Prøv avisen

Teologen Schleiermachers syn på religion

Protestantisme Man kan som moderne læser i det 21. århundrede blive forbløffet over, hvor præcist Schleiermachers væsensbestemmelse af religionen og beskrivelse af det religiøse menneske fra det 19. århundrede også passer til dette århundredes religiøsitet

Friedrich Daniel Ernst Schleiermacher var ubestridt en af det 19. århundredes førende teologer. Med rette har man kaldt ham protestantismens kirkefader.

Han blev født i 1768 og døde i 1834. Størstedelen af hans liv og virke fandt sted i Berlin. Han er en af grundlæggerne af Humboldt-Universitetet i Berlin i 1810 og har med sine tanker om universitetsuddannelsen øvet stor indflydelse på udformningen af det, man kalder for den humboldtske universitetsmodel, som man i dag desværre er godt på vej til at afskaffe både herhjemme og i Europa til skade for universitetsuddannelserne. Men det skal ikke være emnet for denne kronik.

Det skal derimod være det ungdomsskrift, som Schleiermacher udsendte anonymt i 1799 med titlen "Über die Religion. Reden an die Gebildeten unter ihren Verächtern". (Om religionen. Taler til de dannede blandt dens foragtere). På det tidspunkt virkede Schleiermacher i Berlin som reformert præst ved Charité-hospitalet.

Århundredeskiftet fra det 18. til det 19. århundrede var i Tyskland som overalt i Europa præget af et stort opbrud på den politiske og kulturelle scene. Anledningen var ikke mindst den franske revolution i 1789, der rystede den gamle samfundsorden i sine grundvolde og dermed også slap en bunke kreative kræfter løs.

Det mærkedes ganske særligt i Tyskland, hvor de samfundsmæssige forandringer ganske vist var moderate, men det åndelige opbrud derimod ganske radikalt.

Det gælder ikke mindst den kreds af digtere og filosoffer, man kalder for nyromantikerne, og som talte navne som brødrene Alexander og Wilhelm von Humboldt, Ludwig Tieck, brødrene August Wilhelm og Friedrich Schlegel og Friedrich von Hardenberg alias Novalis.

Til den kreds kom Schleiermacher til at høre, hvilket især førte til et nært venskab med Friedrich Schlegel, som han i to år delte bolig med. Det var Friedrich Schlegel og veninden Henriette Herz, der nærmest pressede Schleiermacher til at skrive en bog om religion. Nyromantikerne havde som program en "progressiv universalpoesi", der i sig skulle forene kunst og videnskab, poesi og filosofi, og religionen måtte på en eller anden måde passes ind i dette projekt.

Man kan diskutere, om den nyromantiske kreds med Schleiermachers afhandling fik, hvad de ønskede. Talerne er rettet til de dannede blandt religionens foragtere. Ved en nærlæsning af talerne opdager man, at det er en ret sammensat gruppe. Det er ikke kun de indifferente. Det er også dem, der betragter religionen som et lavere forstadium til filosofi og metafysik eller tilkender den betydning som en støtte for moralen, som for eksempel filosoffen Kant gjorde det.

Endvidere hører også de til foragterne, der i god mening blander det hele sammen, og de, der tilkender religionen betydning for staten og anerkender statens ret til at benytte sig af kirkens støtte, altså den tids kulturkristne. Kort sagt: Schleiermacher udfordrer hele sin kulturelle, kirkelige og politiske samtids dannede borgerskab med sin bog om religion.

Han vil sætte en ny religiøs dagsorden. I den forstand er "Om religionen" et revolutionært skrift. Men han ønsker at gøre det i troskab mod den overleverede kristendom, hvis substans han vil grave frem og transformere ind i en ny tid. Schleiermacher har to overordnede målsætninger med sit religionsskrift. Han vil tydeliggøre, hvad religion i sandhed er, altså religionens væsen, og endvidere, hvad kristendom i sandhed er. På den måde er "Om Religionen" også et programskrift samt et forsvarsskrift.

