Teologi efter Darwin

Filosofien og teologien ved, at Darwins teori trods alt har et begrænset domæne. Darwins evolutionslære forklarer ikke verdens skabelse eller livets oprindelse, men livets udvikling

Adspurgt har jeg nogle gange betegnet mig selv som en darwinistisk kristen. "Kristen først, darwinist så." Men hvis vi vil forstå kristendommen i dens biologiske format, gælder det også den anden vej rundt: "Først biologi, så teologi."

Sært er det, at både religiøse og ateistiske fundamentalister er blevet enige om at opfatte Darwin som troens fjende. For siden andenudgaven af "On the Origin of Species" formulerede Darwin sig stedse mere teologisk. "Jeg ser ikke nogen gyldig Grund til, at de Anskuelser, der er fremsatte i dette Bind, skulde støde nogens religiøse Følelser," skrev han.

For det er en lige så storslået tanke, at Gud har skabt verden til selvudvikling, som at tro, at Gud skulle have skabt verden i fiks og færdig form, hvorefter Gud valgte at tilføje snart den ene, snart den anden art. Darwin henviste her til en af samtidens kendte forfattere, præstevennen Charles Kingsley.

I bogens sidste sætning finder vi Darwins egen skabelsesteologiske tydning: "Der er Storhed i det Syn paa Livet, at det, med dets forskjellige Kræfter, af Skaberen oprindelig er bleven nogle faa eller en enkelt Form indblæst, og at, medens denne vor Klode har rullet rundt efter Tyngdens bestemte Lov, have utallige Former, højst skjønne og højst vidunderlige, fra en simpel Begyndelse udviklet sig og udvikles endnu." (J.P. Jacobsens oversættelse). Nok er vejen for livets udvikling prosaisk og hård, men resultatet er poetisk!

Når det alligevel er forståeligt, at Darwins evolutionslære har vakt anstød, skyldes det særlige historiske omstændigheder. Hovedværket ramlede midt ind i en victoriansk tid.

Mennesket blev her set som civilisationens krone. "Ro, renlighed og regelmæssighed" var tidens løsen. Men Darwin viste, at mennesker har rovdyrklør lige neden under kulturens neglelak.

Tilmed udkom Darwins værk midt under vækkelserne. Den historiske bibelkritik havde allerede sat spørgsmålstegn ved Bibelens historiske troværdighed. Darwin videreførte dette kritiske arbejde på geologiens og biologiens område.

Hvordan stiller sagen sig så i dag? På hvilke punkter har Darwin forandret betingelserne for teologien? Jeg har valgt 10 hovedpunkter og samtidig tilføjet teologiske synspunkter, der rækker ud over det rent videnskabelige perspektiv:

1) Efter Darwin kan Bibelen ikke længere benyttes som en håndbog i naturhistorie, geologi og biologi. Adam og Eva har aldrig eksisteret som historiske personer, men historien handler om menneskets grundvilkår til enhver tid: Drømmende lever vi som børn i Edens Have, vågne og voksne lever vi på den hårde mark uden for Paradisets porte. Her hersker det hårde slid med arbejde og børnefødsler!

2) Efter Darwin ved vi, at død og smerte fandtes lang tid før homo sapiens. Derfor kan sygdom, ulykker og naturkatastrofer ikke længere forklares som et resultat af et fortidigt syndefald. Døden, smerten og usikkerheden hører med til skabelsens pakkeløsning. På denne jord kan vi ikke leve som højt komplicerede væsner, uden at vi skal desintegrere og dø. Ja, døden er nødvendig for at give plads til efterkommerne. Ligeledes hører smerten med til føleevnen, for man kan ikke føle glæde uden også at kunne føle smerte (tænk på kærestesorg). Også angst og depression hænger sammen med vores særlige evne til at leve i mulighedernes verden. Vi kan ikke få det ene uden det andet.

3) Efter Darwin ved vi, at vi hører hjemme i skabelsens store væv af liv og død. Vi er ikke den eneste art, der har følelser. Og jo mere vore medskabninger kan føle og mærke, des større ansvar har vi for dem, etisk set. Det er en illusion, at kun vi mennesker har betydning i verden. Andre arter kan noget, som vi ikke kan, som når delfiner anvender ekkoloddet til deres legende koordinerede bevægelser i vandet. Man kommer til at tænke på Guds stemme til Job inde fra hvirvelvinden: "Se dog vanduhyret, kraften i dens lænder, min ypperligste skabning." Mennesket bliver ikke ydmyget af at blive ydmyg. Tværtimod bliver vi større ved at få sans for, at livet drejer sig om andet og mere end om os selv.

