan har Gud gjort det, fordi han vil have nogen at følge og elske og nogen, der frit vil gøre godt og elske ham igen.
Guds skabermagt spiller kun en lille rolle i Lars Sandbecks teologi. Derfor er han også i stand til at tale om det onde i os selv og i verden omkring os som noget, der bare er her, uden at Gud som skaber har noget med det at gøre.
Han mener, at han derved undgår lidelsens og ondskabens problem, og han undgår at stille det svære spørgsmål: Hvorfor afskaffer Gud ikke alt ondt? Det spørgsmål melder sig, hvis vi tror, at Gud er god, men også opretholder en verden, hvor det onde findes. Hvis Gud har magt til at afskaffe det onde, men undlader at gøre det med det samme, er han så ikke både god og ond? Lars Sandbeck mener, at de, der gør Gud til alle tings skaber og opretholder, lægger en tvetydighed ind i Gud, så vi ikke kan have tillid til ham som vor kære far. Denne konsekvens vil Lars Sandbeck for enhver pris undgå, og for ham er Gud derfor ikke almægtig og opretholder ikke noget ondt i verden, men han kæmper imod det, og vi skal tro, at han gør sit bedste.
Men Lars Sandbeck når ikke sit mål, for der indsniger sig også i hans fremstilling et skisma i Guds væsen. Det sker, når han i afsnittet ”Det onde i lyset af evangeliet”, gennemgår bønnen ”fri os fra det onde” i Fadervor. Han skriver, at vi kan bede Gud om hjælp, for han er god og kun god, og vi har lov til at håbe og tro, at han vil hjælpe os og fri os fra det onde. Ja, det skal blive, som der står i Johannes' Åbenbaring 21,4: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere,ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”
Ærligt talt, kan Gud hjælpe os med det, må han have stor magt, ja, en helt ufattelig stor magt. Og det grimme spørgsmål melder sig også her: Hvorfor har Gud så ikke hjulpet os for længst? Er han alligevel ikke god og kun god ? Det er ikke lykkedes Lars Sandbeck at få lidelsens og ondskabens uløselige problemer til at forsvinde ved at nedtone skabermagten.
Det fornemmer han måske også selv? I hvert fald ender han med i bogens sidste kapitel helt at tage afsked med tanken om Gud som Himlens og Jordens skaber. Han taler stadig om Guds skabermagt, men går ind for, at vi begynder at forstå den på en ny måde. Man kan sige, vi skal forstå den etisk og ikke metafysisk som i trosbekendelsen, hvor vi jo netop bekender troen på Gud Fader, den Almægtige, Himlens og Jordens skaber.
Lars Sandbeck skriver nu, at Gud bevarer vores liv gennem tilgivelsens magt:
”Der hvor kærlighedens fælleskab, som mennesker umuligt kan etablere, opstår, erfarer vi Guds magt. Som tilgivende er Guds magt magten til at befri os fra det onde, således at vi bliver fri til at elske hinanden. At virke denne bevægelse fra ødelagt liv til nyt liv, fra synd til kærlighed, fra 'Jorden' til 'Guds rige' kræver en magt, der langt overgår, hvad noget menneske evner. Men almagt er der ikke tale om.”
Her er det ikke kun almagten, han tager afsked med, men også Guds skabermagt, den, Jesus satte sin lid til, når han uden at kunne forklare det onde i os og omkring os forkyndte, at Gud i sit rige vil overvinde ondskab, lidelse og død. Han tager afsked med Guds skabermagt og dermed med det håb, at Gud kan udrette noget, når alt håb er ude.
Ebbe Paludan er tidligere sognepræst