I EFTERTIDEN ER DET NOK den bog i Schleiermachers ellers omfattende forfatterskab, som han er blevet mest kendt for i den bredere offentlighed. Han havde også et særligt forhold til den, for han udgav den med større og mindre rettelser hele fire gange i sin levetid.

Efter Schleiermachers død blev det især den tredje, mere modificerede udgave, der blev genoptrykt, indtil religionsforskeren Rudolf Otto genfremdrog den første udgave i 1899, hundredåret for førsteudgivelsen. Siden da har det været den, man især i forskningen og diskussionen har forholdt sig til. Og nu foreligger "Om religionen. Taler til de dannede blandt dens foragtere" også i en dansk oversættelse på Aros Forlag, foretaget af cand.ling.merc. og cand.theol. Birgit Berggrensson i samarbejde med undertegnede.

Hvad er det fascinerende ved dette ungdomsskrift af Schleiermacher, så det også i begyndelsen af det 21. århundrede mere end 200 år efter, at det udkom første gang, forlanger gehør? Det er skriftets visionære karakter. Schleiermacher havde til fulde sans for, at hans egen tid var en omvæltningens tid. Det gjaldt på alle områder, også på religionens.

Nutidens moderne menneske måtte nødvendigvis have en anden tilgang til religionen end den traditionelle. Centreringen om det enkelte menneskes selvbevidsthed og dermed dets individualitet forlangte, at den enkeltes religiøsitet måtte tages alvorligt og respekteres netop som hans eller hendes egen. Derfor er religionens verden så mangfoldig og skal være det.

Men samtidig havde Schleiermacher også øje for det destruktive, der som en fare kunne bestå i denne selvcentrering, at enhver skal kunne blive salig i sin egen tro. Derfor understregede han betydningen og nødvendigheden af, at der kunne opstå religiøse fællesskaber af ligesindede. Og sidst, men ikke mindst, gjorde han opmærksom på, at også individualiteten er en relativ størrelse, som ikke må stå i vejen for, at det enkelte menneske kan gå op i den enhed, der består i, at universet eller Gud er alt i alle. Schleiermachers bestemmelse af religionens væsen som anskuelse og følelse af universet har unægtelig karakter af mystik.

Man kan som bogens læser i det 21. århundrede blive forbløffet over, hvor præcist Schleiermachers væsensbestemmelse af religionen og beskrivelse af det religiøse menneske også passer til dette århundredes religiøsitet især i den vestlige verden, men også til dels i verden udenfor.

Fremhævelsen af det religiøse individ, det flydende og fluktuerende religionsbegreb, det religiøse liv forstået som en dannelsesproces, vekselvirkningen mellem samfund og religion, der kan skabe vanskeligheder for det religiøse liv, de religiøse fællesskaber forstået som konventikler, der samler sig om åndelige formidlere eller guruer, alt det kan vi nikke genkendende til i vor egen tid.

Det gælder også for den revolutionære karakter, som Schleiermachers syn på kristendommens centralanskuelse har som forsoning og formidling af alle modsætninger, når han fremhæver, at også kristendommen kan være en foreløbig størrelse, der har sin tid og kan afløses af andre positive religioner.

De kan dog ikke udvikle sig ud over kristendommens centralanskuelse, men bliver nye modifikationer af den. Det er vitterlig et spørgsmål, om det ikke allerede sker i det små rundtom i verden ved, at de store religioner møder og påvirker hinanden.

Kort og godt: Schleiermachers bog "Om religionen. Taler til de dannede blandt dens foragtere" kan virke som en øjenåbner for vor egen tid, og derfor er den værd og udfordrende at læse 200 år efter, at den udkom, hvad enten man kan være enig med forfatteren i alt eller kun i noget eller slet ikke. Selvom bogen heller ikke på dansk er nem læsning, så er det umagen værd at give sig i kast med den, hvilket hermed anbefales.

Theodor Jørgensen er dr.theol.