4) Efter Darwin og Freud ved vi, at følelseslivet går forud for intellektet, ikke kun i artens, men også i individets historie. Menneskets sprog og intellekt er ganske vist enestående på vores jord. Men ligesom andre pattedyr skal også vi kramme vores børn ikke alene lære dem ord, men også skænke dem kroppens varme. Ellers bliver de ikke til hele mennesker.

5) Efter Darwin ved vi, at vi rummer både godt og ondt. Følelserne rummer både overlevelsesinstinkter, der kan blive til brutalitet, og empatifølelser, som er forudsætningen for det sociale sammenhold. Dette er en sekulær pendant til teologiens tale om, at mennesket både er en "synder" og "skabt i Guds billede og lighed", det vil sige skabt til kærlighed.

6) Efter Darwin ved vi, at naturvidenskaben ikke bør anvende Gud som en hypotese, der skal forklare bestemte forløb i naturen. Det er videnskabens job at søge naturlige forklaringer på naturens fænomener. Samtidig ved vi efter Darwin, at verden ikke kan forklares ud fra fysikkens love alene. Fordi biologiens verden er i historisk udvikling, kan ingen forudsige fremtiden i detaljer. Moderne evolutionsbiologi arbejder derfor statistisk, ikke deterministisk. Teologisk talt sker skabelse tilsvarende fra øjeblik til øjeblik og "vi erkender stykkevist og delt" (Paulus).

7) Darwin tilsluttede sig den store tanke om Gud som naturlovenes skaber, ikke deres konkurrent. Men efter Darwin må teologien sige, at Gud ikke bare står uden for verden som den altkontrollerende "designer". Gud må også være nært forbundet med sine mindste skabninger. Gud er midt i verden, ikke bare uden for. Gud er den, i hvem "vi lever, ånder og er".

8) I begyndelsen sagde Gud som skaber: "Let it be"! Lad verden blive til og udvikle sig. Variation og ikke blot repetition er skabelsens recept. Variationen er således bygget ind i den biologiske tilværelse, tydeligst i blandingen af gener ved den seksuelle formering. Ikke alle variationer er lige heldige, men tilfældet skal til, for at indfaldet kan få chancen, som K.E. Løgstrup formulerede det. Biologisk tilfældighed må derfor ikke forveksles med meningsløshed. Tværtimod danner en vis portion tilfældighed forudsætningen for meningsfulde konstellationer. Genetisk set er det tilfældigt, at jeg lige er mig, og at jeg overhovedet er til. Religiøst set betyder det, at alt er uselvfølgeligt og underfuldt.

9) Efter Darwin må teologien igen sætte korset i centrum. For død og smerte hører med til den biologiske eksistens, så snart udviklingen når et vist niveau. Men Gud har ikke bare skabt en verden og så ladet den være. Gud er "den dybe sammenhæng" midt i alt, smerter såvel som glæder. Kristendommens tanke om inkarnationen indebærer, at Gud går med ind i dødens, smertens og angstens verden. Hvert øjeblik forbinder Gud sig med ethvert menneske, ethvert dyr, alt kød. "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os," som Johannesevangeliet siger. Gud går ind i skidtets verden og deler vilkår med spurven og græsset. Denne tanke om Guds "dybdeinkarnation" kendte Darwin ikke fra sin samtids victorianske teologi, der skyede alt snavs. Men Guds vej ind i kødets verden er forudsætningen for et teologisk svar på Darwins anfægtede spørgsmål: Hvordan kan den gode Gud virkelig have skabt en verden med så megen død og smerte?

10) Filosofien og teologien ved, at Darwins teori trods alt har et begrænset domæne. Darwins evolutionslære forklarer ikke verdens skabelse eller livets oprindelse, men livets udvikling. Endvidere gælder det for al naturvidenskab, at den principielt ikke beskæftiger sig med tilværelsens mening eller meningsløshed. Dette er metafysiske spørgsmål, altså spørgsmål, der kommer efter fysikken og de andre videnskaber. På samme måde findes der teologiske spørgsmål, der rejser sig "efter Darwin", i forlængelse af moderne evolutionsbiologi.

Niels Henrik Gregersen er professor i samtidsteologi (dogmatik) på Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet